Frørup Bjerge – Et paradis for flagermusene

Ud af Slesvig-Holstens 15 forskellige flagermusarter findes de 9 her i skovene ved Frørup Bjerge. Der er sat et utal af flagermuskasser op rundt i hele området, og et forladt beboelseshus er blevet omdannet til en flagermuskælder, der giver dem rigtig gode muligheder for overvintring.

Vandrestier i Frørup Bjerge

Vandrestier i Frørup Bjerge

Frørup Bjerge, der ligger lidt syd for Flensborg, er et randmorænelandskab skabt under den sidste istid. Gletsjeren har her bevæget sig frem og tilbage flere gange, og har derved skabt et kraftigt kuperet landskab.

Trene

I den forbindelse har floden Trene fået sit karakteristiske knæk. Under istiden var Trene en smeltevandsstrøm der løb fra Træsø (tysk:Tressee) og tværs gennem Frørup Bjerge til sit nuværende forløb sydvest over. Med de mange gletsjerbevægelser blev dette forløb spærret, og den fandt en ny vej vest over til Oversø, hvor den danner et kraftigt knæk mod sydvest. Den nu tilbageblevne blindtarm af Trene blev til en lille bitte bæk ”Ihlseestrom” med sit udspring i Ihlseestrom sænkningen. Så sent som i 1600-tallet var sænkningen endnu en sø, hvor stednavnet Ihlsee typisk har sin oprindelse fra planten tagrør (plattysk: il) eller fra blodiglerne der levede i søen (plattysk: ihl).

Landskabet

Den sydlige del af Frørup Bjerge blev fredet i 1936, og er et sandt vandreparadis. Der er et utal af stier der går igennem flotte skovpartier, langs moser, hede og en enkelt skovsø op til Schmidts eng. Her ved Schmidts eng (tysk: Schmidts Wiese) kan man en varm sommerdag sidde på bænken ved søen, og iagttage den ene snog efter den anden der svømmer i søen. Dette vandreområde er meget populært at vandre i på grund af de mange forskellige landskabspartier – Nærmest et mosaiklandskab.

Øvre Trenelandskab

Frørup Bjerge er et kerneområde i et 1.674 hektar stort naturbeskyttelsesområde Øvre Trenelandskab (tysk: Obere Treenelandschaft). Derved er der mulighed for at vandre ud i et langt større område bl.a. rundt om Sankelmark sø og ned langs Trene mod Tydal.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Ejdersted – Med de 57 koge