Mød menneskene bag Historiske Vandringer 

En gruppe på seks personer har koordineret og samarbejdet på kryds og tværs af Dansk Vandrelaug, Nationalmuseet og Danmarks Naturhistoriske Museer for at åbne lågerne til de Historiske Vandringer, som vi skal ud og nyde i år. Her får du deres baggrund for engagementet. 

Hærvejen passerer tæt på Harrild Hede. Foto Jette Hansen

Hærvejen passerer tæt på Harrild Hede. Foto Jette Hansen

Dorrit Christensen 

Jeg har været medlem af Dansk Vandrelaug siden 2013, og jeg har været turleder i fire-fem år – primært på formiddagsture og længere ture. Jeg vandrer selv lange ture i udlandet for eksempel tre uger ad gangen gerne i Nordspanien eller Italien. 

Dorrit Christensen på tur. Foto privat
Dorrit Christensen på tur. Foto privat

Hvad er dit engagement i Historiske Vandringer 2023 og din vision? 

Jeg har fået opgaven at være tovholder på Historiske Vandringer. Vi står nu foran en meget spændende opgave med projektets T-ture og F-ture, hvor vi skal have koblet DVL og museumsverdenen. F-turene, som er nogle særlige ture med faglighed, fordybelse, forankring og formidling, kræver en stor opmærksomhed fra os, derfor mødes koordinationsgruppen hver fredag morgen her i starten til tjek-op. 

Personligt synes jeg, det er superinteressant at se, hvordan kompetencen som turleder bliver kombineret med den historiske viden. Det, at man kan gå derude og se, hvor historien blev skabt. For eksempel tage ud på Grathe Hede og tale om, at her har der stået et kæmpe slag i Danmarkshistorien, og stå ved kampestensbroen, som de kæmpede på hver sin side af, og mærke historiens vingesus.  

Historiske Vandringer er interessant, fordi det er en kombination af naturhistorie, kulturhistorie og kunsthistorie. Det er altid sjovt at være sammen med vandrere og sammen drøfte og forholde sig til, hvad det er for en kultur, vi lever i, og åbne øjnene for en ny dimension.  

 Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder?  

Jeg ser frem til, at vi i fællesskab får skabt nogle rigtig gode ture og får nogle af dem lagt ud digitalt og i formidlingsprojekter. Arbejdet med de enkelte ture kommer til at foregå lokalt, og så skal jeg jo bare være den, der kan hjælpe dem videre, hvis der er behov. 

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform?  

Jeg har altid vandret og har altid søgt aktive ferier, hvor man også kunne komme ud at vandre. Da jeg i 2013 gik ned i tid på mit arbejde og kun arbejdede to dage om ugen, blev der tid til mere vandring. Jeg tog til Spanien og vandrede Caminoen. I tre uger i træk var mit fokus bare at sætte den ene fod foran den anden og så selvfølgelig spise lidt engang imellem. På sådan en tur får man frisat sig selv og bliver helt åben overfor sine tanker og oplevelser. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: ”Det skal jeg bare have noget mere af, hvordan kan jeg holde det her ved lige?” Og så meldte jeg mig ind i DVL. 

Jeg har efterhånden fået flere og flere opgaver, og vi har et godt samarbejde, hvilket også giver lyst til at gøre nogle ting. Man møder andre, får skabt et fællesskab og bliver inspireret.

Kig på kortet over Historiske Vandringer og gå med

Steen Kobberø-Hansen

Jeg er landsformand for DVL og har fingrene med i mange aktiviteter. Man kan vel kalde mig for lidt af en edderkop i det store spind. 

Steen Kobberø-Hansen
DVL’s landsformand Steen Kobberø-Hansen.

Hvad er dit engagement i Historiske Vandringer og din vision? 

Jeg vil gerne være med til at synliggøre de fede historiske steder ude i naturen. At folk kommer ud og kan se det med egne øjne; at det ikke bare er noget, man kan læse om eller blot se, men kombinationen af at være der og samtidig få historisk indsigt. 

