Tilbage til urskoven med vold og magt

Smadremænd er sluppet løs i Pamhule Skov mellem Vojens og Haderslev. De brændemærker, fælder, flækker, trækker træer op med rod og skærer barken af gamle, sunde træer.

Ny skovsø i Pamhule Skov.

Ny skovsø i Pamhule Skov (Foto: Peter Steg).

– Det hele skal nok blive godt, beroliger Naturstyrelsen på opslag i skoven.

Det omfattende “hærværk” kaldes veteranisering. Det vil sige, at forældelse af skoven fremskyndes.

Pamhule Skov er blandt de 24 statsskove på næsten 9.000 hektar, der er udlagt som urørt skov. I Pamhule betyder det, at den kommercielle skovdrift er ophørt på et samlet skovareal på 337 hektar. I forvejen var en del af skoven udpeget som Natura 2000 habitat og fuglebeskyttelsesområde.

Vejen tilbage til urskoven omfatter også genskabelse af oprindelige skovsøer.

Traditionelle skovfolk græmmes over udviklingen, men biologerne har sejret.

En af Sydjyllands største skove er under forvandling med vold og magt.

DVL Sønderjylland guider dig på en tur i skoven under forvandling: Se ruten i bunden af artiklen

Udsigten over Hindemade til Haderslev.
Udsigten over Hindemade til Haderslev (Foto: Peter Steg).

Forvandlingen af skoven begyndte i starten af 1990’erne, da staten købte et eng- og moseareal ved foden af skoven, der kaldes Hindemade, udtales Hindemaj.

Dræn og en pumpestation blev fjernet, så 45 hektar af det samlede areal på 65 hektar blev oversvømmet.

Tørning Å, der løber igennem området, fik sit naturlige forløb tilbage, og der blev anlagt fem fugleøer i den genskabte sø.

Skoven blev for få år siden udlagt som fuglebeskyttelsesområde. Blandt skovens fugle er hvepsevåge, isfugl, bjergvipstjert, vandstær, grønspætte, flagspætte, sort spætte, ravn, fiskehejre, duehøg, musvåge, spurvehøg og rød glente.

 

Veteraniseret træ.
Veteraniseret træ (Foto: Peter Steg)

3.500 træer mishandles

Løvskoven Pamhule med høje bakker og dybe kløfter er blandt 32 skove i Danmark, hvor størstedelen af den kommercielle skovdrift skal ophøre, og det kan ikke gå hurtigt nok med at vende tilbage til den oprindelige urskov for at skabe levesteder for blandt andet biller, svampe og spætter.

3.500 træer i skovene er udsat for veteranisering. Nogle steder går Naturstyrelsen så vidt, at toppen af træerne bliver sprængt væk. De dødsdømte træer bliver liggende i skovbunden efterhånden som de falder om for at skabe insekthoteller i det rådnede ved. Selv en af de mest frygtede dyr i skoven, nemlig barkbillen, bydes indenfor.

Blandt de væltede, fældede og mishandlede træer lider andre træer druknedøden i nye skovsøer. Her er det EU Life Nature-projektet, der er på spil.

De gamle grøfter og dræn i skoven bliver fjernet, så oprindelige søer genopstår med vand fra skovens talrige kilder.

Indsatsen skal yderligere bidrage til den biologiske mangfoldighed. Søerne skal tiltrække arter som den store vandsalamander, løvfrø og store kærguldsmed.

Dødsdømt træ.
Barken er skåret af hele vejen rundt om stammen. Træet er dødsdømt (Foto: Peter Steg).

Naturnationalpark

Pamhule Skov var længe med i kapløbet om at blive til en naturnationalpark med vilde dyr.

Tanken var at indhegne en stor del af skoven og slippe 200 dådyr og 20 krondyr fra den tilgrænsende Haderslev Dyrehave løs i Pamhule Skov.

Sammen med stude skulle de græsse på engene ved Hindemade, så de ikke gror til. Engene rummer i dag en righoldig planteflora. Blandt de mere sjældne planter er kæmpestar.

Imidlertid mødte planen voldsom folkelig modstand og et flertal i byrådet i Haderslev Kommune trak et tilsagn om at støtte projektet økonomisk tilbage.

