Turguide – Oldtidsstier i Nordsjælland 

Har man lyst til at gå ture i Nordøstsjælland og er man interesseret i historie og arkæologi, skal man endelig tage denne lille turguide (160 g) med i jakkelommen. 

Bogen Turguide - Oldtidsstier i Nordsjælland

Omslaget af Turguide - Oldtidsstier i Nordsjælland

Af Leif Iversen, DVL Frederikssund

Bogens indledning giver en kort historisk oversigt, en vejledning i at bruge bogen på turen og en gennemgang af de forskellige oldtidsminder, der ses i landskabet.

Der er en overordnet forklaring om de gamle oldtidsstrøg og især om Vandskelsvejen, der løber fra Lejre/Roskildeegnen nordøst over mod Helsingør.

Find vej til Vandskelsvejen her

Denne vej er gennem årtusinder blevet foretrukket af vores forfædre, fordi her var mindst fugtigt og færrest vandløb at krydse – fra vandskellet løber åerne enten mod Roskilde Fjord eller mod Øresund. Den havde jeg aldrig hørt om, men det er jo ganske logisk, for man havde jo ikke nutidens broer!

Bogen indeholder seks turbeskrivelser langs oldtidsvejene, hvor stendysser, jættestuer, gravhøje og andre oldtidsminder ligger som perler på en snor. Jeg lærer, at de jo ikke ligger tilfældigt, men i høj grad har afgrænset territorier og været udtryk for magtforhold.

Jeg er fascineret af beskrivelsen af vore dages hulveje, som jo er oldtidsruterne, der har gravet sig dybere og dybere ned i terrænet, når jorden har været våd og blød. Vores forfædre har ofte valgt at gå ved siden af vejen. Og i Præsteskov ved Farum Sø ser man ikke mindre end 12 hulveje parallelt ved siden af hinanden.

Klik og se billederne i fuld figur:

Yderligere information på pæle

Der er fine beskrivelser af, hvad man kan iagttage undervejs, og der angives GPS-koordinater for de vigtigste seværdigheder, som i terrænet er markeret med pæle. På en række af disse er der QR-koder, som kan aktiveres for yderligere information.

Bogen fortæller om seværdighedernes historie, deres anvendelse og de mange gravfund, så man begynder at ane historiens udvikling fra oldtiden over bronzealderen, men der trækkes også tråde til middelalderen og helt frem til nutiden.

Vi læser, hvordan Valdemar Atterdag, Margrethe I, Frederik VII og andre har lagt navn til fx Kong Volmers Vej og Jættestuen Gretteshøj. Der lægges også op til besøg i de gamle kirker og andre senere kulturperler som fx en veteranjernbane, Cobramalernes hytte og gamle teglværksområder.

Rutebeskrivelserne er ledsaget af rigtig gode kort, hvor det bl.a. angives, hvor man skal gå eller kan cykle. Teksten er klar og relativt kortfattet, men indeholder et væld af information.

Jeg bliver inspireret af bogen og får lyst til at vide meget mere om oldtidsstierne og ikke mindst til at komme ud at gå! Siger Leif Iversen.

Forsiden af Turguide - Oldtidsstier i NordsjællandForfatter: Niels Bødker Thomsen, Troels Brandt, Lise Ørsted Hald og Jens Hald
Titel: Turguide – Oldtidsstier i Nordsjælland
Omfang: 104 sider
Forlag: Selvudgivet af Jens Hald
Pris: 99 kr.