Dansk Vandrelaug og Google viser vej til landets 288 bedste vandrestier
Vandring er i stor vækst herhjemme, og nu bliver det nemmere at opdage smukke skovstier og kyststrækninger. Et samarbejde mellem Dansk Vandrelaug og Google betyder, at Google Maps fremover viser vej til nogle af Danmarks fineste vandreoplevelser.
Danskernes vandrelyst er blevet vækket kraftigt til live i løbet af det seneste år med coronakrise. Med krav om afstand og små forsamlinger har gåture været en af de måder, man har kunnet se familie og venner. Og fra i dag får danskerne endnu en grund til at dyrke deres foretrukne motionsform.
Dansk Vandrelaug og Google går nemlig sammen i et nyt partnerskab, der betyder, at danskerne gennem Google Maps bliver guidet til 288 af de bedste danske vandrestier. Hidtil har det været svært for den almindelige dansker at få et samlet overblik over gode vandrestier – det bliver nemmere nu.
– Vi har et erklæret mål om at give danskerne mulighed for at færdes og opholde sig i naturen. Derfor er det et rigtig vigtigt fremskridt, at de bedste vandrestier herhjemme nu bliver mere tilgængelige for folk via Google Maps.
– Vi håber, at det giver anledning til, at endnu flere kommer ud og nyder naturen fra påsken og frem, siger Steen Kobberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug, der er Danmarks største vandreorganisation.
Nøje udvalgte stier
Konkret har Google Maps nu fået 288 geografiske markeringer, som hver er udtryk for startstedet på en vandresti. Samtlige stier er udvalgt af Dansk Vandrelaug bl.a. på baggrund af en række specifikke kriterier, fx at stierne skal være tydeligt markeret og gerne starte og slutte samme sted. Derudover er stierne etableret af anerkendte organisationer som Friluftsrådet, der står for Kløverstierne, og SPOR i Landskabet under Landbrug & Fødevarer.
Samlet set får danskerne inspiration og adgang til flere end 2.000 kilometer vandrestier ved at åbne Google Maps enten på telefonen, computeren eller i bilen. På verdensplan er Danmark det land, hvor befolkningen har bevæget sig mest ud i naturen under coronakrisen, og Google håber med partnerskabet at kunne styrke den tendens yderligere.
– Næsten uanset hvor i Danmark, man befinder sig, er der en smuk vandresti i nærheden. Eksperterne har lavet et fremragende benarbejde i forhold til at udvælge og kortlægge netop de ruter, som viser den alsidige danske natur og fortæller gode lokalhistorier.
– Vi er glade for at kunne gøre dem mere tilgængelige, så de fremover blot er få klik væk, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Vandretur i dag – pressen er velkommen
Dansk Vandrelaug og Google inviterer danske medier med ud og gå i dag, torsdag den 25. marts, for at teste en række af de vandreoplevelser, som danskerne nu får nem adgang til. Interesserede journalister kan finde nærmere info i denne oversigt.
Fakta: Vandrestierne
De 288 stier består af tre forskellige typer af stier.
- Kvalitetsstier er certificeret af Dansk Vandrelaug ud fra en række kriterier. De skal byde på naturoplevelser, være langt fra befærdede veje, og start- og slutpunktet skal enten være ens eller forbundet med offentlig transport.
- Kløverstier er udviklet af Friluftsrådet og har det fællestræk, at man fra ét centralt udgangspunkt kan gå, løbe og cykle en tur på fire forskellige distancer. På ruterne er der fortællinger om de steder, man passerer.
- Spor er vandrestier etableret på baggrund af frivillige aftaler mellem lodsejere og organisationen SPOR. Ruterne kan fx gå gennem marker, skove og skal give danskerne mulighed for at opleve sider af naturen.
Sådan finder du stierne
På Google Maps vælger du ved at søge specifikt på kvalitetssti, kløversti eller spor vandreområde.
Derefter dukker de nærmeste vandrestier op som røde nåle med vandreikon på kortet. Jo mindre et geografisk område, der søges på, desto mere præcise visninger af søgeresultater (flere røde nåle) får du.
Er du på udkig efter en specifik stitype, så kig på stiernes navne, der fx hedder Kløverstien på Vestamager, Spor Jons Kapel eller Kvalitetssti Rebild. Bemærk, at søgefunktionen i Google Maps løbende bliver bedre til at koble søgeord med indhold.
Du finder beskrivelsen og forløbet af stien ved at klikke på linket til websitet.
Hvis du på Google Maps søger på ‘vandreområde’, kommer alle vandrestier på Google Maps op – også de, som DVL ikke har lagt op. DVL garanterer ikke for kvaliteten af disse andre vandrestier.
Hvis du skulle være interesseret i endnu flere gode vandreoplevelser, kan du se dem hér på DVLs eget Google kort.
- Dansk Vandrelaug er med cirka 10.000 medlemmer landets største organisation af vandrere. Organisationen tilrettelægger og gennemfører hvert år godt 2.500 vandreture i Danmark og udlandet.
- SPOR i Landskabet har eksisteret siden 1997 og er et samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, KL, Landdistrikternes Fællesråd og Danmarks Jægerforbund.
- Friluftsrådet er Danmarks største friluftsorganisation og arbejder for at forbedre mulighederne for, at danskerne kan bruge og opleve naturen.
Kontakt
Google: Kommunikationschef Jesper Vangkilde // vangkilde@google.com // 22575955
Dansk Vandrelaug: Landsformand Steen Kobberø-Hansen // landsformand@dvl.dk // 53878733