Unik vandreferie på Azorerne – UDSOLGT – Tilmelding til afbudsliste

I samarbejde med Ruby Rejser tilbyder DVL-Viborg en uges vandreferie på Azorerne med afrejse fra Billund Lufthavn*.
5 dages vandring med DVL-turledere og én dag på egen hånd, indkvartering på 4-stjernet hotel, transport og de fleste måltider inklusive, for 12.998 kr pr person ved indkvartering på delt dobbeltværelse.
*) Afgang fra København koster et tillæg på 500 kr.
Turen er udsolgt. Det er muligt, at tilmelde sig en afbudsliste, se længere nede på siden.

Denne vandreferie på hovedøen São Miguel tilbyder et alsidigt og varieret program, der giver dig mulighed for at opleve den unikke natur og kultur på tæt hold. Du vil opleve imponerende gamle kratere, fortryllende søer, frodige skove, botanisk skønhed, varme kilder, boblende svovlbade og ikke mindst den charmerende by Ponta Delgada. Byen byder på små gader, hyggelige havnemiljøer og smukke parker, der vil imponere enhver besøgende.

Læs detaljeret dagsprogram nederst.

Tilmelding:

[ Klik her for tilmelding til afbudslisten ]

Turen er udsolgt. Det er muligt at tilmelde sig en afbudsliste. Du vil blive kontaktet, hvis der bliver en ledig plads p.g.a. afbud.
Såfremt der bliver en ledig plads vil du/I blive kontaktet efter ud fra flg. kriterier:

  • Hvis et dobbeltværelse bliver ledigt, kontaktes første par, som ønsker dobbeltværelse – ELLER de 2 første enkeltpersoner, der ønsker værelsesmakker, afhængig af hvem har tilmeldt sig til listen først.
  • Hvis et enkeltværelse bliver ledigt, kontaktes den første på listen, der har ønsket enkeltværelse. DOG: Hvis en enkeltperson, som ønsker værelsesmakker, står først, får vedkommende først tilbuddet om enkeltværelset (mod enkeltværelsestillæg).

Hvis du siger "Ja tak" til en plads, vil du modtage et direkte link, hvor du tilmelder dig på Ruby Rejsers hjemmeside og betaler.
Al betaling foregår til Ruby Rejser, og det er ligeledes Ruby Rejsers betalings- og afbudsbetingelser, der gælder.

Der sælges maks. 28 pladser. Se update på ventelisten her.

Forsikring:
Rejseforsikring og afbestillingsforsikring er obligatorisk. Har du ikke disse forsikringer på din husstandsforsikring, kan de tilkøbes hos Ruby Rejser. Betaler du med Mastercard, kan du på forhånd undersøge, om du har forsikringsdækning gennem dette.

Pris:
Prisen er 12.998 kr/person i dobbeltværelse + 89 kr/person i reservations- og rejsegarantifondgebyr, i alt 13.087 kr/person.
Tillæg for enkeltværelse: 2700 kr.
Afgang fra København, på forespørgsel +500 kr.
Værelser:
Der kan vælges mellem dobbeltværelse og enkeltværelse.
2 enkeltrejsende, der ønsker at dele dobbeltværelse (og på forhånd har aftalt det), skal tilmelde sig sammen på samme formular.
Enkeltrejsende, der ønsker at dele dobbeltværelse, men ønsker hjælp til at finde værelsesmakker (af samme køn), kan angive det på tilmeldingsformularen (Det kan dog ikke på forhånd garanteres, at det lykkes).

Inkluderet i prisen:

  • Flyrejse fra Billund til Ponta Delgada t/r
  • Transport fra lufthavn til hotel t/r
  • 1 stk bagage + 1 stk håndbagage
  • 7 nætter på Hotel Sao Miguel Park
  • 7 x morgenmad på hotellet
  • Frokost 5 dage
  • 3 x aftensmad på hotellet og 3 x aftensmad på lokale restauranter
  • 5 x vandreudflugter og 1 x sightseeing udflugt i Ponta Delgada
  • Entré til Terra Nostra
  • Bustransport i forbindelse med udflugterne
  • Dansk vandreguide

Ikke inkluderet i prisen:

