Historien bag bogen Sønderjylland
I Sønderjylland kan man vandre i natur og landskaber som ingen andre steder i Danmark. Det fortæller vores formand Christine Riis om i et portræt fra bogen Sønderjylland udgivet af L&R.
Redaktør Truels Præstegaard Sørensen var i gang med at redigere en bog om Sønderjylland, og ledte derfor efter historier og billedmateriale, der kan fremvise og præsentere de smukkeste naturperler på egnen, og her fandt han Dansk Vandrelaug Sønderjylland særlig interessant.
Lidt om bogen overordnet: ”Sønderjylland” er en billedbåret bog med cirka 10 essays af kendte danskere og en række portrætter af mennesker, der lever og arbejder på egnen. Et eksempel på en kendt essayist er forfatter Anna Elisabeth Jessen. Eksempler på mennesker fra Sønderjylland er bl.a. vores formand i DVL Sønderjylland, Christine Riis, der også medvirker i bogen.
Bogen er fjerde bind i Lindhardt og Ringhofs landsdelsserie, hvor bøgerne om ”Vesterhavet” (2017), ”Bornholm” og “Limfjorden” (2019) er udgivet.
Redaktøren interviewede vores formand om det at vandre i vores smukke sønderjyske landskab. Det blev til et portræt af Christine hvor hun fortæller om hendes oplevelser ved at vandre.
Desuden havde redaktøren fået øje på vores hjemmeside der rummer en større samling af spektakulære billeder fra både Sønderjylland og Sydslesvig. Her fandt redaktøren og turlederne Birte og Peter Steg frem til en bruttoserie på ca. 40 af deres billeder der kunne passe ind i bogen. I hård konkurrence med såvel professionelle fotografer, fotoklubber og andre private fotografer fik turlederne 4 billeder med i bogen.