Vandring på Mullerthal Trail i Luxembourg
I foråret 2023 havde turleder Grethe Aagaard og Bente Frænell en feriegruppe med til Luxembourg, hvor Mullerthal Trail bød på tre ruter med hver sit særpræg.
Af Annette Lindorff
På vej ind over Luxembourg sad vi i det lille propelfly og fløj over flere store skovområder. De hemmeligheder – kløfter, slugter, sprækker og klippeformationer – som Mullerthal gemmer, kunne vi ikke se fra luften. Og wauw, de var værd at vente på.
Vi blev mødt af en fin treretters gourmetmenu på vores hotel Bel Air, som ligger cirka 2 km udenfor den ældste by i Luxembourg, Echternach. Et stisystem førte lige ned til byen. Vi var også beriget af et stort busnetværk lige udenfor vores hotel, endda ganske gratis.
Hele Mullerthal Trail er opdelt i 3 områder, og vi skulle gennem vores ugelange vandring gå i dem alle.
Klik på billederne for at se dem i fuld figur:
Husk stave
Den første vandretur udgik fra byen Wolpert. Vi gik på gode stier, et godt underlag, mest gennem skov. Nu fik vi med egne øjne oplevet de enorme klippeformationer, de sjove huller og krummelurer i klipperne og de hyggelige træbroer over små vandløb. Naturen var i fuld gang med at springe ud, smukt. Dagens buzzwords var: ”Husk stave” og ”mest lige ud”.
Flere fra gruppen afsluttede den første vandredag med lækre aspargesretter i Echternach, som er en hyggelig by med flere gode madsteder og en flot kirke, Basilica Echternach.
På den anden vandredag startede vi i byen Mullerthal. Igen en dejlig bustur gennem det flade smukke landskab, hvor træer og buske var i fuld gang med at springe ud i smukke forårsfarver. Vi gik i et meget smukt og kuperet terræn, hvor vi kom forbi talerstolen, amfiteatret og sneg os igennem fantastiske klippeformationer og sprækker som majestætisk rakte mod himlen. Der var godt gang i snakketøjet på turen og en god stemning i gruppen.
Den tredje vandredag – fra Consdorf til Beaufort – startede med dejlig solskinsvejr, og vi var så parate til at opleve mere. Her kom vi igennem Heringer Millen, som er et stort område, hvor lokalbefolkningen og turister mødes. Forbi vandfaldet Schiessentumpel, som flere andre ville besøge samme dag. Den sidste del af turen blev en fantastisk oplevelse langs mark, eng og vandløbet Schwarze Ernz. Bodil og Jytte, vores faste botaniker, viste os blandt meget andet – elfenbenspadderok. Det, at kunne se ud over vidderne – udsigten, kan også noget mentalt. Stigningen hen til bussen gav lige lidt ekstra i bentøjet. Heldigvis kunne ”den lokale bums” anbefale en lokal honninglikør, mens vi ventede på næste bus.
Dagens buzzwords var: ”Tjek byen hvor bussen går til” og ”husk stave”.
Find din næste DVL-ferie her
Fotogen gammel bydel
Fjerdedagen var afsat til en tur til Luxembourg by. Vi valgte alle at gå direkte til turistinformationen, og sammen gik vi en fælles byvandring rundt til byens seværdigheder. Der var mange muligheder for gode fotospots undervejs i den historiske gamle bydel, og vi fik set vagtskifte udenfor Storhertug Henri af Luxembourgs palads. En dejlig dag med historie, spisning i byen og shopping.
Næste dag udgik vandreturen fra Moersdorf, og vi skulle gå tilbage til Echternach, den længste vandretur på omkring 20 km. Endnu en fantastisk vandretur i høj solskin og dejlig stemning i vandregruppen. Vi gik i et meget varieret landskab. Især smukt da vi skulle holde frokostpause ved den lille skønne kirke Kapell Giischterklaus med flot udsigt og hurtige firben som slikkede solskin på kirkemuren. Her blev vores sandwich indtaget. Dagens buzzword var: ”Seje deltagere med gode ben” og ”hvide sandwichbrød”.
Dyreliv og gourmetmad
Så nåede vi desværre allerede til sidste vandredag fra Larochette til Beaufort. Det skulle for de fleste blive til en stor dyredag. Vi blev beriget af at se en stor flok vildsvin med unger løbende gennem skovbunden, vi så rød glente, en stor krabat af en bi og sommerfugle i farverne orange/gul. Shortsene var fundet frem hos flere af deltagerne, mens solen bagte ned. Terrænet var meget varieret med mange gode udsigter og selvfølgelig trapper.
Vi afsluttede vandreferien med fælles middag på vores hotel – fine gourmetretter.
Der var bred enighed om, at vi alle havde haft en fantastisk vandreuge med mange skønne oplevelser, naturspots, skønt vejr, en mangfoldighed af turdeltagere og med to kompetente og hyggelige turledere.
En stor tak til Bente og Grethe.
Hvad kan man så forlange mere.