Aabenraa – Med gademiljøer af mange mindre borgerhuse

Allerede i 1940 hyrede byen Aabenraa arkitekt Peter Bredsdorff ind for at udarbejde en byplan for byen. Peter Bredsdorff var ikke hvem som helst, han er kendt for den såkaldte ”Fingerplan” for København. Desværre var planen for ambitiøs omkring de bevaringsværdige bygninger i bymidten, så Nationalmuseet blev bekymret ved planen. Til byens held er bymiljøet med de mange bevaringsværdige bygninger bevaret.

Postholdergården (Königlicher Posthalterei)

Postholdergården (Königlicher Posthalterei)

Aabenraa blev engang stavet med Å. Dansk Sprognævn anbefalede oprindelig at byen blev stavet med bolle-å. I 1984 blev der åbnet op for at kommunerne selv kunne vælge stavemåden, og byen vendte entydig tilbage til dobbelt-A. Fordelen ved det er jo at byen nu vil figurere øverst i alfabetisk orden, og det svenske islæt med bollerne forsvandt.

Postholdergården

Ved en kongelig resolution af 8. september 1729 blev det besluttet at oprette et postkontor i Aabenraa, idet byen havde en god beliggenhed, ikke langt fra den gamle hærvej.
Det lille rokoko-palæ blev opført i 1758 og fungerede frem til omkring 1853 som “Königliche Posthalterei”, som det står på et skilt med Frederik VIIs monogram i palæets stilfulde hall. Huset er nok blandt Aabenraas smukkeste bygninger. Facaden er pyntet på hjørnerne og omkring midten med kvaderlisener, lidt fremspringende lodrette bånd, der er delt op i felter.
Fra 1758 til 1853 forrettedes posttjenesten her fra Søndergade 20. Og dengang kunne trappegitteret ud mod gaden åbnes. En anbragt gangbro mellem trappen og postvognens passagerkabine sikrede, at passagerer kunne gå tørskoet til og fra vognen.
Besøg endelig den smukke have bag Postholdergården der for det meste er åben for publikum.

Vægterpladsen

Skulpturen ”Vægteren” er udført af kunstneren J.P. Junggreen Have i 1947. Vægterskulpturen er opstillet dér, hvor der indtil 1827 var tre vægterboliger i Aabenraa. Oprindeligt stod han midt på pladsen, men måtte vige for biltrafikken og blev indføjet i fortovet med sin særlige runde kantsten. Skulpturen er enkel og stilren. Alle detaljer føjer sig ind i den runde form. Vægterens hund smyger sig ind til hans runde kappe. Han gør stop på sin runde og synger et timevers med sin runde mund – gennem skægget hvis tekstur er et mønster af ringe – mens han holder den runde morgenstjerne roligt i favnen ind mod sin runde krop.
Egentlig burde her være en skulptur af bødlen og ludderen. Lidt fremme i billedet går det ind i ”Jomfrugangen”. Så vidt vides har der aldrig været nonner i Aabenraa – Men langt mere sandsynlig en ”Liebes – Allé”. Her boede i sin tid – lige uden for byen, bekvemt og dog af vejen – nogle kvinder for hvem man bestemt ikke kan påstå, var jomfruer.
Bødlen havde her sin gård i nærheden af Vægtergården, hvor senere vægterne fik bolig. Måske har bødlen også haft en slags opsyn med de prostituerede i Jomfrugangen.

Æ Putgyde

Den smalle gyde der forløber langs Store Pottergades små baggårde, kaldes i folkemunde for “Æ Putgyde” – Aabenraas mindste gyde. Hvoraf navnet stammer, står nok i det uvisse, men en teori kunne være, at stien ligger gemt væk (puttet væk) og navnet stammer derfra. Stien kan dateres tilbage til omkring 1600/1700-tallet og har nok fungeret som “Vægtersti” for byens vægtere, der boede i de tre små sammenbyggede vægterhuse (såkaldte “våninger”) på Vægterpladsen ikke langt derfra.
“Æ Putgyde” finder man lige ved “Mutter Stahlboms Plads”. Vilhelmine Stahlbom havde her en lille slikforretning, den havde sin glansperiode i 1930’erne og 40’erne, hvor børnene dengang stod på stenbænken ud mod Storegade med næserne presset mod ruden for at beskue herlighederne. Man kunne få en herlig sliktut til 2 øre – de store kostede 5 øre. Der var nok at vælge imellem. På en beskidt skål lå der nogle cigaretter, der kunne købes i stykvis, og som senere blev røget i smug omme i ”Æ Putgyde”. I dag er Mutter Stahlboms hus genopført i Den Gamle By, Århus.

Sejlmagerhuset

Det maritime islæt fornægter sig ikke i Aabenraa. I bygningen Skibbrogade 25 var der i midten af 1800-tallet sejlmageri. Det vidner indgangspartiet tydeligt om med granitten tilhugget som et tov. En sejlmager tager mål, skærer sejldugen til, for til sidst at sy delene sammen til færdige sejl. Desuden arbejder sejlmageren også med tov og rigning.
Måske var det her den senere kendte skibsreder Michael Jebsen (1835-1900) kom i lære som sejlmager efter konfirmationen. Sejlmager blev han ikke for allerede i august 1851 forhyredes han som skibsdreng.

Fodgænger lyssignal med ryttersymbol

Berlin har “Ampelmännchen”, Fredericia har “Landsoldaten” og Odense “H.C. Andersen”. Nu har Aabenraa så også fået sit helt unikke symbol i trafiklysene ved fodgængerovergangene.
Verdens første lyssignal specielt for fodgængere blev monteret 1933 i København. Berlin fik sit i 1937 og New York i 1952 med ordene: “Walk” og “Don’t Walk”. I 1961 fik DDR sin helt egen ”Ampelmann” for fodgængere. Deres fodgænger lyssignal var designet af Karl Peglau med “Ampelmännchen” der har et meget sympatisk look. Da muren faldt i 1989, og disse ”Ampelmännchen” blev erstattet med de vesttyske, var mange berlinere kede af det tiltag og fik det stoppet, så i dag er disse ”Ampelmännchen” regulær kult i Berlin. Det må være her inspirationen er kommet i anledning af 100-året for Genforeningen i 2020. Fredag den 20. december 2019 klokken 8.00 måtte derfor de normale røde og grønne figurer i lyskurvene ved Løgumklostervej/Haderslevvej og Camma Larsen Leddets vej/Haderslevvej vige pladsen til fordel for selveste Kong Chr. X. til hest – ”Ampelpferd” om man vil.
Berlin og Aabenraa har noget til fælles i Berlins regerende borgmester fra 1951-53 Ernst Rudolf Johannes Reuter der var født i Aabenraa 1889. Hans far var på den tid lærer ved Navigationsskolen.

Aabenraa har et omfattende stisystem. Her vil vi kun fremhæve to foldere der begge fører en rundt i byens gamle gademiljøer:
Byvandring Aabenraa – Tur 1 og 2. Udgivet af Aabenraa Turistbureau.
Maritim byvandring i Aabenraa. Udgivet af Billedkunstrådet, Aabenraa Kommune.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Frørup Bjerge – Et paradis for flagermusene