Ingelise Sørensen – DVL Esbjerg

Vores kære vandrekammerat Ingelise Sørensen er desværre død den 15. juli 2023 efter lang tids sygdom.

Ingelise Sørensen. Foto DVL EsbjergIngelise var aktiv i Esbjerg-afdelingen fra den første dag, hvor hun meldte sig ind i april 2008 – og ikke mindst, da hun var formand i årene 2015-2023.

Ingelise var på alle måder en fantastisk kvinde: Sjov, nysgerrig på alt, fanden i voldsk, omsorgsfuld og umådelig flittig.

DVL var Ingelises hjerteblod. Som formand knoklede hun for sine egne nye ideer, som blev omsat til spændende ture og arrangementer.

Herudover havde hun en evne til at inspirere medlemmerne til at engagere sig i arbejdet – og til at understøtte de nye initiativer, der kom fra dem. Samtidig med dette var det hende meget magtpåliggende, at der var respekt om det, som tidligere medlemmer havde opbygget gennem årene.

Ingelise vil blive savnet.

Dorte og Marianne