En usædvanlig vandring fra Viborg til Rom
Dorthe Carlsen har vandret cirka 3.500 km gennem Europa i etaper over en periode på 5 år. Fra Domkirkepladsen i Viborg til Peterspladsen i Rom. Hvordan idéen opstod, og hvilke oplevelser og erfaringer hun fik undervejs, fortæller hun her.
Af Dorthe Carlsen/Lotte Irlind
Ideen kom som et indfald, men måske var det ikke helt så tilfældigt, som det kunne se ud.
Jeg trænede op til at cykle med Rynkeby til Paris og krydsede tit Hærvejen. Den måtte jeg undersøge nærmere. Jeg klikkede lidt rundt på hjemmesiden og ramte et link til et kort over de største vandrestier i Europa.
Da jeg så det, tænkte jeg: Det der ligner et eventyr! Der må jeg ned!
Fra chefkontor til vandring i Europa
På det tidspunkt var jeg topchef i mediebranchen. Mine dage gik med møder, estimater, budgetter og benhårde forhandlinger i en trængt branche, og det handlede rigtig meget om besparelser og effektiviseringer. Så det frirum, jeg anede i kortet over europæiske vandrestier, gav mig færten af frihed og af, at alt ikke skulle være så kontrolleret og planlagt. Det kunne jeg ikke formulere dengang, men jeg lavede et sæt dogmeregler for mig selv:
- Jeg måtte ikke planlægge noget.
- Jeg skulle gå alle skridt, alle meter.
- Jeg måtte gerne sejle over en flod eller sø. Også gerne på en flod.
- Jeg skulle gå, når jeg havde mulighed for det for arbejde og familie – jeg har mand og fem børn.
- Det måtte ikke blive en stressfaktor.
(Klik på billederne for at få dem i fuld størrelse)
Hvorfor Rom?
Min vandreerfaring var begrænset til en uge i Toscana med all inclusive og nogle dagsture i Piemonte, Sverige og Norge.
Hvorfor jeg spontant valgte Rom som mål, ved jeg stadig ikke. Det kom bare til mig. Men jo tættere jeg kom på byen, desto mere mening gav det for mig.
Jeg gik mod Peters grav, som tusinder gennem tiden, havde gjort før mig. Jeg blev en del af et fællesskab. En bevægelse gennem 3.500 km har sat spor i mig. Det er uundgåeligt. En ny åbenhed. En ny nysgerrighed. En ny søgen var en del af det, jeg havde med hjem i rygsækken. En indre forandring, der ikke er færdig – kun lige begyndt.
Ensomhed og fællesskab
Jeg gik ad ruten E1 gennem Danmark, Tyskland, Schweiz og den nordligste del af Italien. På den strækning mødte jeg ingen andre vandrere. Jeg så folk, der luftede hunde. Folk der gik en tur om søndagen. Men jeg mødte ikke andre, der gik med oppakning og var på vej fra A til B.
Jeg mødte dog Christiane i Schweiz, der vandrede med sin hund Ginger. Vi fulgtes ad en dags tid, så skulle hun hjem.
Syd for Milano drejede jeg ind på Via Francigina, og her mødte jeg en helt anden form for vandring og en for mig ny følelse af fællesskab og kærlighed til det at vandre. En kærlighed og samhørighed – på tværs af nationaliteter, erfaringer, køn og alder.
Læs også At vandre med rygsæk som eneste bagage
Jeg mødte mange fantastiske mennesker på min vej. Caroline fra Schweiz er nok den, jeg blev tættest knyttet til. Hun gik også alene. Vi gik stort set aldrig sammen, men mødtes på herberger og på de pilgrimsrestauranter, vi stødte på undervejs. Vi holder stadig kontakten med små beskeder på sociale medier.
Men der var mange andre: Tom fra England, Jan fra Holland, Oliver fra Østrig. Alle med en historie og en årsag til at gå langt. Spændende!
