Tegn på succes i nyt DVL-koncept
Vandring Plus er ture, hvor du får noget ekstra med hjem fx en interessant og kompetent fortælling, en læring om naturen, en kulturel oplevelse eller en fysisk eller mental udfordring.
Det ser ud til, at Vandring Plus har ramt en særlig interesse både hos Dansk Vandrelaugs medlemmer og folk, som ikke er medlemmer – endnu. Vi vil meget gerne have mere med hjem end frisk luft, fællesskab og naturoplevelser.
Det er fx en succes, når det var muligt at lede en vandregruppe på omkring 80 personer igennem København på en solbeskinnet sommerdag for at vise, hvad byen gemmer af minder og mindesmærker i ’Det jødiske København’. Eller da 66 gik 10 km i Mols Bjerge for at slutte vandringen med en koncert og fællessang. Ligeledes i Oksbøl, da godt 90 mødte op for at gå i Aal Plantage og videre til ’Danmarks største Flygtningelejr – en gemt historie’.
Der er efterhånden mange eksempler på Vandring Plus-ture. ’Skoven har mund – i surrealisternes fodspor’ er en helt anden succesfuld tur. Den henvendte sig bl.a. til en ny målgruppe, en skoleklasse, som gik på opdagelse i skovene omkring Bornholms Kunstmuseum for at udforske, hvordan de Bornholmske surrealister blev inspireret af naturens særlige stemme.
Det er overraskende og lærerigt, at så mange møder op til Vandring Plus-ture. Vi må forholde os til, at vandreture af den karakter enten skal gennemføres i mindre hold eller med flere turledere og frivillige parat til at træde til. Men, at det er en succes, er en realitet.
Derfor har vi oprettet den særlige Vandring Plus-kategori på dvl.dk. Her får man et hurtigt overblik, så det er nemt at finde sin næste oplevelses-vandretur. I skrivende stund er der planlagt ca. 20 Vandring Plus-ture for resten af 2024. ’Find dit yndlingstræ med hjælp fra en naturhistoriker’, ”Istidstur ved Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov” og ’Walk&Snork-weekendtur ved vandet’ er blandt mulighederne. Gå ind og kig – nye tilbud er ustandselig på vej.
Vi har også lært, at der er flere ikke-medlemmer med på DVL’s Vandring Plus-ture, end vi er vandt til. Det er vi meget glade for og håber, at nogle af jer vil melde jer ind i Dansk Vandrelaug.
Hold endelig øje med dvl.dk/vandringplus, mød op og få en særlig oplevelse med hjem. Og fortæl alle, at I får et års medlemskab til halv pris, hvis I indmelder jer senest den 15. december 2024.
Noget nyt er på vej – og i DVL er vi forventningsfulde.
Mange vandrehilsner
Dorrit Christensen
Landsformand for Dansk Vandrelaug