Rumohrsgård Dyrehave midt på Als ved Hundslev
Skoven hørte tidligere til herregården Rumohrsgård, og i 1700-tallet blev skoven blandt andet benyttet som dyrehave med udsat dåvildt. Start turen ved Notmark kirke og følg stien til præstegården. Lidt længere mod Hundslev er der et skilt på venstre hånd mod Rumohrsgård Dyrehave.
Rumohrsgård hed oprindelig Søbo, og kendes fra omkring 1440, da den tilhørte lavadelslægten Fikkesen. I 1600 blev den af den sidste lavadelige ejer Ditlev Rumohr solgt til hertug Hans den Yngre for 33.000 rdl. Frem til 1852 tilhørte stedet skiftevis til hertugerne af Sønderborg, Nordborg og Augustenborg. I 1890 købte Clemens von Romberg stedet og indlemmede det i hans godsimperium. I 1700-tallet blev skoven tilhørende Rumohrsgård udlagt til dyrehave med udsatte dådyr, det nu Rumohrsgård Dyrehave. Rumohrsgård Dyrehave blev i 1925 opkøbt af staten og i 1931 overgik den til Sønderborg Statsskovdistrikt der i dag er en del af Naturstyrelsen Sønderjylland.
I det tidlige forår fanger lyset skovbunden i denne lysåbne skov. Det giver en flot skovbund af anemoner og lærkesporer. Den største langdysse i skoven står flot med de mange Hulrodet Lærkesporer der mest fremtræder i lilla farve, men også enkelte i hvid farve. Man møder især to meget flotte skovsøer, der også står flot på denne årstid. Fra vejen ind fra Hundslev ligger på venstre hånd den idylliske Karsesø. Den er opkaldt efter Vandkarsen som i forsommeren pryder søkanten med sine hvide blomsterstande. Længere inde i skoven ligger den anden sø der prydes af tuegræsset Blåtop. Blåtop betragtes både som ukrudt på heden (den kvæler lyngen) og som prydgræs i haven.
I skovens sydøstlige hjørne ligger en bronzealderhøj hvor der på toppen står en sten med mindst 155 skålformede fordybninger. Det er en såkaldt skålsten, og tilmed en af de bedst bevarede i Danmark. ”Skålene” er menneskeskabte fordybninger på sten, som generelt bliver tolket som værende frugtbarhedssymboler, stjernetegn, soltegn eller offerskåle.
Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.
Se også: Vedsted – Oldtidshøje i hobetal