Derfor blev Pamhule Skov ikke en af de 15 nye nationalparker i Danmark.

Et naturligt angreb fra barkbiller.
Et naturligt angreb fra barkbiller (Foto: Peter Steg).

Sådan var det ikke i 1800-tallet

Omvæltningerne i Pamhule Skov er et opgør med mere end 200 års skovdrift i Danmark.

I 1805 dækkede de danske skove kun fire procent af landets areal.

Det fik kong Christian den 7. til at diktere fredskovforordningen, der også er blevet kaldt verdens første skovlov.

Forordningen skulle først og fremmest sikre, at skovarealet ikke blev yderligere reduceret. Derfor skulle hvert fældet træ erstattes af et nyplantet.

Kongens forordning lagde også grunden til en effektiv drift i skovene med tæt plantede træer i lige rækker, der fik træerne til at stræbe mod lyset med høje, lige stammer med få grene. Sumpede områder blev drænet for at give plads til træer.

I dag er 14,5 procent af Danmark dækket af skov.

Skovfoged Torben Ravn, Løgumkloster, er blandt de skovfolk som græmmes over omvæltningerne i skovene. Han peger på, at gavntræ er blevet en mangelvare, og at Danmark i stigende omfang må importere træ fra regnskovsområder i Asien og Brasilien, hvor man ikke nødvendigvis planter nyt, når man fælder. Han mener, at biller, sommerfugle og fugle har det lige så godt i rørt skov, som i urørt skov.

– At vandre i en velplejet skov er altid en fornøjelse. Det er det ikke altid i en urørt skov. Her ligger væltede træer til højre og venstre og skovens stier er ofte ufremkommelige. Den tilstand er efter min opfattelse en skandale og en hån imod de tidligere skovfolk, som ansvarsbevidst har passet disse skove, skrev Torben Ravn i et læserbrev i dagbladet JydskeVestkysten 16. maj 2021.

Vandreturen

Ruten i Pamhule Skov.
Ruten i Pamhule Skov.

Udgangspunktet for denne vandretur på knap 10 kilometer er parkeringspladsen ved Pamhule Skov, overfor Christiansdalvej 53, 6500 Vojens:

2. Drej til højre ad skovsti 100 meter fra parkeringspladsen.
3. Gå under motorvejen og fortsæt ad smal sti.
4. En gruppe af ødelagte træer.
5. Gå tilbage under motorvejsbroen. Flere ødelagte træer på venstre hånd.
6. Vælg første sti efter motorvejsbroen til højre.
7. Fortsæt ind på mountainbikestien op gennem en kløft, husk vigepligt for cyklister.
8. Tilbage på kørevejen ved Ustruphus.
9. Første sti til venstre overfor huset.
10. Nyanlagt skovsø.
11. Til venstre skimtes endnu en skovsø, væltede træer og et billeangrebet træ.
12. Ved flere flækkede og væltede træer, drej til venstre ad hjertestien og fortsæt gennem kløften langs Bibæk.
13. Tag trappen over åen på højre hånd. Hold til venstre efter trappen og følg den stejleste sti til Udsigten.
14. Et par skridt tilbage fortsætter ruten ad stien til venstre.
15. En stor nyanlagt skovsø.
16. Endnu en skovsø ved et stikryds. Følg stien nedad til venstre forbi flere søer.
17. Til venstre ved P-plads og hegnet til dyrehaven.
18. Porten til dyrehaven.
19. Til højre mod Hindemade, udtales Hindemaj.
20. Fortsæt lang Hindemaj, ved P-plads fortsættes lang engen tilbage til skoven og Christiansdal.

Hent GPS-sporet til mobiltelefon eller anden digital enhed på Outdooractive.
(Kræver oprettelse og login).

Udskriv ruten fra en PDF-fil.

Sværhedsgrad

Underlaget består af trampestier. Området er kuperet.

Turen er beskrevet og dokumenteret af Peter Steg og Jan Svanevik, Dansk Vandrelaug Sønderjylland. Artiklen er opdateret 25. marts 2022.

Kilder:

Haderslev Dyrehave

Naturnationalparkerne

EU LIFE projektet