Den største DVL-udfordring: 100 km på 24 timer

Hvor langt kan du gå på 24 timer? Det prøver en flok seje DVL-medlemmer af en gang om året, og svaret for nogle af dem er 100 km.

Disse fire gennemførte 100 km på 24 timer 2019. Foto Preben Rom.

Disse fire gennemførte 100 km på 24 timer 2019. Foto Preben Rom.

Lige omkring jævndøgn, så de vandrende har mest muligt lys, var Lyngby Afdeling igen vært for den store udfordring. Her går afdelingsformand Søren P. Petersen forrest.

– Der er noget specielt ved de her lange ture. Man skal som turleder virkelig vide noget om det at gå langt. Folk bliver trætte. Der skal jeg være den med overskud og overblik. Derudover er det vigtigt, at der er god stemning og kemi imellem deltagerne, når man går langt, forklarer han.

Læs også Søren P. Petersen: 100 km på en weekend er ikke utænkeligt

Føles superfedt

I år havde 10 meldt sig til at opleve den flotte natur, udsigter og den specielle stemning, der er ved at gå i mørke for så at se naturen vågne kort før solopgang på ruten, der udgik fra Holte St. i Nordsjælland.

To mænd og to kvinder gennemførte strabadserne, en af dem var Lena Louise Andersen. Og hun satte fine ord på præstationen nogle dage efter i Dansk Vandrelaugs Facebook-gruppe

– Det føles som en super fed bedrift at have gennemført de 100 km – og er for mig en bekræftelse på, at man kan komme rigtigt langt med viljestyrke, selv om fødderne mv. gør vanvittig ondt og er fyldt med vabler, fortæller Lena.

Her finder du vej til DVL’s næste vandreture på 25+ km

Duggen drillede

Der er naturligvis kriser undervejs på så lang en vandretur.

– Natten føltes lang til sidst, og det var rigtigt dejligt, da solen for alvor kom op og fik magt. I løbet af natten faldt der rigtigt meget dug, og der gik lang tid før disen/tågen forsvandt, så vi nåede alle at få våde fødder/bukseben – knap så rart, når man i forvejen var pænt brugt efterhånden, forklarer hun.

Alligevel var de 100 km hvert et skridt værd.

– Der var mange gode og hyggelige snakke undervejs. Helt generelt synes jeg, at vi var gode til at prøve at hjælpe hinanden igennem, og mange var med helt frem til 80 km, hvor de af forskellige årsager måtte give op, siger hun.

Hævede fødder og ømme knæ

Efter sådan en lang vandretur har kroppen naturligt nok brug for masser af restitution og lidt pleje.

– Her nogle dage efter kæmper jeg stadig lidt med vablerne og nogle ret hævede fødder (kan ikke rigtigt passe noget fodtøj!) samt lidt ømme knæ, men ellers er jeg ok. Kan leve højt på, at jeg gennemførte i et stykke tid, fastslår Lena.

Af de 10 tilmeldte gik to fra omkring de 40 km, en gik fra ved 55 km og ved 81 km måtte tre sige farvel til de sidste fire, som altså vandrede et helt døgn.

Hold øje med dvl.dk, hvis du også får lyst til at udfordre dig selv. Vi inviterer jævnligt på ture over 25 km – få overblik over de længere ture her

100 km på 24 timer 2019
En af de mange fine udsigter undervejs på de 100 km på 24 timer. Foto Søren P. Petersen.