Afdeling Fyns formand går efter fællesskabet 

Nanna har gået med DVL i godt fire år. Hele vejen med glæde og smil. Nu går hun forrest som formand på Fyn og er blevet bidt af en mærkesag.

Nanna i den grønne jakke fører en flok rundt i Rødme Svinehaver, Kirkebyskovene og i naturrum Egebjerg Mølle i foråret. Foto Robert L. Jensen

Nanna i den grønne jakke fører en flok rundt i Rødme Svinehaver, Kirkebyskovene og i naturrum Egebjerg Mølle i foråret. Foto Robert L. Jensen

Af Kristine Buske 

En stor del af Nanna Floors arbejdsliv har hun siddet på kontor. Senest som IT-arkivar ved Rigsarkivet. Så da pensionen meldte sin ankomst, trængte benene til at komme i bevægelse. Vandring var det første, der faldt hende ind, og det førte hende til Dansk Vandrelaug i 2018.

Hun nød at være i naturen og havde brug for et fællesskab, der kunne udfordre hende med længere og mere varierede ture. Men det var i februar måned. Det var vådt, og det var koldt. Så var der overhovedet nogen ture at gå? Nu morer Nanna sig lidt over at have gjort sig den tanke – for selvfølgelig kan man gå i al slags vejr. Og på trods af vejret fandt Nanna allerede på første tur rundt på Højstrup militærområde ud af, hvad fællesskabet i virkeligheden betød.

Find frem til næste tur med Afdeling Fyn

– Vi hoppede fra græstue til græstue, fordi jorden var så våd. I pausen var der plads til at snakke, og alle var søde og hjælpsomme. Det var rigtig flinke mennesker, der viste mig, hvor glad man bliver af at gå. Så jeg meldte mig ind med det samme, fortæller Nanna og tilføjer:

– Heldigvis har jeg ikke oplevet lige så våd en tur siden.

Fra novice til grejnørd

Nanna begyndte hurtigt at kigge efter sine medvandreres udstyr til inspiration. På fjerde tur, som gik til Morud Skov, fandt Nanna ud af, hvorfor udstyr er vigtigt. Her blev taget et billede af gruppen i en snedækket skov, hvor Nanna er den eneste, der står op. For hun havde ikke et underlag eller klapstol med til at sidde på.

– Nu ved jeg, hvad jeg skal bruge, og jeg har efterhånden købt så meget, at jeg desværre ikke kan købe mere nu. Jeg synes ellers, det er sjovt at købe grej og udstyr, siger hun.

En social mærkesag

Sidste år valgte Nanna at engagere sig endnu mere i foreningen. Den daværende formand på Fyn trådte af, og flere prikkede til Nanna for at spørge, om posten ikke kunne være noget for hende.

– Selvom jeg er blevet pensionist oplever jeg ikke mig selv som gammel eller færdig. Så måske er det den energi, de andre kan mærke, griner hun.

Hun valgte at tage handsken op og hurtigt stod det klart, hvilken mærkesag hun brænder mest for i foreningen.

Fællesskabet, siger hun uden at tøve.

– Der er mange medlemmer, der bor alene, og for dem betyder det meget at have nogle at snakke med på turene. Uanset om det er smalltalk eller dybere samtaler. Der er også plads til at nyde de stille stunder sammen. Derfor har vi fællesskabet på dagsordenen i vores aktivitetsudvalg.

Derudover arbejder Nanna hårdt på at finde flere turledere og bevare det store og varierede udvalg af ture rundt på Fyn og øerne.

Motion til både krop og sind

Når Nanna ikke vandrer med foreningen, er hun leder for to gymnastikhold hos Ældresagen to gange om ugen. To andre dage tager hun toget fra Odense til København for at passe sit barnebarn. Ofte med en bog med i kupeen – for hovedet skal også motioneres. Og hendes uddannelse som cand.mag. i historie og russisk vidner da også om en god portion videbegærlighed.

– Min mand lever ikke længere, så nu skal jeg selv være noget mere aktiv for både at opleve noget socialt og noget intellektuelt. Derfor er jeg startet i en læsegruppe på Folkeuniversitetet, hvor vi læser Marcel Proust.

– Jeg er kommet til bind seks, så der er kun syv bind tilbage, siger Nanna Floor Clausen med et smil.