  • Drikkevarer til aftensmåltiderne
  • Rejseforsikring (kan tilkøbes)
  • Afbestillingsforsikring (kan tilkøbes)
  • Mad ombord på flyet tur/retur (kan tilkøbes – skal senest bestilles 35 dage inden afrejse)
  • Transport til/fra Billund Lufthavn*)

Mulige tilkøb:

  • Mad på flyet t/r: 235 kr/person
  • Rejseforsikring: 70+ år: 482 kr/person, 0-69 år: 344 kr/person.
  • Afbestillingsforsikring: 469-1132 kr/person afhængig af ønsket dækning.

*) Transport til/fra Billund Lufthavn (for egen regning):

  • Med bil: Det anbefales at bestille og forudbetale P-plads. Samkørsel fra Viborg kan arrangeres.
  • Med offentlig transport: Bus 43 fra Vejle Station kører hver halve time mellem kl. 5 og 22.30 på hverdage. Tjek Rejseplanen for tilsluttende tog- eller busforbindelser.
  • Evt. overnatning før/efter flyrejsen: Billund Airport Hotel eller andre hoteller/B&B's i Billund.

Turledere:

  • Dorthe Bach og Kaare Mosdal Madsen er DVL's turledere og er samtidig Ruby Rejsers (erfarne) guider på Azorerne.
  • Vagn Olsen er koordinator omkring tilmeldingerne.

Beskrivelse og program (fra Ruby Rejsers hjemmeside):

Midt ude i Atlanterhavet – midt imellem Portugal og USA, ligger den unikke øgruppe, Azorerne, der med sin uberørte og enestående frodige natur uden tvivl er et besøg værd. De ni smukke øer, der udgør Azorerne, har alle vulkansk oprindelse, hvilket har skabt nogle imponerende naturfænomener. I dette subtropiske paradis kan du glæde dig til at opleve brusende vandfald, varme kilder og fascinerende gejsere. Ud over den betagende og farverige natur venter spændende kulturoplevelser, lokale specialiteter, der vækker smagsløgene til live, samt historiske seværdigheder, der fortæller øens historie gennem århundrederne.

Mad og vin spiller en vigtig rolle i den Azoriske kultur, og hver ø har sine egne kulinariske specialiteter. Sao Miguel er blandt andet kendt for den specielle cozido, hvor en gryde med kød og grøntsager pakkes ind i et klæde og tilberedes i jordens indre. Efter 6 timer kan man nyde den lækre ret og det skal vi naturligvis smage på. Du vil i ugens løb også blive præsenteret for velsmagende oste, dejlig vin og hyggelige picnics. Vi lægger stor vægt på det sociale fællesskab og vores guider lægger derfor gerne op til, at vi afrunder de daglige vandringer med en kold forfriskning på en af byens lokale caféer. Aftensmåltiderne nyder vi sammen, og for dem, der ønsker det, er der mulighed for at afslutte dagen med en lille godnatdrink på hotellet.

Find vandreskoene frem og forbered dig på en uforglemmelig oplevelsesrejse fyldt med vidunderlige naturoplevelser, dejlig veltilberedt mad og fantastiske ferieminder skabt i fællesskab.

Dagsprogram:

Dag 1. Ankomst til Azorerne.

Flyrejsen starter i Billund lufthavn. Herfra sættes kursen direkte til Ponta Delgada på São Miguel. Efter ankomst og indkvartering på hotellet mødes vi til orienteringsmøde, hvorefter vi skal på en byvandring i Ponta Delgada med en lokal engelsk-talende guide. Byen byder på store kontraster – lige fra de historiske seværdigheder og museerne, til den moderne marina og den livlige markedsplads med frugt og grønt. Vi passerer blandt andet to af byens smukkeste kirker, nemlig Santo Cristo kirken med den berømte Kristus figur og den interessante Matriz kirke, hvor de smukke guldbelagte altre blot er noget af det interessante, I finder her. Azorerne har en masse spændene specialiteter at byde på, mange af disse finder man på byens frugt- og grønsagsmarked. Her finder du mange delikatesser, som man ikke så let finder hjemme i de danske supermarkeders grøntafdelinger. Markedet huser også mange farverige og flotte blomster. Frokost er på egen hånd.

