3-dages tur til Fosdalen – lukket for tilmelding, mulighed for venteliste

Tilmeld dig denne dejlige vandreferie til Fosdalen, hvor spændende og varierende vandreture, fællesskab og hygge er i højsæde.

Tag med på denne dejlige vandreferie til Fosdalen i Nordjylland. Vi har reserveret 30 enkelte værelser på Himmerlandsfondens Kursuscenter. Der er mulighed for at bo sammen 2 og 2, hvis man gerne vil det. Tilmelding kan ske her. Der er lukket for flere tilmeldinger. Der er dog mulighed for at komme på venteliste. Det gøres ved at bruge tilmeldingen ovenfor og så skrive i bemærkning om at komme på venteliste.

Praktiske oplysninger:

Pris: 1.600 kr. pr. deltager, uanset værelsesvalg. Der kan tilkøbes linned 80 kr. ved ankomsten. Drikkevarer betaler man selv for.

Adresse: Himmerlandsfondens Kursuscenter – Strandvejen 83, Tranum Strand, 9460 Brovst.

Forplejning: Morgenmad, aftensmad og madpakker (frokost) er med i prisen. Dog skal man selv have madpakke med til 1. dags vandretur.

Der er mulighed for samkørsel, som man forholder sig til ved tilmeldingen på hjemmesiden.

Tilmelding:

Silkeborg-foreningens medlemmer: Tilmelding åbner 1. januar

Øvrige DVL-medlemmer: Tilmelding åbner 22. januar.

Betalings- og afbudsbetingelser:

Betaling betales ved tilmelding til reg.nr. 3000 konto.nr. 13243646.

Ved afbud senest den 2. april tilbagebetales hele beløbet.

Ved afbud efter den 2. april betales beløbet ikke tilbage. Kun i tilfælde af, at der er en anden person, som vil overtage din plads.

Fosdal Plantage
Længde: 14,2 km
Tid: 3/5 kl. 12-16 BEMÆRK ÆNDRET. Bemærk også at I skal køre direkte til denne adresse, ikke til centret.
Start: P-plads 500 m syd for Naturcentret Fosdalen, Fosdalvej 69, 9460 Brovst (koordinat 57.1343,9.4124)
Turleder: Birgitte Persson

Turen starter ved P-pladsen nær Fosdalen. Herfra bevæger vi os op over Lien Bakker langs skovbrynet Herefter går turen ned igennem den idylliske Nøddedalen med dets mange hasseltræer og ellers helt specielle natur. Nøddedalen er en frodig skovklædt erosionskløft. Når vi kommer i starten af maj får vi et farverigt skue med hvide anemoner og lysegule storblomstrede kodrivere i et antal som er helt ekseptionelt.

Herefter går vi et stykke langs med Svenstrup Kær indtil vi tager en lille listig sti opad i terrænet langs med Hjuldalen. Når vi er oppe i selve skoven, drejer vi fra tæt forbi en række store bakkedrag, det højeste 62 m. Senere forbi en idyllisk sø, hvor vi får vores frokost.

Vi fortsætter længere udad og kommer til et hedeområde, Rødland Hede, hvor man med lidt god vilje kan se den karakteristiske markstruktur fra jernalderen med firkanter delt med lave skelvolde. Vi fortsætter og kommer forbi en bronzealderhøj og Den grå sten. Herefter følger vi kanten af meget kønt hedeområde, Drevelsig Hede, hvor vi får vores småkager.

Vi fortsætter videre indtil vi drejer ind i skoven igen. Vi kommer igen forbi oldtidsagrene og fortsætter langs udkanten af skoven. På et tidspunkt kommer vi ind over Korsbakken, hvor der ligger 6 kæmpe bronzealderhøje, hvoraf den højeste er Lerup Bavnehøj med sine 82 m. På vejen tilbage kommer vi forbi Lerup Kirke, også kaldet Vor Frue Kirke, og vi fortsætter ind i Fosdalen, som vi ser lidt fra oven. Herefter tilbage til P-pladsen og bilerne.

Langdal Plantage
Længde: 16,7 km
Tid: 4/5 kl. 10-15
Start: P-pladsen, Strandvejen 37, Tranum, 9460 Brovst (koordinat 57.1369,9.4604)
Turleder: Toni Schack

Turen starter ved P-pladsen ved Strandvejen i Tranum. Herfra går vi forbi campingpladsen og ad en sti ned til landevejen. Vi fortsætter ad Nordsøstien ind i området, kommer ind over et hedeområde og ender med at gå rundt om de to Bratbjerg-søer. Herefter går vi tilbage blot lidt nordligere, hvor vi kan følge en sti forbi et par bronzealderhøje og vi krydser Strandvejen igen. Vi fortsætter gennem skoven og kommer op til Lien, en gammel kystskrænt fra stenalderen, hvor vi får en fantastisk udsigt.

Vi følger kystskrænten over en længere strækning ud og ind og op og ned. Sine steder når skrænten op i 66 meters højde. Efter et par kilometer kommer vi ud på en mark med en fantastisk udsigt ned over det flade forland neden for kystskrænten. Vi fortsætter ned ad en trappe og går op på en parkeringsplads med borde/bænke, hvor vi får vores småkager.

Herefter bevæger vi os ned igennem Fosdalen. Er den største af de mange erosionskløfter, som skærer sig ind i stenalderskrænten Lien. At være nede i dalen føles som en eventyrlig oplevelse i en fredfyldt atmosfære – som at være i regnskoven i Amazonas. Og i bunden af den frodige erosionskløft risler en lille bæk, som vi følger. Vandet kommer fra kilder i dalsiderne og fra et væld i den øvre ende af dalen, kaldet Vor Frue Kilde. I dalen finder vi en række fugle, bl.a. nattergalen og gøgen, mens vi oppe i det åbne kan møde gulspurven.

Herefter forbi kirken af samme navn, også kaldet Lerup Kirke. Senere kommer vi forbi flere bronzealderhøje, bl.a. Bavnehøj med sine 84 m, som vi går op over. Bagefter bevæger vi os igennem skoven over en længere strækning indtil vi er tilbage ved parkeringspladsen.

Svinkløv Plantage
Længde: 13,8 km
Tid: 5/5 kl. 10.00 – 14.00
Start: P-plads i Slettestrand overfor Slettestrandvej 138, 9690 Fjerritslev (koordinat 57.1509,9.3626)
Turleder: Aage Nicolaisen

Turen starter ved den store parkeringsplads i Slettestrand. Herfra går vi ned mod vandet, hvor vi ser fiskerbådene, som bliver trukket på land – der er ingen havn. Herfra går vi langs vandet et stykke og ved en Sletteå går vi lidt indad, hvorefter vi følger Nordsøstien. Ved Svinkløv Badehotel følger vi en sti opad, så vi kommer til at gå på Lien, den gamle havskrænt fra stenalderen. Ved campingpladsen går vi nedad en stejl trappe og fortsætter ad Nordsøstien nedenfor Lien. Noget længere fremme kommer vi til Svinklovene – udløbere fra skrænten, hvor det nederste stykke er rent sand, så det ligner svineklove. Dette er turens højdepunkt. Vi går herefter igen op på Lien, hvor vi får vores frokost, mens vi får en fantastisk udsigt udover vandet.

Herefter kommer der et fladt stykke ved Grønnestrand, hvor vi går ind i landet langs med Telefondalen. Vi følger skovkanten og på et tidspunkt drejer vi ind i skoven. Herefter følger vi en lige linie igennem skoven og undervejs på denne strækning får vi vores småkager.

Vi kommer ud til nogle grusveje, som vi følger videre til Maries Hus. Et tidligere fiskerhus, som Naturstyrelsen har købt og restaureret. Herefter med et par stier ned gennem Kaprifoliedalen og videre ned til stranden og helt ud til vandet. Herefter krydser vi ind igen og ankommer til parkeringspladsen igen.

Mødested på kort

Indlæser…