Hareskoven – test af 6 km vandrerute

I Hareskoven kan man vandre en rute på 6 km. Det er en tur med masser af sving og gule prikker til at føre en gennem den gamle smukke skov med indslag af nogle virkelig gamle træer.

Gammelt egetræ i Hareskoven

Skrædderen er et meget gammelt egetræ i Hareskoven med en imponerende størrelse.

Af Majbrit Søgaard

I den del af Hareskoven som hedder Lille Hareskov, kan man vandre en rute på 6 km.

Det er en tur, der er sjov at vandre, da her er mange sving og tilhørende gule rute-prikker til at føre en igennem den gamle smukke bøgeskov.

Vandreturstester

I videoen kan du se vandreturstester Majbrit Søgaard, som hun går ruten, og hvad hun oplever undervejs, som er særligt for turen.

Om ruten

Lille Hareskov er et interessant område, da skoven her er gammel og der er flere eksempler på meget gamle træer.

På ruten kommer man for eksempel forbi det gamle egetræ Skrædderen, som imponerer med sin størrelse og alder. Den ses i øverste billede.

Men også bøgetræerne imponerer i størrelse.

Gamle bøgetræer i Hareskoven
I Hareskoven kan man opleve meget gamle træer og flere eksempler på dødt ved til gavn for biodiversiteten.

Skoven er i gang med at blive omlagt fra ren produktionsskov til mere naturlig skov.

I en mere naturlig skov vælger man bevidst at lade en del døde træer og store stammer blive i skoven til glæde for organismer knyttet til dødt træ.

Tøndersvamp på bøgestamme
Flotte frugtlegemer af den trænedbrydende tøndersvamp på en meget stor bøgestamme.

Sådan kommer du hertil

Med bil og på cykel

Der er flere parkeringspladser ved Hareskoven/Lille Hareskov, blandt andet på en parkeringsplads, der ligger på:

  • Fægyden / Gammel Jagtvej
  • 3500 Værløse

Herfra er der 700 m til ruten, så antal vandre-kilometer i alt når op på 7,4 km.

Med det offentlige

Du kan enten tage S-toget til Hareskoven S-togsstation (linje B mod Farum St.) og så gå ned til ruten. Det er 1,4 ekstra kilometer hver vej (8,8 km i alt).

Rutebeskrivelse

Gul rute i Hareskoven
Gul rute i Hareskoven. Her markeret med rødt. Den er cirka 6 km i sig selv. Fra p-pladsen er der 700 m og fra stationen 1,4 km til ruten.

Det er den gule sti, som man skal følge, som er rød på ovenstående kort.

Hvis du vil have en turfolder, så kan du finde den på Naturstyrelsens hjemmeside her.

Vandreturs-testerens vurdering af ruten

Ruten kan anbefales, fordi den går gennem den flotte bøgeskov og forbi eventyrligt gamle træer.

Desuden kan ruten anbefales, fordi den er nem at komme til med offentlig transport. Dog skal man tillægge 1,4 km gange to fra stationen til ruten, hvis man tager det offentlige, så ruten lander på 8,8 km i alt.

Det er en tur, der snor sig gennem skoven, men ruten er virkelig godt afmærket, hvilket gør den nem at vandre.

Gul vandrerute i Hareskoven
Den gule vandrerute i Hareskoven er usædvanligt godt markeret.

Da det går lidt op og ned, så anbefales ruten kun til dem, som er godt gående og barnevogn frarådes.

(Hvis du har brug for en tur med gode, brede barnevognsvenlige stier, så tag til Jægersborg Hegn i stedet og gå den blå kløversti.)

Læs mere

Hareskoven er et stort område, som du kan læse mere om her på Naturstyrelsens hjemmeside.

Hvis du vil have børn med ud at vandre, eller vil gå en lidt kortere rute, så kan du prøve denne:

 

Hareskoven for børn – videoinspiration til 3 km gåtur

 

Tak til Friluftsrådet

Dette videoprojekt er støttet af Friluftsrådet. Formålet med projektet er at vise gode vandreruter i Københavns bynære natur.