Rickelsbüller Koog – Et fugleparadis mellem eng og vade

Rickelsbüller Koog (dansk: Rikkelsbøl Kog) er inddiget sammen med Margrethe Kog i forbindelse med det fremskudte dige der blev bygget 1979-81. Kogen er opnævnt efter byen Rikkelsbøl der forsvandt under den store stormflod 1. december 1615.

Fuglelivet i Rickelsbüller Koog

Fuglelivet i Rickelsbüller Koog

Rickelsbüller Koog er den nordligste tyske kog der støder op mod DK. Fra Siltoft følg vejen ud til det fremskudte dige og Rickelsbüller Koog ligger på venstre hånd, mens Margrethe Kog ligger på højre.

Et fugleparadis

Omkring 150 forskellige arter af fugle er blevet observeret, og fra sidst i marts yngler omkring 50 af disse arter her i kogen. Fra efteråret, henover vinteren og ind i foråret møder man her i kogen og tilstødende områder tusindvis af trækfugle der fouragerer for at overvintre eller samler kræfter til den videre færd.
Mulighederne for observationer:
Oktober – november: Bramgæs, pibeænder og viber.
December – januar: Bramgæs, klyder, hvidbrystet præstekrave, stor kobbersneppe og sort terne.
Januar – marts: Bramgæs, kortnæbbet gås og havørn.

Fotografering af fugle

Nogle fuglearter fotograferes bedst fra en bil, da de har en stor flugtafstand til mennesker. Det er en stor fordel, at adgangsvejen til det fremskudte dige løber midt mellem Margrethe Kog og Rickesbüller Koog. Fra bilen er det muligt at dække stort set alle levesteder uden selv at forlade bilen. Om vinteren, når det er koldt og fugtigt, er det også en stor fordel.

Hindenburgdæmningen

Hindenburgdæmningen
Hindenburgdæmningen

Man skal forstå at før dæmningen var øen Sild (tysk: Sylt) en isoleret ø især om vinteren hvor Vadehavet var frosset til med pakis. Om sommeren gik der to færgeforbindelser til øen – Fra Højer og Helgoland.
Den 28. maj 1913 underskriver kejser Wilhelm II kontrakten på bygning af en jernbanedæmning – Pris 10 millioner RM. Den store krig 1914-18 satte en stopper for projektet, og det hører med til historien at øboerne var imod dæmningen. De har jo vænnet sig til at være isoleret, og var bange for alt det nye der kunne komme med dæmningen.

Ved genforeningen 1920 kom hoved forbindelsen – Færgen fra Højer til at ligge i Danmark. Det var en stor udfordring for de rejsende fra Tyskland, der enten skulle have visum eller når rejsen til Højer gik pr. jernbane blev togvognene plomberet så ingen passagerer kunne forlade toget før kajen i Højer.
Arbejdet med dæmningen blev påbegyndt i maj 1923. Stormfloder og tidevandet, der flytter 28 millioner kubikmeter vand 4 gange i døgnet, er en teknisk udfordring for selve dæmningens fundament.
Den 1. juni 1927 blev dæmningen og jernbanen mellem Nibøl og Vesterland indviet af den tyske præsident Paul von Hindenburg.

Vandring

Det er muligt at vandre rundt om kogen på digekronen. Fra p-pladsen ved det fremskudt dige (Tysklands nordligste punkt på fastlandet) vandrer man ned til Hindenburgdæmningen med jernbanen, derefter går det langs jernbanen ind i landet og på digekronen mod Siltoft. Fra Siltoft følger man vejen ud til p-pladsen ved det fremskudt dige. En tur på 13 km.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Flensborg bymark i middelalderen – I dag et naturbeskyttelsesprojekt