Nyborg Vold og Slagmark

Turen går fra Nyborg Station, via voldanlægget i Nyborg til slagmarken for Slaget ved Nyborg, og tilbage via voldanlægget.

Baggrundsinfo om Slaget ved Nyborg

De fleste har hørt om svenskernes overgang over isen i 1658. På det tidspunkt må Danmarks kong Frederik 3. lide den tort, at hele Danmark – med undtagelse af København – er besat af de svenske styrker, ligesom han må indgå freden i Roskilde, hvor Danmark taber Halland, Blekinge og Skåne. I denne fase af krigen står Danmark alene, da Danmark indledte krigen med et angreb på Sverige.

Men da Karl Gustav af Sverige efter fredsslutningen i 1658 ombestemmer sig og indleder en ny krig med det formål, at besætte Danmark helt, får Danmark blandt andet hjælp fra Holland, som landet har en forsvarsalliance med. Denne alliance bliver helt afgørende af udfaldet på det, vi kender som den 2. Karl Gustav-krig, der fandt sin afgørelse netop her på disse marker udenfor Nyborg den 14. november 1659.

Baggrundsinfo om voldanlægget i Nyborg

Lige siden 1200-tallet har Nyborg været befæstet. Men befæstningen har ændret sig meget gennem tiden. I 1200-tallet bestod befæstning af et palisadeværn omgivet af en voldgrav. Dette er side blevet forstærket og udvidet af flere omgange med volde, rondeller og bastioner.

I 1869 blev befæstningen endeligt opgivet, og nedbrydningen af voldanlægget gik i gang. Men snart kæmpede mange for at bevare den gamle fæstning, og i 1918 blev den fredet.

I dag udgør voldanlægget omkring Nyborg en perlerække af små og store grønne lommer i den centrale del af byen.

Info-punkter på ruten

1. Dronningens Bastion

GPS: 55.314514, 10.784518

Dronningens Bastion er den eneste fuldt bevarede af de oprindelige tre mægtige bastioner mod vest. Bastionen blev bygget, da befæstningen af Nyborg blev forstærket i 1660erne, efter svenskernes besættelse af byen fra 1658-59.

Fra Dronningens Bastion havde fæstningens forsvarere et godt udsyn mod vest og nord, og med bastionens kanoner kunne de beskyde en fjende allerede på flere kilometers afstand.

Kanonerne på Dronningens Bastioner er kopier af kanoner fra 1700-tallet. Ved særlige lejligheder bliver kanonerne affyret med løst krudt.

Bastionens navn henviser til Dronning Sophie Amalie (1628-1685), der var gift med Frederik III, som regerede landet, da bastionen blev bygget. Frederik III og Sophie Amalie var Danmarks første enevældige regentpar, og Sophie Amalie bidrog til at underminere rigsrådet og indføre enevælden i Danmark i 1660.

På bastionen står i dag det smukke vandtårn fra 1899. Selve vandværket lå ved foden af bastionen.

2. Svenskerhøjen

GPS: 55.320862, 10.768410

Ikke langt herfra, oppe på bakken her, stod de svenske styrker den 14. november og ventede. De havde valgt at tage opstilling her udenfor byen, da fæstningen ikke var færdigbygget og svag. Terrænet herude gav svenskerne flere umiddelbare fordele.

Dels udnyttede de højdeforskellen mellem dem og den dansk-allierede hær, der stod blot et par kilometer herfra – vi kommer ud at se stedet senere. Dels udnyttede de det sumpede terræn og en lang drængrøft, der skar gennem slagmarken foran dem. Begge dele skulle forceres af den danskallierede hær på 12.500 mand, inden en reel konfrontation kunne finde sted. Alle disse elementer gjorde, at kampene skulle vise sig at blive næsten lige, skønt den svenske hær kun kunne mønstre ca. 5500 mand.

Når vi snakker danske- og svenske tropper må man ikke tro, at det var danske- og svenske mennesker, der kæmpede mod hinanden. I bedste fald var det nationale hærførere. Soldaterne kunne stamme fra hele Europa og længere væk. De fleste var lejesvende og havde det som job at rejse rundt mellem slagmarkerne i Europa eller mellem forskellige hærførere. Kun på svensk side havde man allerede indført værnepligt – så der var flere svenske delinger af mænd, der var tvangsudskrevet fra deres landsbyer og gårde – og ikke mindst deres familier.

Slaget trængte de svenske ryttere tilbage mod Nyborg, og snart kom angrebene fra grøften og langs åen. Det svenske artilleri, der stod nær gravhøjen på marken, var nu ladt alene og havde intet forsvar mod angreb fra flanken. De blev pressede og skød det bedste, de kunne. Deres skud var mod de polske ryttere, der stormede op i kugleregnen. De polske ryttere var optændt i blodrus, da deres leder var faldet få øjeblikke før på den dansk-allierede venstrefløj. Selv efter datidens standarter var angrebet grusomt.

