Den lange vandring er det mest eventyrlige

Vi skal skifte gear og finde tilbage til gangtempoet. Det mener Mikael Kamber, der netop er udkommet med en bog, som belyser både de fysiske og mentale fordele ved det, vi er skabt til. Nemlig at gå. 

Mikael Kamber går i skoven. Foto Kim Vadskær

Mikael Kamber går i skoven. Foto Kim
Vadskær

Af Kristine Buske

Mikael Kamber satte sig ikke ved skrivebordet en dag og tænkte ”Nu vil jeg skrive en bog om at vandre.” Siden han var dreng, har han været drevet af nysgerrighed. Hvis noget optager ham, når han altid et punkt, hvor han bare må formidle det videre. Under corona-krisen begyndte han at lave gående foredrag i små grupper, hvor det at gå var temaet. Han fandt hurtigt ud af, at det var ’verdens rigeste emne’, og pludselig havde han samlet så meget viden fra bøger og videnskabelige artikler, at der ikke var plads til alle hans noter i foredragene. Det var her, at bogen ”Gå godt – en bog om trivsel, eksistens og gangarter” måtte skrives. 

– Jeg var optaget af at skrive en bog, som både fokuserede på de fysiske og mentale fordele ved at gå og på de eksistentielle elementer med, og som trækker spor helt tilbage til menneskets udvikling. For at det ikke blev en rodebutik, er bogen bygget som en fortælling, hvor jeg begynder tilbage ved skabelsen og bevæger mig frem. Undervejs får jeg selskab af forskellige inkarnerede fodgængere, eksempelvis Bente Klarlund og Rane Willerslev, som tilfører hver deres perspektiv, fortæller Mikael. 

Genfind gangtempoet 

Bogen belyser et paradoks. Biologisk er vi optimeret til at gå. Alligevel går vi i dag mindre, end vi nogensinde har gjort før. Vi haster rundt til hverdagens gøremål, men har glemt gangtempoet – det tempo, vi er skabt til. Og når vi glemmer det, så øger vi risikoen for livsstilssygdomme og stress. 

– Det er, når vi går i gangtempo, at vores sanser virker bedst. Her kommer vi i samklang med verden, og der opstår fine og dybe refleksioner undervejs. Når vi går ude i naturen, opdager vi også, at vi ikke har brug for alt vores skrammel derhjemme. Vi behøver ikke andet end et par sko og os selv, siger han og tilføjer: 

Hverdagen er en running sushi-buffet fuld af kunstige stimulanser. Men når vi går en tur, stopper samlebåndet pludselig, og vi begynder i stedet at sanse og mærke livet.
Der er noget særligt ved at være til stede i den nøgne eksistens, og det kan en gåtur hjælpe os med. Derfor håber jeg også, at man får lyst til at gå, når man har læst min bog og finder tilbage til det, der er vores biologiske behov.
 

Eventyret starter der, hvor du er 

For Mikael er gåture en fast del af hverdagen. Han går flere gange om ugen med sin kone Annette – typisk 10 kilometer. Både inde i København og ude i den smukke natur, f.eks. på Amager Fælled. Men han holder også af de lange ture, som ifølge ham er en helt særlig disciplin. 

– Den lange vandring er for mig det mest eventyrlige, du kan opleve. Du behøver ikke en speedbåd, en helikopter eller en guldkaret. Det magiske sker, når du bliver ét med landskabet. Der kan dukke en tanke op én dag, og næste dag ser du et sjovt skilt eller en skarv, som flyver på en bestemt måde, som får dig til at bygge videre på tanken, forklarer han. 

Mikael har foretaget flere bjergvandringer blandt andet i Pyrenæerne og Alperne, men da han skrev Gå godt-bogen, opdagede han, at de vildeste vandreeventyr lå lige for næsen af ham. 

– Jeg tænkte først, at jeg ville afslutte bogen med en vandring på Caminoen i Spanien, men det gik op for mig, at det ikke ville være det rigtige at gøre i en bog, der handler om at være til stede lige der, hvor du er. I stedet startede jeg i mit køkken og gik derfra. Jeg opdagede, at de mest eksotiske eventyr kan ligge lige uden for døren. Når du kender sproget, kulturen, naturen, historien og ikke har udfordringer med at finde vej, har du enormt gode forudsætninger for at tage imod det, du møder på din vej. Det gør det nemmere at finde ind til din indre rejse. Jeg vil fortsat tage på lange vandringer til udlandet, men basen bliver lige, hvor jeg er; hjemme i Danmark, siger han.  

Tænker bedst i naturen 

Mikael er medlem af Dansk Vandrelaug. Først og fremmest for at få bladet, men på sigt ser han også sig selv gå med på nogle af turene. Helst de ture, hvor han kan lære nyt. Om historie, flora, fauna og kultur. 

– Jeg tror på, at når man får viden om de omgivelser, man møder, imens man går, kommer man dybere ind i den sansende oplevelse. Der tilbyder vandrelauget flere ture, som kunne være interessante for mig, fortæller han. 

Men det er ikke kun privat, at Mikael bruger gåturene aktivt. Det er også hans bedste redskab i processen, når foredrag og bøger tager form. 

– Når jeg skal tænke, går jeg ud i naturen. Hvis jeg for eksempel skriver en bog, er det her, at årsagssammenhænge og formuleringer kommer på plads. Det giver mig ro og inspiration til at skabe nye tankegange i hovedet. 

Gå godt af Mikael Kamber

Forfatter: Mikael Kamber
Titel: Gå Godt – en bog om eksistens, trivsel og gangarter
Omfang: 272 sider
Forlag: Politikens Forlag, 2022
Pris: 250 kr.


Find vej til flere bøger med fokus på vandring