Dag 2. Faja de Baixo – Pico da Cruz

Aktiv vandretid: 7,5 km, +280/-280 højdemeter, sværhedsgrad 2.

På denne vandretur skal vi ud og se nærmere på São Miguels midterste stykke. Det mindre besøgte, men utroligt flotte område. Turen er delt op i tre dele. Først vandrer vi på en sti omringet af de flotte sorte lavasten gærde, man før i tiden brugte som hegn for at beskytte sine afgrøder mod den til tider stærke Atlanterhavs vind. På den næste del bevæger vi os ind i naturreservatet Pinhal da Paz, der er et stort parkområde, hvor lokalbefolkningen nyder at tilbringe deres weekender med familie, venner og medbragt frokost. Herinde bliver der også mulighed for at bestige et mindre bjerg for at nyde den fascinerende udsigt ud over øen. Fra Pinhal da Paz bevæger vi os ned på den anden side gennem markområder til gården Pico da Cruz. Her bliver vi taget imod af familien Soares, der ejer gården og har gjort det gennem mange generationer. Vores frokost består her af en smagning på nogle af Azorernes mange forskellige vine og lækre oste.

Dag 3. Salto do Cabrito

Aktiv vandretid: 8,5 km (mulighed for forkortelse til 7 km), 3-3,5 timer, +325/-325 højdemeter, sværhedsgrad 3.

På denne vandretur skal vi følge vandet fra en dæmning og sluse ned til en turbine, hvor vandet bruges til fremstilling en del af den af elektricitet, der bruges på Sao Miguel. Ved turbinen ender vandløbet i et dobbelt vandfald, Salto do Cabrito. Der er undervejs på ruten flere forhindringer at forcere i form af gangbroer, væltede træer og stejle trapper. Vi spiser frokost undervejs og nyder freden ved vandløbet, inden vi kommer til turbinen, som ligger ved vandfaldet. Vi vil kunne opleve både koldt og varmere vand, som udmunder næsten samme sted, ligesom vi kan se varmen fra de termiske kilder stige op flere steder på ruten. På vejen op fra vandfaldet, møder vi et vandløb med en hængebro, som kan være lidt udfordrende at gå over. (Vil man ikke hængebroen, kan vandløbet passeres uden sko og strømper). Og endelig passerer vi et af de termiske anlæg, som producerer varmt vand på Sao Miguel. Vi afslutter turen med en kop kaffe eller en is (for egen regning) på en café i Ribeira Grande, hvor der også bliver tid til at udforske byen.

Dag 4. Lagoa das Furnas og Furnas by

Aktiv vandretid: 2,5 timer, +60/-60 højdemeter, sværhedsgrad 2.

I dag starter vi ud med en smuk gåtur rundt om Lagoa das Furnas, hvor vi ender ved de varme kilder og ser hvor vores frokost bliver tilberedt i jorden. Senere går turen ned til Furnas by hvor vi skal en tur rundt i byen og senere i den smukke Terra Nostra Park – også kendt som Europas største botaniske have (12,5 hektar). Her er der mulighed for at nyde haven og tage et bad i ungdommens kilde – så husk badetøj (og håndklæde) hvis du vil have chancen for at blive 20 år yngre. Herefter besøger vi Cha Gorreana te-fabrikken og Pico do Ferro udsigtspunktet på turen hjem til Ponta Delgada. Dagens tur består hovedsageligt af flad vandring på asfalt og grusstier. Dagens frokost består af Cozido, Azorernes nationalret.

Dag 5. Fridag

Hvis du har brug for ideer til hvad du kan bruge din fridag på, byder vi gerne ind med gode råd. Det kunne f.eks være et besøg på fortet ved havnefronten eller det lokalhistoriske museum. Måske en spændende hvalsafari er noget for dig?Turlederen tager hånd om at samle bestillinger ind til hvalsafari når i ankommer og står for at få det arrangeret – vi garanterer at der er plads til alle vores gæster, så dette behøves ikke at bestilles inden afrejse.

