Boganmeldelse: Jeg lever

Jeg har været på en fantastisk rejse sammen med Gitte Holtze. Bogen Jeg lever er meget inspirerende, letlæselig og oplysende om turen. Kan muligvis inspirere andre til at prøve det samme.

Gitte Holtze kommer vidt omkring på sin lange rejse på Pacific Crest Trail. Foto privat.

Gitte Holtze kommer vidt omkring på sin lange rejse på Pacific Crest Trail. Foto privat.

Gitte Holtze har gået 4.265 km fra Mexico til Canada på 146 dage. Der var en masse udfordringer undervejs. Ekstrem varme, regn og blæst. Slanger, bjørne og pumaer er der også på hendes vej. Hun oplevede bl.a. også at få blærebetændelse og tandpine.

Faderens død, mistet jobidentitet og en skilsmisse havde slået buler i hendes selvværd. Det fik hende til at kaste sig ud på den lange færd på Pacific Crest Trail.

Vi får en masse at vide om selve turen og de udfordringer hun har undervejs. Hun møder en del personer, og nogle slår hun følge med i lang tid. Hun går også en del alene og har det fint med det.

Lykkelig på trods

Vi følger hendes vej både fysisk og mentalt skridt for skridt. Nogle gange følger lykken med enegangen.

– Jeg var lykkelig. Jeg var lykkelig på den måde, man er, når alting, uden at man egentlig ved hvorfor, går op i en højere enhed. Jeg var her, og selv om det var varmt og støvet, og det blæste, og lyden af vindmøllernes snurrende vinger var enerverende, var der ingen andre steder i verden, jeg havde mere lyst til at være. Jeg var i live, og jeg kunne mærke det, fortæller forfatteren.

Og som læser får jeg lyst til at drikke et glas vand, mens jeg kan mærke både varmen og støvet.

Klik og se billederne i fuld størrelse:

Livgivende tur på toilettet

I det hele taget er der små øjeblikke på den lange vandring, der sætter hendes hjemlige bekymringer i relief. Som fx da hun sidder i ly for den iskolde regn sammen med en masse andre vandrere under et halvtag uden for en restaurant, hvor en bryllupsfest er godt i gang.

Og når hun finder ly for regnen i en toiletbygning, hvor hun har medbragt sin brænder og en gryde, så hun grinende kan sidde sammenkrøbet foran toilettet med pandelampe og varm kakao, mens vandet står ned i tove.

– Det var koldt, det var beskidt, det var absurd, det var meget langt fra mit virkelige liv hjemme i Danmark, men jeg har sjældent følt mig så meget i live, som jeg gjorde her.

Det negative bliver historie

Og mod slutningen af bogen kan hun konstatere, at den krise, der fik hende til at tage ud på den lange vandretur, er efterladt på stien.

– Tænk at jeg havde været så trist for et år siden, jeg kunne med besvær genkalde mig følelsen for nu var alle de tanker og alle de bekymringer og sorger, der fyldte og rodede, inden jeg tog af sted, blevet til ingenting, til sand, der var løbet ud mellem fingrene på mig. Gået væk, tænkt væk, kæmpet væk, i hvert fald væk, skriver Gitte.

Lupiner overlever alt

Dermed kan forfatteren med rette skifte sit borgerlige navn ud til det, en af de nye vandrevenner – Laura – har tildelt hende.

– Alle vandrere får trailnavne: dit trailnavn skal være Lupin. Det er en blomst, der nok kunne smadres, men ikke holdes nede, for den er stærk og kommer stædigt igen og trives i barske omgivelser, skriver Gitte og understreger dermed, at hun er vandret fra sin livskrise.

Jeg savner at få at vide, hvordan hun har det nu, og hvordan hun lever efter hun er kommet hjem. Og der er for mange engelske ord, der ikke bliver oversat til dansk (det er jo ikke alle der læser bogen, der kan engelsk).

Men alt i alt er bogen en positiv oplevelse, som inspirerer til at tage ud og møde verden og til, hvordan man også kan håndtere de udfordringer, vi møder på vores veje uanset hvor og i hvilket land, de foregår.

Af Jytte Nielsen, Vestsjællands Afdeling


Jeg lever – 4265 kilometers vandring gennem en livskrise

Gitte Holtze blev skilt, mistede sin far og mistede på mange måder sig selv. Hun var et sort sted i livet, da hun begav sig ud på en af verdens længste og hårdeste vandreruter Pacific Crest Trail.
Gennem barsk natur bevægede Gitte sig 4.265 kilometer fra Mexico til Canada, længere og længere ud af sin komfortzone – og turen hjalp hende.
“Jeg var lykkelig. Jeg var lykkelig på den måde, man er, når alting uden, at man egentlig ved hvorfor, går op i en højere enhed.”
Læs om Gittes vej fra Mexico til Canada og ud af livskrisen.

Forfatter: Gitte Holtze
Pris: 249,95 kr.
Titel: Jeg lever
Omfang: 324 sider
Forlaget Momenta

Find flere inspirerende vandrebøger her