Øjenvidnet Anders Mathisen Hjørring:

” – Og det var et jammerligt syn at se på disse nedhugne svenskere: Nogle havde halvhovederne hugget fra, nogle hoveder var flækket fra oven ned mod halsen, så hver halvdel hang til hver sin side, nogle havde afhugget  ører, næse, ansigt og arme, nogle havde hovedet flækket i korsform i fire partier… på grund af den polske grumhed blev intet af det svenske fodfolk reddet.”

Gravhøjen på marken kaldes Svenskerhøjen. Navnet er mundtligt overleveret og findes ikke bevaret i skriftlige kilder eller kort. Den lokale tradition vil vide, at højen er sidste hvilested for de faldne svenske soldater. Det er ikke tilfældet. Højen er en bronzealderhøj og den eneste bevarede af i alt 11, der har ligget som perler på en snor langs hele højderyggen ned mod Hjulby Sø.

3. Slagmarken

GPS: 55.325040, 10.758820

Når vi står her kan man overskue hele slagmarkens udstrækning. Fra Juelsberg, der ligger i skovbrynet, og frem til Hjulby Sø.

Tæt på Juelsberg stod den danske feltmarskal Eberstein med sine ryttere, som snart alle skulle omkomme. Eberstein stod overfor Schulzbacks ryttere, som holdt stand mod Eberstein og først måtte trække sig, da deres linjer bliver slået af angrebet fra feltmarskal Schacks hærenhed. Arkæologisk kan deres retræte mod Nyborg følges langs Juelsbergskoven.

Her, hvor vi står, var den svenske venstre fløj, der bestod af rytteri.  Man aner den fordybning, hvor den gennemgående grav dengang har ligget åben og besværliggjort fremrykning af både fodfolk og ryttere.

Hærene kæmpede som ”urværkshære”. Effekten bestod i hundredvis af skud, der blev affyret rytmisk og kontinuerligt – som et urværk, der tikker. Det var ikke det enkelte våben og skyttens evne til at tage sigte og ramme, der var afgørende, men effekten af en hel organisme, der kontinuerligt spyede sine dræbende kugler, næsten som en mur af død. Når man som forreste mand havde afgivet sit skud, trådte man til side og lod næste skudklare mand afgive sit skud. Når man igen havde ladt, stod man atter i forreste række og afgav sit skud.

Mod nordvest lå dengang en tværgående grøft, der afvandede moser og sumparealer i området. Svenskerne udnyttede disse sumpede arealer til at strække deres front ud og styre, hvor den dansk allierede hær kunne sætte igennem. På de få steder, hvor det kunne lade sig gøre, havde svenskerne taget opstilling på steder, hvor pladsen på holmene i sumpen ikke gav mulighed for, at de danskallierede kunne være i overtal.

Foran grøften stod svenske Oberst Schmidts dragoner og afgav ild mod de ryttere fra den danskallierede hær, der forsøgte at forcere forhindringen. Danskerne blev slagtet af de svenske dragoner og fodfolk, der stod klar med de langtrækkende våben mod rytternes pistoler. Men der var nok ryttere fra dansk side til at overkomme at sætte over og angrib op ad bakken herimod, hvor vi står. Imens begynder det svenske artilleri, der stod på den næste bakkekam bag os, at beskyde dem. Ingen overlever på den svenske side i den batalje.

Herefter rider med de dansk-allierede polske ryttere ind til Nyborg og afgiver signalskud til den store hollandske flåde, der ligger i fjorden og venter. Slaget er vundet, og det svenske nederlag er totalt. Næste morgen beskyder den danskallierede hær Nyborg fra landsiden, mens den hollandske flåde skyder fra fjorden. Svenskerne overgiver sig uden betingelser og både Jylland og Fyn er befriet.

4. Den hvide jomfru

GPS: 55.310891316553516, 10.785116019302135

Den hvide jomfru er et spærretårn, som skulle forhindre adgang til fæstningen langs opstemningen af voldgraven. Dette sted udgjorde nemlig fæstningens svageste led.

Kammen er den dæmning, der holdt på vandet i voldgraven, så det ikke løb ud i fjorden. Dæmningen blev etableret i 1660’erne og opstemmede vand til voldgravene. I dag er det fortsat Kammen, der holder på vandet i Nyborgs voldgrave.

Tårnet kaldes Den Hvide Jomfru. Tårnet skulle forhindre, at man kunne komme ind i fæstningen via Kammen. I dag er Den hvide jomfru det eneste bevarede spærretårn af sin slags i Danmark.

I 1576 blev det bestemt, at enhver adelig jomfru, som lod sig lokke på afveje, skulle indemures på livstid. Det fik konsekvenser for den 19-årige Rigborg Brockenhuus. Hun var født i 1579 på Nyborg Slot, hvor hendes far var lensmand, og havde angiveligt været lidt for tæt på den unge adelsmand Frederik Rosenkrantz. Hendes nyfødte barn blev taget fra hende, og hun blev ”muret inde” som straf. Indemuringen skal egentlig forstås som husarrest, men folkeviddet fik hurtigt det mærkelige tårn uden døre til at være et synligt bevis på den indemurede jomfru.

