Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne

Et sted hvor man finder en unik natur er i Frederikshåb Plantage med Syvårssøerne og på Randbøl Hede. Billund-vejen skiller natur fænomenet. På den ene side en frodig og unik natur og på den anden side heden med klitterne og lav bevoksning. Blå/4-5/8

Syvårssøerne fremstår som savannelignende sletter med højt græs i de perioder, hvor søerne er udtørrede. Det svenske landskabsbillede træder i karakter, når de temporære søer fyldes med vand.

Denne afveksling mellem savanne og et landskab med søer giver et afvekslende dyre- og fugleliv, der sikrer varierede oplevelser. Forandringerne i dette landskab følger ikke kun årstiderne, men har sin helt egen cyklus pga. søernes forvandling.

Syvårssøerne er i dag udpeget som stilleområde, hvor udefrakommende støjpåvirkninger skal minimeres.

De mystiske Syvårssøer har deres navn fra den kendsgerning, at de ikke altid er der. Fra gammel tid har man bemærket, at søerne dukkede op ca. hvert syvende år, eller også brugte man blot det magiske 7-tal til netop det uforklarlige. Fakta er, at søerne opstår og forsvinder med højden på grundvandet. Og selv om store mængder nedbør får grundvandstanden til at stige, er det ikke ensbetydende med svulmende søer. Grundvandsspejlet har sine egne "bakker og dale", og derfor er Syvårssøerne meget uforudsigelige.

Syvårssøerne var fyldt med vand fra 2007 til 2010, og når de igen dukker op, kan du opleve et utrolig flot, åbent sø-landskab midt i Frederikshåb Plantage. Endda med spøjse fænomener som en sandstrand på den jyske indlandshede. Sandstrandene opstår, når søerne hæver sig op til de åbne klitter, der altid kan ses hist og her i området.

Selv når søerne er væk, er det en særlig oplevelse at komme her. Der er lidt savanne-stemning, når de tidligere søflader ligger hen som et slettelandskab med spredte træer.

"Velkommen til Kighøj" står der på et grønt skilt i det gamle skovløberhus, hvor der tidligere har boet en ansat i skovbruget. Nu er det tilladt at gå inden for, hvor der er borde og bænke, hvor man i petroleumslampens skær kan spise sin medbragte mad og kaffe. Der er endda brænde i brændeskuret, så der kan tændes op i brændeovnen på kolde dage. I godt vejr kan man også sidde udenfor på træstammer omkring et bål.

Mødested på kort

Indlæser…