Overdrev

Hvad er et overdrev, og hvordan er det opstået. Det ser VandreLivs 'naturvejleder' nærmere på her. 

Her ses to landskabstyper: Forrest en høslæteng og bagerst et gammelt overdrev. Østvendt skråning ved Genner Strand, Sønderjylland. Foto Sten Porse

Her ses to landskabstyper: Forrest en høslæteng og bagerst et gammelt overdrev. Østvendt skråning ved Genner Strand, Sønderjylland. Foto Sten Porse

Af Sten Porse

Overdrevene er en menneskeskabt naturtype, som opstår på steder, hvor man har holdt kreaturer på græs gennem flere generationer, ja gennem mange århundreder.

Gul evighedsblomst er en af de arter, som kreaturerne helst undgår. Melby Overdrev, Sjælland. Foto Sten Porse
Gul evighedsblomst er en af de arter, som kreaturerne helst undgår. Melby Overdrev, Sjælland. Foto Sten Porse

Overdrev er et udtryk for, at man har standset den naturlige udvikling af græs- og urterige vegetationer hen mod blandet løvskov. Det kan kun ske, når man lader dyrene græsse uafbrudt og vedvarende, sådan at træagtig opvækst bliver fjernet eller holdt nede.

På den måde skabes en landskabstype, som er præget af store flader med det, som dyrene helst undgår: bitre eller ildelugtende urter, giftige eller tornede buske og – af og til – træer som er vokset frem i beskyttelsen under de trælse buske.

Førhen havde hver eneste landsby sådan nogle overdrev, men med opløsningen af landsbyfællesskaberne og udskiftningen af gårdenes andele blev nogle af gårdmændene tvunget til at flytte ud i overdrevene og opdyrke dem som egentlige marker. Det var en stor ulykke at være tvunget bort fra landsbyen, især fordi jorden i overdrevet netop var udyrket på grund af en stor hældning eller mager, stenet jord.


Natur på vejen

Her deler Sten Porse, der er uddannet planteskolegartner, sin viden om nogle af de naturindtryk og -fænomener, vi møder på vandreturene rundt omkring i landet.