Tåstruplandet – en nyfredet perle

Tag med til Tåstruplandet og få en smuk afvekslende tur i åbent land og ved sø, mose og i skov.

Med spændende historiske spor fra flere tidsaldre i landskabet.


Sværhed: rød/4-5/18

Tåstruplandet er en nylig fredning og dækker et stort område i ådalen. Området er rigt på dyre- og planteliv, og historiske fortællinger, man kan finde rester helt fra bondestenalderen.

På vores sidste tur, der lå lidt tidligere på året, var vi på jagt efter den blå anemone. Den kom vi for sent til; men til gengæld fandt vi både de hvide og sjældnere gule anemoner.

Denne gang er vores intention at finde den fredede tyndakset gøgeurt, måske skal vi kigge grundigt efter for at finde den. Men så kan vi også nyde de andre forårsbebudere, blandt andet den skønne engblomme, og i mosens grumsede vand, værtsplanten for den sjældne Grøn mosaikguldsmed, krebsekloen. Måske falder vi også over den sjældne snylteplante skælroden på vores tur rundt.

Tåstruplandet er meget rigt på dyre- og fugleliv. Af større dyr lever odder, ræv og grævling i området.

I sump- og rørskoven rundt om Tåstrup sø lever en mangfoldighed af fugle. Vi kommer tæt på fugletårnet, og måske er der lejlighed til at tage et kig fra tårnet. Fuglestemmer kommer vi nok til at høre, årstiden taget i betragtning.

Tåstruplandet kan være en våd rute, det lærte vi sidste år. Jeg husker især vi kom til et stykke, hvor flertallet fulgte turlederen op på en tør sti på kanten af en skrænt, mens en håndfuld vovehalse bevægede sig igennem mudderet, og jeg vil sige næsten klart vand. Vi satser på at maj bliver en mere tørskoet oplevelse, det er da intentionen!

Anne Mette Sommer som var vores dygtige og vidende guide sidste år, har vi også glæden af denne gang. Ruten ligger næsten i hendes baghave, og hun har igen mange ting at vise os.

Mødested på kort

Indlæser…