Dag 6. Ribeira Funda – Maia

Aktiv vandretid: 7 km, +228/-228 højdemeter, sværhedsgrad 2.

Denne tur starter fra den lille landsby Ribeira Funda på den nordlige side af São Miguel. Vi følger stien som er omgivet af frodige grønne områder og blomster. Vi går ned til kysten og får en fantastisk udsigt over Atlanterhavet og hele den nordlige del af øen. Turen fortsætter langs kysten vest mod landsbyen Maia, hvor der er mulighed for at tage et forfriskende bad i havet og købe en kop kaffe, is mm på en café, hvorefter bussen kører os tilbage til hotellet. Terrænet er varieret med både pladser, flade sektioner og nedkørsler. Frokosten i dag består af en picnic.

Dag 7. Tvillingesøerne, Sete Cidades

Aktiv vandretid: 12 km, +230/-230 højdemeter, sværhedsgrad 3.

Denne tur er ca. 12 km lang og middelsvær. Turen foregår på den vestlige del af øen med en lokal engelsk-talende guide udover vores danske vandreguide. Turen starter med en stejl stigning og derefter går det lidt op og lidt ned, indtil den sidste kilometer, som består af en meget stejl nedstigning. Underlaget er grusvej, dog er nedstigningen til sidst en betonvej. Turen er dog alle anstrengelserne værd. Undervejs vil der være fantastiske udsigtspunkter over de populære tvillingesøer, deres ”lillebror” Santiago og Sete Cidades by. Frokosten består af en picnic og turen afsluttes på en cafe i Sete Cidades, inden bussen kører tilbage til hotellet. Hvis tiden er til det, runder vi en ananasplantage på vej hjem.

Dag 8. Hjemrejse

Efter morgenmad kører bussen os i lufthavnen og vi sætter kursen mod Danmark efter en oplevelsesrig uge på Azorerne.

Bemærkninger

Programmet er med forbehold for ændringer i udflugter og rækkefølge. Det er valgfrit om du ønsker at deltage på alle turene, så hvis du har lyst til en dag på egen hånd, skal du blot give guiderne besked, så de ikke står og venter forgæves på jer.

Sværhedsgrad 2-3

Denne tur er vurderet til at være sværhedsgrad 2-3. Det betyder, at du skal være i almindelig god fysisk form og sikker på fødderne, hvis du skal have glæde at af deltage på vandringerne. Hvis du er vant til at bevæge dig til daglig (cykle, løbe, vandre mm), vil du sagtens kunne gennemføre de programsatte ture. Der er stejle op- og nedstigninger. Underlaget er visse steder udfordrende med løst grus, glatte sten og ujævne klippestykker. Turene foregår på småveje og stier, mens enkelte strækninger er på asfalt eller beton. Landskabet er generelt meget kuperet, og luftfugtigheden er relativt høj.

På flere af turene vil der oftest være mulighed for badning men dette sker under hensyntagen til vejret og sæsonen. Badesæsonen slutter midt september, og der vil derfor ikke være livreddere på strandende herefter. Husk håndklæde hjemmefra, da vi ikke må fjerne håndklæderne fra hotellet. Vi forsøger som altid at gennemføre det vandreprogram, der er beskrevet. Vejret og andre faktorer kan dog spille ind og bevirke ændringer i ugens vandreruter. Se mere om sværhedsgrader, vandretider og højdemeter på dette link.

Indkvartering:

På denne tur skal du bo på det skønne 4-stjernede hotel Sao Miguel Park i Ponta Delgada. 

Transport:

Der tages forbehold for ændringer i flyruter og -tider. De endelige flyruter og -tider sendes sammen med flybilletten senest 3 dage før afrejse. Bemærk at flytider er i lokaltid.

Forventede flytider:
1/10: Billund → Ponta Delgada  Kl. 08.30 – 11.30
8/10: Ponta Delgada → Billund  Kl. 12.30 – 19.20

Dorthe og Kaare har været guider for Rubys Rejser på Azorerne på indtil nu 10 vandreferier. De er samtidig aktive turledere i DVL Viborg og er garant for en fantastisk tur!

Azorerne er kendt for sin termiske aktivitet.

Mødested på kort

Indlæser…