5. Rosenbækken

GPS: 55.310930, 10.791625

Rosenbækken udgør de sidste rester af Nyborgs oprindelige voldgrav. Middelalderens Nyborg blev i 1200-tallet omkranset af en 1,4 kilometer lang og cirka 20 meter bred voldgrav.

Byen og borgen var bygget på en naturlig forhøjning i landskabet, der hævede sig 5-6 meter over omgivelserne. En gravet voldgrav omkransede by og slot og skabte stejle skråninger hele vejen rundt. På toppen af skråningerne ind mod byen var bygget en palisade af træ – kaldet ”byens planker”.

I løbet af 14- og 1500-tallet mistede middelalderens voldgrav sin betydning som del af Nyborgs befæstning. Byens borgere havde dog stadig behov for en vandførende kanal. Nemlig som ”skidtrende” til at føre affald og spildevand væk fra byen.

Langsomt, men sikkert, ophobede affaldet sig, og for at sikre den fortsatte gennemstrømning af vand blev der opsat en kantsikring af store kampesten.

Det vides ikke, hvornår skidtrenden fik tilnavnet ”Rosenbækken”. Men navnet er et eksempel på folkelig ironi. Vandet i skidtrenden har bestemt ikke lugtet af roser.

6. Torvet

GPS: 55.312916, 10.789606

Nyborgs torvs rødder skal findes for næsten 500 år siden, da kongen ville gøre Nyborg til residensstad. En sådan stad havde brug for en turneringsplads, hvor kongen kunne underholde sit hof. Derfor blev en central plads i Nyborg – lige foran Nyborg Slot – ryddet og et nyt torv skabt.

Den åbne plads med udsigt til det mægtige slot har været et imponerende skue for de forbipasserende. Det var her på turneringspladesen, at de store kongelige ridderturneringer fandt sted. De satte rammen for hoffets selviscenesættelse og gav dem muligheden for at dyste om rigdom og beundring, alt sammen til kongens ære.

I 1559, da Frederik 2. blev konge efter sin far Christian 3., havde tiderne ændret sig. Fokus var skiftet fra Storebælt til Øresund. Frederik 2. beholdt sit slot i Nyborg, men overlod den kongelige turneringsplads til byen og dens borgere. De kunne nu bruge pladsen til torvehandel.

Nyborg var en købstad og havde således monopol på al handel i området, og på torvedage kunne bønder og håndværkere fra de omgivende byer og landsbyer bringe deres varer ind til Nyborg ”på akslen” og sælge dem direkte fra vognen. Pladsen blev kaldt ”Axeltorv”, og det navn for Torvet blev brugt helt op i 1700-tallet. Torvehandlen på Torvet fortsatte langt op i det 20. århundrede, og faktisk var handlen på Torvet allerstørst i 1920erne og 30erne, hvor byens befolkning var vokset betragteligt. Det var først og fremmest kød, frugt og grøntsager, der blev handlet på Torvet.

I 2020 åbnede Torvet efter restaureringen. Væk var P-pladserne etableret i 60’erne, for nu skal Torvet igen fungere som et aktivt byrum.

På Nyborgs nye torv er der sat fokus på stedet næsten 500-årige historie. Det er således kong Christian 3’s monogram, der træder frem, når vandet i vandkunsten springer, og lysene tændes. Pladsens fortid som kongelig turneringsplads er markeret med billedsten af riddere og ridderhjelm i brolægningen. Granitten på Torvet stammer fra det rige, som Christian 3. regerede over, og som dengang var en del større end det Danmark, som vi kender i dag.  Christian 3.s gennemførelse af Reformationen i Danmark er ihukommet med et egetræet – en såkaldt Luther-eg.

7. Landporten

GPS: 55.314216, 10.788468

Landportens historie går tilbage til 1500-tallet, hvor Christian III påbegyndte et stort og visionært fæstningsprojekt. Middelalderens befæstning omkring Nyborg skulle forstærkes, og byen skulle leve op til sin rolle som udvalgt kongelige residensstad.

Den prægtige hvælving i Landporten blev opført i 1550’erne som port til byen, men først efter svenskernes belejring af Nyborg i 1658-59 fik Landporten sin overbygning. Hvælvet er med sine 40 meter Danmarks længste tøndehvælv, og i dag ser portfacaden fortsat stort set ud som den gjorde ved sin færdiggørelse i 1666.

Frem til fæstningens nedbrydning i slutningen af 1800-tallet var Landporten den eneste vej ind og ud af byen mod landsiden. Alle, der sejlede på tværs af Storebælt på bæltets smalleste sted, måtte gennem Landporten i Nyborg på deres rejse videre.

Fra porten fortsatte man over voldgraven ad en vindebro. Om natten var portene i Landporten lukket og vindebroen oppe. Bygningen ovenpå Landporten er opført i 1751 til brug for garnisonen og til beskyttelse af portens hvælv.

Denne tur er lavet af Østfyns museer og DVL Fyn.

Sådan går du turen

Følg ruten på Outdooractive eller Historisk Atlas.

Du kan eventuelt printe denne side og tage med.

Læs her, hvordan du bruger Outdooractive eller Historisk Atlas på din tur.

Historiske Vandringer

er støttet af: