Sønderjysk hede Danmarks svar på nordiske ødemark
Oplev et af Danmarks store og mest barske naturområder på en 16 kilometer lang vandring på hedesletterne i midten af Sønderjylland langs den gamle dansk-tyske grænse og få historien om desertører, en heltinde og sognet, der mistede kirken.
DVL Sønderjylland guider dig på en vandretur langs den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland:
Hent GPS-sporet til mobiltelefon eller anden digital enhed på ViewRanger.
(Kræver oprettelse og login).
Udgangspunktet for denne vandretur på begge sider af den dansk-tyske landegrænse fra 1864 til 1920 er Gelsbro mellem Gram og Ribe. P-pladsen ligger på grusvejen Gelsbrovej overfor Årupvej med indkørsel fra Haderslevvej.
Gelså Hedeslette indgår i et samlet naturområde på over 2.000 hektar med heder, klitter, plantager, enge og ådale.
Landets mest besøgte naturområde, Jægersborg Hegn og Dyrehaven ved København med 7,5 millioner gæster om året, er 800 hektar mindre.
På hederne og i plantagerne i Midtsønderjylland kan man vandre i timevis uden at møde et andet menneske.
Sandstorme har i årtusinder hærget området og efterladt talrige indlandsklitter. I de seneste godt 100 år har stræbsomme folk anlagt plantager for at stoppe sandflugten, men naturkræfterne slår stadig hårdt. Meterhøje stubbe i plantagerne vidner om orkanen 3. december 1999, der fældede 150 hektar skov. Nogle af arealerne ligger tilbage som åbne hede- og klitområder, mens selvsåede træer langsomt gror op på andre.
Livsvilkårene på denne egn har gennem flere tusind år været så barske, at selv jernalderens oldtidsbønder opgav at dyrke den næringsfattige jord og drog til frodigere egne.
Vandreruten følger den gamle grænsesti, hvor tyske og danske gendarmer fra 1864 til Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 bevogtede grænsen på hver sin side. Følg ruteplanen med de navngivne stier og veje gennem heder og i plantager i toppen af denne artikel. Måske dukker et rådyr og et krondyr op. Ellers er der spor af ræv, grævling og odder. Natravn, stor hornugle, sortspætte og grønspætte lever også på disse kanter.
Esbjerg Kommune genskaber i 2020 med støtte fra Nordea-fonden en del af grænsestien med tre forbundne rundture. Blandt dem er Gelsbroruten. Den nye grænsesti inddrager eksisterende vandre- og cykelruter i området. Blandt andet Ansgarruten.
Kongeågrænsen
Den gamle grænse betegnes ofte som Kongeågrænsen, men navnet er ikke helt dækkende. Fra 1864 til 1920 fulgte landegrænsen kun Kongeåen på omkring 30 kilometer af den samlede grænsestrækning på 90 kilometer.
De mange vandløb, som udgør Kongeåen, udspringer fem kilometer sydøst for Vamdrup og løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den ud i Kongeåslusen til Vadehavet ti kilometer nordvest for Ribe.
Landegrænsen i tyskertiden udgik i øst fra bugten ved Hejlsminde, fortsatte mod nord til Kongeåen ved Vamdrup, videre langs åen til Villebøl, hvorefter den gik i sydlig retning og nåede Vadehavet syd for Ribe.
Ribe forblev dansk og det gjorde landsbyen Obbekær også.
Kirken afspejler grænselandets historie
For enden af Stavnsagervej ved et vejkryds ligger Obbekær Kirke som et massivt monument i røde mursten over kulturkampen i grænselandet.
Landsbyen Obbekær blev ved grænsedragningen i 1864-1865 udskilt fra Fole og Hygum sogne, der kom til at høre til Tyskland eller Preussen, som dengang var den dominerende tyske stat.
Det betød, at indbyggerne i Obbekær Sogn blev kirkeløse, men de skulle stadig betale skat til præst og kirke.
Arkitekt og kongelig bygningsinspektør Laurits Albert Winstrup fra Kolding blev bedt om at tegne en kirke, og gårdejer H. P. Madsen donerede en byggegrund mod at få et gravmindesmærke på kirkegården i form af en jordhøj med store mindesten omgivet af løvtræer.
L. A. Winstrup var kendt for at blande forskellige stilarter, romansk rundbuestil, gotik og italiensk renæssance. Den ene gavl blev udstyret med et mineret lignende bedetårn og den anden med et klokketårn.
Kirken blev indviet 20. januar 1886, fortæller Nationalmuseets optegnelser.
Klokketårnet blev fjernet i 1960’erne, da murværket var tæret af vind og vejr. Klokken blev hængt op i en klokkestabel ved jordhøjen.
