Vi nyder naturen langt oftere end tidligere
I Dansk Vandrelaug har vi vidst det i 95 år: Ture i naturen gør godt. Og nu viser en ny rapport fra Københavns Universitet, at naturen er blevet en større del af danskernes hverdag.

Syv ud af ti danskere har været ude i naturen den seneste uge. Det er en stigning fra tidligere seks ud af ti. Gang og løb er nu den mest almindelige måde at komme ud i det grønne – tidligere var det i bil.
Det fastslår rapporten, som er udarbejdet af Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, for Naturstyrelsen.
– Naturen er rykket helt ind i danskernes hverdag. Det er tydeligt, at naturen ikke længere kun ligger for enden af en køretur. Den ligger lige om hjørnet. Det er her, danskerne går en tur, får luft til hovedet, hører fuglefløjt og får dagens bevægelse, siger Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen.
– Jeg har store forventninger til, at vi i Danmark får endnu mere natur tæt på, hvor vi bor, når der bliver rejst bynær skov og genoprettet natur i forbindelse med den grønne trepart i disse år.
Glad vandrer bekræfter undersøgelsen
Da Dansk Vandrelaugs afdeling i Silkeborg onsdag inviterede til formiddagstrav i Søhøjlandet på en tur rundt om Almindsø og ind i Vesterskoven, kunne deltagerne nikke genkendende til, rapportens konklusioner.
En dag er ikke rigtig god for mig, hvis jeg ikke har været ude i naturen. I den her uge har vi både haft sne, og i går var det regnvejr og i dag er det simpelthen fantastisk solskin. Turen ville også have været god, hvis det havde regnet, men den bliver endnu bedre som den er nu, siger Hanne Højgaard Hede til DR Vores vejr, som var med på turen.

Aktive fællesskaber bidrager til folkesundheden
Dansk Vandrelaugs landsformand genkender, Naturstyrelsens friske resultater.
Undersøgelsen og de dejlige billeder fra Søhøjlandet bekræfter blot det, som vi oplever disse år, hvor flere og flere vandrer i naturen.
Aktive fællesskaber i naturen bidrager til folkesundheden, trivsel og naturglæde. Vi i Dansk Vandrelaug deler gerne ud af vores fællesskab og viden om vandring, siger Dorrit Christensen.
Undersøgelsen viser bl.a.:
- 71 procent har været ude i naturen den seneste uge.
- Flere går eller løber ud i naturen. I dag er gang og løb de mest almindelige transportformer ud i det grønne – tidligere tog de fleste bilen.
- Motion fylder mere som motiv, mens ønsket om ro og “at opleve naturen” fortsat ligger øverst som motiv for at komme ud i naturen.
- Blandt danskernes ønsker til naturen står mere natur tættere på bopælen og mere, vildere natur øverst.
Se indslaget i DR Vores vejr (kræver login), hvor du skal ’spole’ 3.24 ind for at møde flere af Dansk Vandrelaugs medlemmer på en særdeles smuk vintertur. Hvis linket ikke åbner direkte i udsendelsen, er det Vores vejr fra den 26. november kl. 18.50, du kan finde DVL-indslaget i.
Savner du selskab på turen? Har du tilbøjelighed til at fare vild? Eller vil du blot gerne se nye steder i stedet for dine vanlige ruter? Tjek dvl.dk/vandreture og se, om der skulle være en guidet tur nær dig.
DVL’s frivillige turledere arrangerer omkring 3.000 vandreture årligt – kom med udenfor sammen med os.

