Okseøerne og Sønderhav en perle på Gendarmstien

Dampskibet ”Alexandra” glider forbi Okseøerne i det smalle stræde ved Sønderhav. Siden 1989 har skibet været tilbage på Flensborg Fjord med offentlige ture på søndage i sommerhalvåret. Skibet drives af foreningen "Förderverein Salondampfer Alexandra e.V. fra Flensborg.

Dampskibet Alexandra

Dampskibet Alexandra

Dampskibet ”Alexandra” blev bygget i 1908 på værftet Janssen & Schmilinski i Hamborg, og blev døbt af Prinsesse Alexandra Viktoria til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksburg.
Før udbruddet af 1. Verdenskrig og i mellemkrigstiden blev skibet brugt som passagerskib på Flensborg Fjord. Under 2. Verdenskrig blev skibet bl.a. brugt som slæbebåd, og transport af flygtninge til større skibe der lå udenfor havnen i Gdynia. Skibet vendte tilbage til Flensborg under eventyrlige forhold i de sidste dage under krigen med 140 flygtninge ombord.
Efter krigen blev skibet primært indsat på ruten Flensborg-Lyksborg. I 1975 blev det taget ud af tjeneste, fordi det var blevet for dyr i drift. I de efterfølgende år voksede initiativet til at bevare dampskibet, hvilket mundede ud i grundlæggelsen foreningen til bevarelsen af skibet og en stor istandsættelse i årene 1987 – 1988.

Dronning Margrete den Første

Legenden vil vide at dronning Margrete den Første blev smittet med pesten under bøn ved Skt. Hjælper krucifikset den 14. september 1412 i Kliplev. Sygdommen kom til udbrud under hendes ophold i Flensborg, og hun flygtede derfor ud til Okseøerne, hvis mange hvidtjørne formodedes at have en gunstig virkning på sygdommen. Imidlertid dør hun enten på en af Okseøerne eller på et skib i Flensborg Fjord den 28. oktober 1412. Hendes lig bliver først stedt til hvile i Sorø og et år senere overført til Roskilde.

Hvidtjørnens ældste germanske navn var ”haga” eller ”hagan”. Det refererer til begreber som pleje, værne eller skjule, der igen er beslægtet med ordene: have (oldnordisk ”hagi” = indhegnet græsning), hæk, hegn eller hæge om. De talrige skarpe torne skulle holde folk og fæ på afstand som f.eks. værner om gravsteder.
Da man på den tid mente, at pesten gik over landet som en lille grå mand, en sort dreng eller en hvidklædt kvinde (”pestfrue”) dvs. en personifikation af sygdommens dæmoniske natur, troede man at hvidtjørnen med dens mange torne kunne holde pesten på afstand – Deraf kommer begrebet Pesttjørn eller Pesttorn.

Sønderhav

I slutningen af 1800-tallet forandres det lille fiskerleje sig til et mondænt område med velhavervillaer, badehoteller og små sommerhuse. Området blev om sommeren besøgt af velhavende familier fra Hamborg, Lübeck og sågar Rostock. Hele dette miljø er intensivt beskrevet i den tyske forfatter Walter Kempowskis roman ”Aus grosser Zeit”, der er et enkelt bind i en tysk krønike på i alt 9 bind.
Villa Montevideo – Opført i 1889 af storkøbmanden Gustav Moeller fra Hamborg. Moeller var konsul for Uruguay, hvis hovedstad hedder Montevideo. Ifølge bogen ”Sundeved” af forfatteren H. E. Sørensen tilhørte Montevideo en overgang Adolf Hitlers stedfortræder Hermann Göring.
Villa Kloppenburg – Opført i år 1900 af købmand Kloppenburg fra Hamborg til sommerbolig. Blev i 1938 overtaget af ”Foreningen for sønderjyske krigsbeskadigede og faldnes efterladte” hvor det i de næste 40 år tjente som rekreationshjem. Fra 1981 blev huset anvendt som lejrskole for sønderjyske børn under navnet “I. P. Nielsen Hjemmet for sønderjyske børn”. I dag huser det Restaurant Bind.

Okseøerne

Okseøerne har i flere århundrede tilhørt stedet Frueskov, der har brugt øerne til græsning af kvæg – Deraf navnet. På et tidspunkt i starten af 1800-tallet bliver øerne solgt, og der starter en langsom bebyggelses aktivitet på øerne. I 1847 køber familien Isaack Store Okseø, og indtil 1982 ejede Isaack øen og drev et bådeværft og gæstgiveri på øen, men en større smuglersag satte en ende for ejerskabet. Isaack forsatte som forpagter frem til 2006. I dag er Store Okseø ejet af Naturstyrelsen og udlagt som øde ø. Lille Okseø er ejet af Københavns Lærerforening der købte øen i 1938.

Gendarmstiens officielle hjemmeside.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Barsø – Et relikt fra istiden