Jeg håber på, at så mange natur- og vandringsinteresserede mennesker som muligt får den her fantastiske oplevelse, hvor de føler, at de får noget mere med hjem. 

Min vision er samtidig, at samarbejdet med museerne kommer til at give noget ekstra værdi – og måske en ny form for samarbejde, som er kommet for at blive. Jeg håber, at de mange tiltag med Historiske Vandringer fremadrettet kommer til at give værdi blandt andet i form af nye lokale netværk 

Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder? 

Der er mange lokale aktører, som fortæller at de allerede har arrangeret spændende ture med historisk formidling, og det er jeg rigtig glad for. 

Jeg håber, at de særlige ture – F-turene – kommer til at få en blivende værdi. Jeg ser rigtig meget frem til, at der er nogen, der griber den bold, og jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ser det som en spændende opgave at få skabt noget, som har varig værdi: At man selv kan arrangere en tur, eller at museerne har en tur liggende med historiske vandringer, som man kan deltage i. 

Samtidig ser jeg også frem til, at der kommer mange mennesker med, og at vi kommer ud i medierne og får skabt opmærksomhed omkring turene og vores forening. 

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform? 

Min historie er, at jeg var FN-soldat i Congo i Afrika. Da jeg kom hjem derfra, havde jeg stort behov for at komme ud i naturen og så så jeg en annonce fra Dansk Vandrelaug om en vandretur, og så blev jeg hængende. For mig handlede det om motion og det sociale fællesskab, og så også om at komme ud i naturen. 

Jeg har stor historisk interesse – især natur- og kulturhistorisk, men også slægtshistorisk. 

Arne Kopp Sørensen 

Jeg har altid dyrket meget motion. Da jeg stoppede med mit arbejdsliv i november 2018, var jeg tilfældigvis med på en tur med Dansk Vandrelaug i Esbjerg. Det blev starten til mit engagement i DVL – både som turleder og bestyrelsesmedlem.   

Arne Kopp SørensenHvad er dit engagement i Historiske Vandringer 2023 og din vision?   

Jeg kan godt lide, at der er et tema – de historiske vandringer. Når jeg selv arrangerer ture, så har jeg tit en formidlingsdel med. Og det er ofte noget natur- eller kulturhistorie. Langt de fleste af dem, der er med på vandreture, vil gerne vide lidt om den natur og kultur vi bevæger os rundt i.  

Man bliver lidt klogere, og man får en god oplevelse både fysisk og mentalt. Og måske får man også noget ny viden om sit lokalområde. Det er noget af det, jeg synes er rigtig spændende – altså at de, der deltager, får noget ekstra med hjem.   

Jeg håber både, at de historiske vandringer giver de medlemmer, vi allerede har, nogle ekstra oplevelser, og at F-turene (de særlige ture med faglighed, fordybelse, forankring og formidling) giver meget mere viden og fordybelse om deres lokalområde – også til nye målgrupper som for eksempel skoleklasser, familier og flere 40+ medlemmer. 

Jeg har et stort håb om, at der er nye folk, som får nys om de her ture, og via den vej måske vil opleve at DVL har mange varierede vandretilbud til en bred gruppe af befolkningen. Det skulle gerne være en sideeffekt af de historiske vandringer.   

Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder?   

Som turleder bliver der lige pludselig nogle nye indfaldsvinkler til et samarbejde. Der er mange turledere, som faktisk synes, at det kunne være spændende, selv om det selvfølgelig kræver lidt ekstra. Der er nogle gensidige fordele, fordi vi får etableret nogle samarbejder mellem turlederne og de lokale museer. Det gælder formentlig begge veje.   

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform?   

Jeg er med i DVL’s landsstyrelse, og jeg syntes, det kunne være spændende at gribe den her og være med til at planlægge og udvikle dette projekt til gavn for både vore nuværende medlemmer og nye medlemmer. Jeg ser frem til nye spændende vandreture, hvor der fortælles (nye) historier om det lokalområde turene foregår i. 

