Winderatter See – Oplev den gamle møllesø

Winderatter See, Sydslesvig et mosaiklandskab med bondeskove, overdrev, enge, mose og ådal, hvor der på overdrevene er op til 70 vandhuller der er renoveret til særlig gunst for et utal af frøer bl.a. klokkefrøer og løvfrøer.

Forvitret hvidtjørn ved Winderatter See

Forvitret hvidtjørn ved Winderatter See

Winderatter See (dansk: Venerød Sø) ligger lidt sydøst for Flensborg i Sydslesvig. Søen var fra 1487 til 1845 møllesø for vandmøllen i Ausacker (dansk: Oksager). På det tidspunkt var søen 15 gange større end i dag. I 1978 blev søen og store dele af det omkringliggende landskab fredet – Stiftungsland Winderatter See.

Formålet med fredningen var at skabe et landskab egnet til den hjemlige fauna og flora. Landskabet udmærker sig som flagermushabitat, frøhabitat med 70 små vandhuller og orkidéeng med over 1000 gøgeurter.

Klokkefrøens koncert

Klokkefrøerne kvækker for at tiltrække hunner, advare konkurrenter, varsle om territorie eller i protest. Egentlig kvækken er dog typisk det man forbinder med den lyd som hannerne laver for at lokke hunner til vandhullet under parringen i foråret.
Klokkefrøen fik sit danske (og svenske) navn, da den svenske naturforsker Carl von Linné i 1749 hørte de store kor af klokkefrøer i det sydlige Skåne, og fandt at lyden mindede om fjerne kirkeklokker. I Danmark kaldes den også Peder Oxes frø fordi man mente, at den danske rigshofmester Peder Oxe skulle have udsat klokkefrøer fra Lorraine til sit gods Gisselfeld på Midtsjælland. Men klokkefrøen (Bombina bombina) findes ikke i Lorraine, så allerede af den grund er det usandsynligt.
Klokkefrøen (tysk: Rotbauchunken) stiller store krav til dens habitat, og er derfor meget sjælden. Her ved søens mange vandhuller samler man derfor haletudser sammen, opdrætter dem beskyttet og sætter dem tilbage i søerne som frøer.
Klokkefrøens hud er vortet og er svagt giftig, men den kan også ved overhængende fare for at blive spist af f.eks. en fiskehejre vende sig om på ryggen og skræmme hejren med sin røde bug.

Pomarium Anglicum

Det særlige ved stedet er at på flere strækninger er stien rundt om søen afmærket med æbletræer. Træerne er plantet af æblemuseet Pomarium Anglicum der ligger op til Stiftungsland Winderatter See. Museet er stiftet af ægteparret Karin und Meinolf Hammerschmidt og rummer 720 sorter. Der eksporteres kerner og podekviste til hele verden. Dog har museet været lukket siden 2019, men man kan få guidede ture efter anmodning for mindre grupper.

Æbletræet er i familie med hvidtjørn, og hvidtjørn kan derfor bruges i forbindelse med podning. Vildæbletræet stammer fra Asien og størrelsen af æblerne er vokset igennem årtusinder ved naturlig selektion af heste og bjørne der for det meste kun spiste de største æbler. Kernerne af de største æbler er på den måde blevet spredt.

Gråsten æblet

Gråstenæbletræets historie kan føres tilbage en af Ahlefeldterne, som boede på Gråsten slot – Det var grev Frederik den Yngre (1662-1708). På en rejse sydpå fandt han i nærheden af klosteret L’Abaye de Hautcombe ved Lac du Borget i Savoyen dette æbletræ.
Han købte nogle eksemplarer og bragte dem med hjem til Gråsten. Æblet skal spises hurtigt og det skal være modent, da det ikke er noget egentlig gemmeæble. I 2005 blev Gråsten æblet kåret til “Danmarks nationalæble”.
Gråsten æbletræer findes over det meste af verden, og Canada har for år tilbage udgivet en frimærkeserie (Fruit Trees) med æblesorter – Her er Gråstenæblet iblandt.

Vandring

Der er en trampesti hele vejen rundt om Winderatter See – Se turen her. Eller find information over området her.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Rickelsbüller Koog – Et fugleparadis mellem eng og vade