Vandretur på Harrild Hede


Kom med på vandretur i et dejligt hede landskab, med vidtstrakte lyngområder, hede moser, bæk og å.

Omkranset af en gammel nåleskovsplantage med små trampestier.


Sværhed: Blå/4-5/13

Vi mødes på p. pladsen ved Harrild Hede Naturcenter. Her er god plads til bilerne, fine toiletforhold og overdækket frokoststed med flere bord- bænksæt. På væggene hænger flere spændende plancher om naturen og historien i området. Området er kendt for sin store mangfoldighed af kronvildt. Her lever firben og hugorme, planter specialiseret til området, og talrige fuglearter.

Herfra begynder vores vandretur, og vi finder tæt på centret den livlige og hurtigstrømmende Holtum Å, som vi følger det første stykke af vores vej. Vi ser ikke odderen, men den lever her i bedste velgående. Åen er leveringsdygtig med rigelige mængder af fisk. På et tidspunkt finder vi en lille bro over åen, og herfra går turen ind i et noget mere tørt område, efterhånden som vi nærmer os heden.

På heden følger vi små og større stier, der viser os vej igennem det meget store lyngområde, som ligger omkranset af gammel plantage.

Snart skal vi over endnu et vandløb. Denne gang en bæk ved navn Kvindebæk. Også et rent og hurtigstrømmende vandløb.

Midt ude på heden kommer vi forbi nogle små forsøgsmarker. Her ser man resultatet af forskellige dyrkningsmetoder og måder at behandle lyngen på.

Flere steder på heden ligger de næringsfattige hedemoser. Sådan veksler naturen på heden, så vi hele tiden ser noget nyt.

Vi går på et tidspunkt i et bredere spor, som er meget sandet. Det virker lidt som en hulvej. Det kan være noget besværligt at bevæge sig i, men der ligger heldigvis en fin lille fast sti på siden. Så håber vi rytteren og hesten bliver nede i sandet og lader stien ligge i fred.

Vi bevæger os stadig rundt i et overvejende fladt område; men der er dog højdeforskelle, og vi kommer til et par steder, der rager op over resten af området, og får et kig til stierne fremad og bagud.

Nu vender vi retning over mod plantagen. Vi følger en grusvej over til en gammel fin skov, og her går vi på hyggelige små skovstier. Det bliver kun et lille hjørne af skoven, snart går vi ud i skovbrynet og følger kanten af heden igen.

Resten af turen veksler lidt med hede og plantage, små stier og større grusveje.

Sluttelig får vi den smukke sti: her møder vi Kvindebæk i et hjørne. Lige efter går den lille sti ind imellem to små skønne søer og så skal vi over Kvindebæk for anden gang på turen.

På det sidste stykke, går vi via en grusvej igennem det sidste stykke med plantage.

Gæster 30 kr.
Hunde må ikke medtages.

Mødested på kort

Indlæser…