Og for at være helt sikker på at genoptage ruten præcis dér, hvor jeg slap etapen sidst, skjulte jeg en sten et sted. På den måde sikrede jeg, at intet af ruten blev sprunget over.
Min yndlingssten, en hjerteformet rombeporfyr, mistede jeg under corona-pandemien, hvor jeg havde gemt den i et træ, der voksede sig sammen om det lille hjerte, mens verden var lukket ned.
Blev du ikke ensom?
Jeg følte mig ikke ensom på min vandring. Det gik hurtigt op for mig, at jeg har det meget godt i mit eget selskab. Jeg kommer hurtigt ind i daglige rutiner: Stå op – pakke rygsæk – spise morgenmad – proviantere – gå – spise frokost – gå, gå, gå – spise aftensmad – sove. Dagene bliver ens. Der er ikke meget at tage stilling til. Og netop dét giver plads til nye tanker, nye ideer og et gensyn med mit liv.
En uventet hændelse
Undervejs på min vandring blev jeg fyret i forbindelse med et virksomhedssalg. Jeg var 63 år. Jeg vidste godt, at min telefon ville være helt tavs. Det var en stor sorg for mig at skulle sige farvel til et arbejdsliv, jeg holdt virkelig meget af. Og som jeg har engageret mig i 100 %. Så meget af min alene-vandring gik med at bearbejde den sorg.
Men jeg tænkte også på, hvad der har givet mig størst glæde i mit liv: Det er andre mennesker. Det er børn. Det er meningsfulde fællesskaber. Det er livet. Og så er det at sige et højt rungende ja – til både det søde og det svære liv. Begge dele hører med.
At vandre alene – og som kvinde
Jeg har kun oplevet det som meget positivt at vandre alene. Der har ikke været episoder, hvor jeg har følt mig udsat på nogen måde. Det faldt mig slet ikke ind, at noget farligt kunne ske.
Min yngste datter blev dog pludselig utryg. ’Hvad nu hvis du falder, mor?’ Så vi lavede en aftale om, at jeg sendte dagens rute til min mand om morgenen, når jeg startede min vandring. Og i øvrigt sendte jeg en selfie, når jeg gik, og når jeg var kommet frem til mit næste logi.
Som kvinde? Det er også et af de spørgsmål, jeg tit får, men som jeg ikke har tænkt på. Jeg har efterfølgende reflekteret over, at det måske handler om, at det slet ikke ligger til mig at se problemer, før de opstår. Jeg er ikke dumdristig. Bare grundlæggende tillidsfuld. Jeg har kun mødt gæstfrihed, venlighed, nysgerrighed og åbenhed.
En spøjs oplevelse
Jeg mødte en naturistvandrer, lige før jeg kom til Lüneburger Heide syd for Hamborg. Jeg kom gående af en lang, helt lige skovsti, da jeg så en kvinde i rosa træningsdragt træde ud på stien et godt stykke foran mig. Vi gik samme vej. Hun havde et sort net i hånden, så jeg tænkte, at hun havde været ude at plukke hyldeblomster. Det var nemlig den tid på året. Vi gik sådan nogle kilometer. Der var nogle småbakker, så jeg så hende on and off.
Jeg blev opmærksom på, at hun vendte om, og gik nu mod mig. Efterhånden som hun kom tættere på, gik det op for mig, at det ikke var en kvinde i rosa træningsdragt. Det var en mand, og han havde ikke noget tøj på!
Så lavede jeg en hurtig risikovurdering. Er det her farligt?
På et splitsekund havde jeg min analyse klar. Jeg gik et meget ensomt sted. Jeg havde ikke mødt nogen de seneste 15 km. Hvis manden var kinky, og ledte efter en middelalderlig kvinde, der var alene, ville han ikke lede i en stor skov, hvor chancen for at møde nogen var lig nul. Da vi fik øjenkontakt, sagde han: ’Nicht gefärlich’ – eller noget lignende. Og så sagde jeg bare lidt overrasket: ’Nein, nein, gut, gut. Auf wiedersehen’. Og så gik vi forbi hinanden.
