Vandreferie til Abergavenny og Brecon Beacons National Park i Wales FULDTEGNET

Turbeskrivelse: En 9-dages vandreferie i Wales på den smukkeste årstid med blomstrende lyng. Vandring i en meget varieret og enestående natur med lave bjerge, brusende floder, søer, kløfter og dale.

 

Turbeskrivelse: Wales er det mindste af de tre lande, der udgør Storbritannien. Mange forbinder Wales med sang, får og stednavne, der har så mange konsonanter, at de må være umulige at udtale. Men Wales er også enestående smuk natur med ikke mindre end tre nationalparker og fire områder, der er erklæret som ”Area of Outstanding Natural Beauty” på et areal, der er lidt under halvt så stort som Danmark.

I den sydlige del af Wales ligger Brecon Beacons National Park, som blev etableret i 1957. Her finder vi et utroligt afvekslende landskab med lave bjerge, smukke dale og brusende floder med mange små vandfald, som giver mulighed for unikke naturoplevelser. De traditionelle britiske trampestier kombineret med større afmærkede vandreruter giver os fremragende muligheder for at opleve landskabet til fods.

Ved nationalparkens østlige udkant, tæt på grænsen til England, finder vi den lille markedsby Abergavenny. Det er hér vi bor på hele turen. Byen har rødder tilbage til romertiden og de smalle, krogede gader i bymidten vidner stadig om en tid, hvor bilen endnu ikke havde plads i bybilledet.

Turlængde: 96 km

Sværhedsgrad: Skifter fra dag til dag (let-moderat-stykvis anstrengende).

Udrejsedato og -sted: 10.08.2024 kl.: 09:00 Kastrup Lufthavn

Hjemrejsedato: 18.08.2024 kl.: 22:30 Kastrup Lufthavn

Tilmeldingsfrist: Fra d. 10.01 2024 kl. 18:00 t.o.m. d. 20.03.2024 kl. 23:59. Tilmelding sker ved at trykke på TILMELD nederst på siden og derefter følge skærmens anvisninger. 

Minimum antal deltagere: 14

Maksimum antal deltagere: 14

Pris i DKK pr. person: 12.500,00 kr. i delt db. værelse. Depositum på 7.500,00 kr. skal betales ved tilmelding med Dankort, Visa/Dankort, MasterCard eller Mobilepay. Restbetalingen på 5.000,00 kr. skal betales senest den 01.04.2024. Der udsendes separat opkrævning på restbetalingen cirka 3 uger før betalingsfristen. Prisen inkluderer flyrejse Kastrup – Cardiff t/r, busrejse til Abergavenny t/r, ophold i delt 2-sengsværelse inkl. morgenmad, 5 x aftensmad (uden drikkevarer), daglig transport i offentlig eller egen bus til og fra vandrestien, en vinsmagning og entré til Big Pit National Coal Museum. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen og sidste måltid er morgenmaden på afrejsedagen. Prisen inkluderer ikke frokost, 3 x aftensmad og drikkevarer. Tillæg for evt. enkeltværelse: 1.600,00 kr., som ligeledes betales ved tilmeldingen. Da der er et begrænset antal enkeltværelser, tildeles efter 'først til mølle'.

Turledere: Grethe Aagaard Tlf.nr. 2712 4360 og Ma-Lou Cooke Jarlø Tlf.nr. 2680 2396 (efter kl. 17). 

Medbring: pas, det blå sygesikringskort og rejseforsikring. Storbritannien er IKKE medlem af EU længere. Derfor bør du checke at din rejseforsikring og dit mobilabonnement dækker.

Vi holder informationsmøde og prøvetur for deltagerne 21.04.2024 fra kl. 09:00 på Kultorvet 7, 1175 Kbh. K. Vandretur i rask tempo ca. 17 km fra Farum St. til Lyngby St., hvor vi slutter ca. kl. 17. Nærmere herom senere (se evt. i programmet).

Bemærk venligst afbestillingsbetingelserne. Disse fremgår af vore Handelsbetingelser, som ligger under OM OS, på DVL-Københavns hjemmeside https://dvl.dk/koebenhavn/ og som desuden vises for din accept i forbindelse med din bestilling af rejsen. 

PROGRAM

TILMELD

Mødested på kort

Indlæser…