Kirkegården er et sjældent værk i sig selv. Den er omgivet af læhegn og gravene er dækket af småsten for at forhindre sandflugt. I et mindre område på kirkegården er den oprindelige hede bevaret.
Tre støbejernskors på kirkegården fortæller historien om modsætningerne mellem dansk og tysk. Under korsene hviler tolder W. Jensen og ægtepartret Hense fra den tyske side af grænsen. De valgte at blive begravet i Obbekær, fordi de ikke ville ligge i tysk jord.
Flugten
Under turen har vi umærkeligt passeret den gamle grænse og fra vejkrydset ved kirken går turen videre til den del af Danmark, der i 56 år var underkastet tysk overherredømme. Fortsæt ad Gl. Landevej og tag græsrabatten langs Obbekærvej mod højre. Følg rutebeskrivelsen videre frem.
Under første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev omkring 30.000 sønderjyske mænd beordret i tysk krigstjeneste. To ud af tre var dansksindede. De kæmpede i en krig, der ikke var deres.
Flere tusind danske og udenlandske soldater valgte gennem alle krisårene at flygte til det neutrale Danmark over den stærkt bevogtede Kongeågrænse.
Forfatter P. Eliassen fortæller i sin bog “Kongeaaen eller Den Gamle Grænse” fra 1926, at man ved Skibelund Krat i Rødding kunne samle jernkors op, som deserterede soldater havde efterladt. Jernkorset var en hædersbevisning i den tyske hær.
Når en soldat ikke kom tilbage til fronten efter orlov, blev der snakket om, at han nok var gået til den store Nordarme eller bare over åen eller hegnet.
P. Eliassen fortæller om en dansk soldat, der under en orlov fra skyttegravene i oktober 1916 var fast besluttet på af flygte. Han talte ikke om det i hjemmet, men hans far gav ham stiltiende 12 kroner. Det var de penge, han havde.
Soldaten kom til Danmark under et uvejr i den mørke oktobernat efter at have klatret over flere rækker af pigtråd.
– Jeg så mod syd. Dernede i det sønderjyske land havde man sin del af krigens byrder at drages med. Tankerne gik videre til mine danske kammerater ved fronten. Var det også rigtigt med dem, det jeg nu havde gjort? Jeg vidste, at de ville glæde sig over, at jeg var kommet godt over. Alligevel følte jeg det, som om jeg begik en uret mod dem, der blev dernede.
Heltinden
De øde områder mellem Obbekær Og Gelsbro tiltrak mange desertører, og lokale beboere på begge sider af grænsen hjalp dem over grænsen.
Den mest kendte “sluser” var Karen Margrethe Paulsen (1888-1981). Hun blev kendt som pigen fra Kamtrup. Hendes fødested Kamtrup er en flække i Sdr. Hygum Sogn.
Et billede fra Sdr. Hygum Sogns Lokalhistoriske Forening viser, at hun havde et venskabeligt forhold til de tyske gendarmer. Ofte bestak hun dem med nogle få penge eller spiritus.
Karen Paulsen fik datteren Ingeborg i 1913 og i verdenskrigens første år blev hendes mand dræbt. Hendes to brødre blev også indkaldt til tysk krigstjeneste, og da den ene kom hjem på orlov i 1915 hjalp hun ham over grænsen til Danmark.
Karen Paulsen arbejde på flere gårde langs grænsen under krigen. En af dem var Aarupgaard nær Gelsbro, som turen går forbi. P. Eliassen fortæller i sin bog om Karen Paulsens personlige mod.
En dag kom en tysk officer ind på gården for at oprette et “massekvarter”. Hun havde to desertører i huset, som hun hurtigt fik til at lægge sig under sengen i sit pigekammer. Hun nægtede militæret adgang til værelset. Officeren bøjede sig, og desertørerne blev fragtet over åen til nabogården Karkov samme aften.
Karen Paulsen flygtede selv til sidst. Hun var i konstant fare for at blive afsløret.
Hun blev gift igen og ægteparret drev i mange år et konditori på Blegdamsvej i København. I 1924 fik hun datteren Gudrun.
Karen Paulsen blev aldrig hædret for sin indsats af myndighederne, men i 1938 fik hun en takkeskrivelse fra 150 underskrivere.
Sværhedsgrad
Turens sværhedsgrad er let i sommerhalvåret. I regnfulde vintre bliver dele af heden oversvømmet. Især omkring Sjapmosen. Underlaget består af trampestier, grusveje og asfalterede veje.
Turen er beskrevet og dokumenteret af Peter Steg og Jan Svanevik, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.
Kilder:
P. Eliassen: Kongeaaen eller Den Gamle Grænse