Historiens vingesus rammer vandrelauget

Onsdag fik vi et meget fint besøg i Dansk Vandrelaug, da Bjarne Stig Hansen kom forbi med en taske fyldt med gamle minder. Nogle daterede sig helt tilbage til 1930, hvor DVL blev stiftet.

(Bjarne) Stig Hansen med en af de scrapbøger, som hans far, DVL's stifter Stig Hansen, har lavet.

(Bjarne) Stig Hansen med en af de scrapbøger, som hans far, DVL's stifter Stig Hansen, har lavet.

Som søn af DVL’s stifter og mangeårige formand, Stig Hansen, havde gamle scrapbøger, bøger om vandring i ind- og udland samt medlemsblade samlet støv i årevis.

Og da den gamle Stig Hansen i flere af sine bøger havde noteret, at de skulle gives til Dansk Vandrelaug, når familien ikke længere havde interesse i at kigge på de mange billeder og udklip, syntes Bjarne Stig Hansen, at det var på tide, at bøgerne blev afleveret på Kultorvet 7.

Billeder af tid, der er godt gået

Foreningens tidligere formand og mangeårige medlem Ole Bertelsen tog imod, og mange billeder og steder blev genkendt, mens de bladrede i scrapbøgerne.

Hotel Hø og Halm til de unge mænd

Dansk Vandrelaugs historie begyndte den 18. maj 1930, da Stig Hansen tog toget til Hillerød og sammen med 20 unge mennesker stiftede foreningen ved Lille Gribsø i Gribskov midt i Nordsjælland.

Det første medlemsblad, som blev udgivet i samme måned, var blandt de mange minder fra fortiden.

Foreningens formål var i 1930:

1) virke for Udbredelse af sund Vandre- og Cyklesport i Danmark og støtte de unge i deres Bestræbelser for at rejse billigt,

2) at hjælpe Udlandets unge paa deres Rejser i Danmark for derved at fremme internationalt Venskab.

3) at virke for Oprettelsen af nye Vandrehjem

Foreningen voksede støt og hurtigt, så der i 1937 var ca. 38.000 medlemmer. Det gik ligeledes godt med at få nye vandrehjem etableret, og det fremgår af det første medlemsblad, at datidens unge mennesker havde det sjovt, når de tog på vandreferie for om et vandrehjem i Skjødstrup ved Aarhus kan man læse:

– Hvis der bliver overfyldt af unge Piger, hvad vi efter Forespørgslerne venter, henvises de unge Mænd til ”Hotel Hø og Halm” i en nærliggende Bygning.

Noget kunne tyde på, at opdelingen ikke var helt så rigid. I hvert fald fortæller Bjarne Stig Hansen, at hans far var ganske stolt af de mange par, han var med til at bringe sammen i årenes løb.

Citat fra første udgave af Dansk Vandrelaugs medlemsblad tilbage fra maj 1930.
Citat fra første udgave af Dansk Vandrelaugs medlemsblad tilbage fra maj 1930.

Her finder du mere om DVL’s 88-årige historie.

 

Af Camilla Dam, barnebarn af et par, som Stig Hansen førte sammen via Dansk Vandrelaug.