Asbjørn Holm

Jeg er museumsformidler i naturhistorie og arbejder ved Gram Lergrav Naturhistorie & Palæontologi, som er en afdeling af Museum Sønderjylland. 

Asbjørn Holme. Foto privat
Asbjørn Holme. Foto privat

Hvad er dit engagement i Historiske Vandringer 2023 og din vision? 

Jeg sidder i koordinationsgruppen og repræsenterer de otte naturhistoriske museer i Danmark. Min vision er at få så mange samarbejder som muligt til at lykkes mellem de lokale museer og turlederne. 

Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder? 

Jeg ser en fremragende mulighed for at lade museernes historier og viden om særlige emner og områder over hele Danmark komme mange flere mennesker til gode gennem et samarbejde mellem turledere og museumsfolk.  

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform? 

Mine egne vandrehistorier er bl.a. skabt af mange års museumsarbejde i felten, i biblioteket, i praksis og ikke mindst i formidlingssituationer med mange tusinde gæster over årene.  

Jeg har talt sæler fra luften og vandret på vaderne i Vadehavet og derigennem har jeg oplevet, at der er en værdi i at videregive historier fra et museums arbejdsområde og særlige fagområder gennem førstehåndsviden til mine vandregæster. Det skaber troværdighed, synlighed og forståelse for tværfaglige emner, når historierne formidles i naturen på særlige lokaliteter, der ellers kan være svære at få tilgængelig viden om.  

Når jeg vandrer med mine gæster, så stræber jeg efter at skabe et fællesskab og en forståelse for et givent emne eller en lokalitet, som man som gæst kan huske og måske videregive til andre. 

Jeg ser frem til at kunne samarbejde med energiske og levende mennesker, som gerne vil opleve endnu mere af vores natur og kultur i landskabet. 

Gitte Engholm 

Jeg er uddannet skolelærer og har undervist i både indskolingen og udskolingen i de første år af mit arbejdsliv. Derefter begyndte jeg at læse antropologi og har efterfølgende taget en ph.d. i antropologi.  

Jeg har arbejdet på Nationalmuseet siden 2005 og har udviklet formidling i alle mulige afskygninger igennem 10 år. Senere har jeg stået for udstillinger og været projektleder på et stort projekt, hvor jeg arbejdede tæt sammen med organisationer uden for museet. Når man arbejder tæt sammen på tværs af fagområder, er det med til at tilføje formidlingen kvalitet, og det er blandt andet også derfor projektet med de Historiske Vandringer er så spændende.   

Hvad er dit engagement i Historiske Vandringer 2023 og din vision?  

Gitte Engholm.
Gitte Engholm. Foto privat

Jeg er rigtig glad for det her projekt. Vi er altid interesseret i at fortælle kulturhistorie på nye måder. Vi prøver at bevæge os uden for museet og blive synlige der, hvor folk er. Det kunne for eksempel være udstillinger i indkøbscentre. Det handler om at fortælle historier andre steder og på nye måder for at vise flere danskere, hvor relevant kulturhistorien er.  

Jeg håber, at folk med Historiske Vandringer kan se flere lag og mere dybde i deres lokalhistorie. Og at folk gennem præsentationen af det lokale kan forstå koblingen til det nationale.   

Jeg har en stor nysgerrighed på den måde, vi samarbejder med Dansk Vandrelaug på, og jeg er glad for koblingen af kompetencerne, så man både får en god vandreoplevelse og får tilført det historiske – det giver noget ekstra. Det bliver noget fælles, man går og snakker om på vandreturene.  

Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder?  

Det er vigtigt for mig, at to store kompetencer føres sammen for at skabe et fælles produkt. De historieinteresserede aktører og lokalforeningerne kender lokalområdet. Turlederne kender området ud fra et vandreperspektiv. At man kan føre sådan to parter sammen, håber jeg gør, at vi får dannet nogle spændende samarbejder med varige kontaktflader. Mange lokalmuseer har visioner om at bygge om og udvikle nye museer. De ønsker at koble museets rum sammen med naturen og området uden for museet, og det håber jeg at projektet Historiske Vandringer kan være med til.   