Jeg fik heldigvis et billede af ham, for hvem ville tro på den historie uden dokumentation.
Fysiske og mentale udfordringer
Visse dage var benhårde. Jeg gik fra logi til logi – mellem 18 og 42 km om dagen. Inden jeg kommer ind i gå-rutinen, kan jeg have rigtig mange sorte dage – især den berømte tredje dag: Hvorfor gør jeg dog det her? Hvorfor tager jeg ikke bare bussen til næste by? Verdens dårligste idé at skulle gå til Rom!
Men det letter jo.
Når jeg vender snuden hjemad igen, så tænker jeg: Ahhh, kunne jeg ikke gå en uge mere? Og det handler jo om, at det er så befriende for mit sind at leve det helt enkle liv, hvor jeg ’kun’ har ansvaret for mig selv. Hvor dagens store spørgsmål er: Hvor jeg kan finde et godt sted at spise min frokost?
Det frigiver plads til nye tanker og ideer, men også et gensyn med mit liv og alle de mennesker, jeg har mødt og kendt – og selvfølgelig også dem, jeg stadig kender. Jeg kan gå en hel dag uden at redegøre for, hvad jeg har tænkt. Men jeg har været til stede. I nuet.
Mit næste store vandremål
Jeg har en nyt vandremål klar og fortsætter med samme dogmeregler. Ingen krav. Ingen forventninger. Ingen stor planlægning.
I oktober 2025 tager jeg tilbage til Rom, og går sydpå mod Napoli. Derefter på ø-hop mod Palermo. Videre til Sardinien og Korsika og ind i Frankrig mod Nice eller Marseilles. Derfra går jeg hjemad.
Hvilken rute?
Det må tiden vise … Men du kan følge ruten i Dorthes Facebook-side På vej fra Rom
Praktiske råd
Smid alt overflødigt ud af rygsækken. Man behøver ganske lidt.
Bestil overnatning på forhånd – hvis der ikke er herberger.
Støvlerne skal passe perfekt fra dag ét. Man kan ikke gå dem til.
Det er praktisk at have uld tættest på kroppen.
Fra Viborg til Rom
Turen begyndte fra Domkirkepladsen i Viborg i foråret 2016, og Dorthe Carlsen nåede frem til Peterspladsen i Rom den 2. november 2024. Corona lukkede Tyskland i to år, mens hun var optaget af arbejde og familiebegivenheder ét år.
Hun var altså 5 år om at gennemføre sin etapevandring.
Om Dorthe Carlsen
Journalist med over 40 års erfaring fra mediebranchen.
I dag er Dorthe selvstændig konsulent og foredragsholder, hvor hun bl.a. deler erfaringer om sin karriere og sin vandretur til Rom.
Dertil kommer, at Dorthe i samarbejde med FOF København-Nordsjælland holder vandrekurser og events – blandt andet ‘vandre-talks’, som kombinerer en gåtur med en talk med mennesker, der har noget på hjertet, der vedrører vandring.
Kontakt Dorthe Carlsen på dorthecarlsen@gmail.com eller tlf.: 2129 6916.
Og så er Dorthe medlem af Danmarks største vandrefællesskab – Dansk Vandrelaug.
Derfor er det godt at gå i naturen
Lektor Dorthe V. Poulsen forsker på Københavns Universitet indenfor ’Sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed’.
Hun forklarer, hvis du vælger at tage ud i naturen, bliver din hjerne belønnet ved, at du fysisk fjerner dig fra de situationer, der stresser dig.
Naturen er fascinerende og meningsgivende, og man kan bruge den til at se sig selv i en større sammenhæng.
Om der er tale om en lang vandretur gennem i Europa eller mindre ture på en halv til hel time ude i en skov, er helt op til den enkelte person, siger hun.