Førstehjælp & friluftsliv
Hvad skal du gøre når der sker et uheld mens du er ude i naturen? En ny bog giver dig overblik over de vigtigste typer af førstehjælp og skadebehandling.

Af Kirsten Larsen
Her får vi en stor og seriøs gennemgang af alle de uheld og ulykker der kan ske når vi bevæger os ud i naturen. Bogens målgruppe er ikke kun vandreren på fredelige dagture, men i høj grad også til dem som er langt væk fra professionel hjælp i flere dage. Men den giver god viden til både de kortere vandreture og de langvarige ekspeditioner i ubeboede områder.
Hoveddelen af bogen er en gennemgang af en stor del af de skader man kan komme ud for: hoved, tænder, bevægeapparatet, luftveje, underafkøling og overophedning, højdesyge, insekter m.m. Hvert emne behandles særdeles grundigt. Der er indholdsfortegnelse og stikordsregister så man hurtigt kan komme frem til det relevante. Har man været på et førstehjælpskursus, tænker man måske på førstehjælp som hjertestop, besvimelser og diverse benbrud. Men vi kommer også igennem fx allergi, maveinfektioner, nyresten, tarmslyng, frostskader og brandsår.
Bevægeapparatet, som måske især interesserer vandrere, bliver behandlet over 20 sider. Først en illustreret gennemgang af skelet og muskler. Hvordan undersøger man om der er tale om brud eller forstuvning og hvordan behandler man de forskellige typer med fx illustrationer af hvordan man lægger en skinne. Hvad er symptomer på et brud på kravebenet, at en skulder er gået af led eller et trykket eller brækket ribben – og hvad gør man ved det. Vi kommer igennem alle typer knogleskader og får fx illustration af hvordan man taper en forstuvet ankel.
Guider grundigt
Det gælder alle afsnit at man først guides igennem en undersøgelse så man måske kan identificere hvilken skade det drejer sig om. En vigtig forudsætning for at kunne behandle og vurdere om der skal tilkaldes hjælp. Og det er der selvfølgelig også en vejledning i.
Der er også en gennemgang af førstehjælpstasken inkl. doseringsangivelser, og et afsnit med metoder til desinficering af vand.
Bogen er særdeles grundig med masser af konkrete råd og ”Husk lige”. Forebyggelse er nævnt i de fleste afsnit – måske noget af det mest nyttige for en almindelig dansk vandrer.
Forfatteren er uddannet dyrlæge og journalist, certificeret instruktør i vildmarksførstehjælp med mange års erfaring i førstehjælp mange steder i verden. Desuden trailløber, bjergbestiger, mountainbiker og mor til tre. Hun har også skrevet tre bøger om friluftliv med friluftsrollinger. I arbejdet med bogen har hun inddraget eksperter fra danske hospitaler og fra forsvaret.
Handy aktionskort
Bogen er udstyret med en stor spiralryg. Spiralryggen kan være et fornuftigt valg hvis man skal have den liggende ved siden af sig når man behandler. Men bogen vejer 727 g og er dermed ikke velegnet til en almindelig vandrerygsæk med alt det andet der også skal med.
Bagest i bogen sidder et lamineret aktionskort som til gengæld er fint egnet til at opbevare sammen med førstehjælpsgrejet. Hvis man er på langtur i øde områder, vil bogen være en stor hjælp i næsten alle situationer med uheld og ulykker. Den vil også være meget nyttig for turledere på vandreferier. Dagtursvandrere vil have glæde af at nærstudere dele af den inden man tager afsted. Den er rigt illustreret med tegninger og fotografier og enkelte steder også QR-koder med link til videoer fx hvordan et skulderled sættes på plads.
Titel: Førstehjælp & friluftsliv. Sådan håndterer du skader i naturen
Omfang: 160 sider
Forlag: Muusmanns Forlag, 2024
Pris: 249,95 kr.
Som medlem af DVL får du 10 % rabat på denne og andre udvalgte bøger hos Muusmanns Forlag. Se mere på dvl.dk/rabat.