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform?  

Et eksempel på en oplevelse var en vandretur ved Åmosen, Danmarks første naturpark, hvor vi kommer forbi den her pløjemark. Historien er, at en bonde i 1977 pløjede sin mark, og så havde ploven sat sig fast i noget, som han troede var ståltråd. Men det viste sig, at det var en næsten to kilo stor guldring, som stammede fra vikingetiden, og som havde været brugt til at udsmykke nogle kultfigurer med.   

Guldringen, som har fået navnet Tissø-ringen, startede så en udgravning på pløjemarken, og man fandt frem til, at netop det sted ved Åmosen havde været et handelssted i vikingetiden.  

Overalt gemmer der sig fantastiske historier i Danmark, og på Nationalmuseet er vi så heldige at have mange af de her spændende ting udstillet.  

Man bliver vildt interesseret i at komme ud og opleve de steder, som historien har knyttet sig til, når man i dagligdagen går rundt i det i museet. Det bliver enormt spændende at se, hvordan turlederne kaster sig over projektet, og hvad vi får skabt med Historiske Vandringer.  

Mette Klingenberg 

Jeg er uddannet arkæolog og arbejder i dag som teamleder for myndighed og samlinger på De Kulturhistoriske Museer i Holstebro. 

Mette Klingenberg. Foto privat
Mette Klingenberg. Foto privat

Hvad er dit engagement i Historiske Vandringer 2023 og din vision? 

Min baggrund for at være kommet ind i det her er, at vi har lavet et formidlingsgreb kaldet ’Ud i historien’, hvor vi peger steder ud i landskabet, hvor historien fandt sted. Vi formidler historien, og herefter kan man så komme ud og se det. 

Vi mangler et sted, hvor man starter med at komme ude fra naturen og så finder tilbage til museet. Den del håber vi, at de Historiske Vandringer kan være med til. 

Mit håb er, at samtidig med at man vandrer, så kan man også opleve historiens vingesus og blive klar over noget, man ikke anede. Det er håbet, at man ser sit lokalområde på en ny måde og får udvidet sin horisont, så man pludselig føler, at lokalområdet kan noget mere, end det man lige regnede med. 

Hvad ser du især frem til i dit samarbejde med de lokale aktører og den lokale afdeling/turleder? 

Jeg ser frem til, at jeg kan fortælle de lokale aktører noget, de ikke vidste, om nogle områder, som de allerede kommer i – at få gjort det mere fyldigt. Omvendt håber jeg også, at turlederne kommer med noget til os – fx en tur de har, som er oplagt at samarbejde om. Jeg håber, det er gensidigt, at vi hver især kan give hinanden noget. 

Som museum har vi jo erfaring med at lave noget i landskabet – enten på gåben, på cykel eller i bus, men ikke i at tænke i terræn som Dansk Vandrelaug. Jeg håber, at vi på den måde kan finde noget varig formidling fx til undervisning af en skoleklasse eller i en folder og med en anden tyngde, end vi kan lave selv. 

Jeg håber, at vi måske med Historiske Vandringer får fat på nogen, som vi måske ikke er vant til at se inde på museet, og at der måske kommer flere folk med Fjällräven-bukser inde på museet fremover. 

Hvad er din vandrehistorie og/eller din historiske platform? 

Jeg har været ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro i snart 13 år, og min indgangsvinkel var tilsynsførende med fredede fortidsminder. Det gør, at jeg er kommet utrolig meget ud i landskabet i Vestjylland. Og jeg har fået øjnene op for utrolig mange små skatte, der ligger rundt omkring. Mit arbejde har givet mig en helt ny måde at se på landskabet på, for eksempel plejer jeg at kalde gravhøjene for Danmarks pyramider. De gemmer på et stykke fin Danmarkshistorie. Jeg håber, at det kan smitte af på flere, at de bliver klar over, hvad der ligger rundt omkring. 

Find din næste historiske vandring på dvl.dk/historiskevandringer