Hekse i Harzen, flot natur og imponerende seværdigheder
Harzen i Tyskland er et fantastisk flot naturområde med masser af gode vandrestier, historier om hekse og flotte seværdigheder. På påsketur med DVL fik vi lidt af det hele med.
Harzen er heksenes sted, og målet for vores første vandretur var Hexentanzplatz*) , som ligger på en bjergtop oven for byen Thale.
Vi lagde ud med en vandring på en klippesti med nogle fantastiske udsigter, efterfulgt af en nedstigning til Thale, hvor vi spiste frokost. Med fulde maver begyndte opstigningen ad en meget stejl og vanskelig klippesti. Stien var en udfordring for flere af deltagerne, da den bestod af store klippestykker, som vi skulle balancere på. Om eftermiddagen var der tid til at se på vores by Braunlage.
Galleri:
Flot syn fra Bloksbjerg
Næste dag var turens højdepunkt – bogstaveligt talt – det sagnomspundne bjerg Brocken, 1142 m over havet. På dansk kalder vi bjerget Bloksbjerg, så det er her, heksene flyver hen sankthansaften.
Nogle havde valgt at vandre både op og ned. Andre tog smalsporsbanen Brockenbahn med damptog enten den ene eller begge veje. Både vandretur og togtur var en stor oplevelse.
På toppen skinnede solen fra en skyfri himmel, og der var en fantastisk udsigt over landskabet og byerne omkring. Sjældent har jeg set så mange mennesker på samme sted. Her kunne man tydeligt se, at Brocken er Harzens største turistattraktion.
Tågen tog udsigten
Efter turen til Brocken kørte vil til vores næste hotel i Bad Frankenhaus i den sydlige del af Harzen. Her lagde vi ud med at se en af områdets største og mest spektakulære seværdigheder – Kyffhäuser-monumentet. Det ligger på det højeste punkt i Kyffhäuser-bjergene, så man skal igennem adskillige hårnålesving for at køre derop.
Herfra skulle der i klart vejr være en fantastisk udsigt, men desværre var der kun sne og tåge at se, da vi nåede toppen. Monumentet er bygget til ære for kejser Wilhelm I, som sammen med Bismarck samlede Tyskland og lagde grundstenen til Det Tyske Rige i 1871. Monumentet var færdigt i 1890. Det er 131 m langt, 96 m bredt og 81 m højt, og midt i det står en kæmpe statue af kejser Wilhelm til hest. Det er et ganske imponerende bygningsværk.
Velfortjent frokost
Herefter fulgte en vandretur ned og op ad stejle bjergstier. Desværre havde nattens regn gjort stierne til en god gang mudder, hvilket gjorde turen ekstra udfordrende. Men da vi endelig nåede frem til vores bus, havde chauffør Allan arrangeret en dejlig påskefrokost med lækkerier fra lokalområdet til os.
Efter disse anstrengelser sluttede vi dagen efter af med en forholdsvis kort og let vandretur, hvor vi fik seværdighederne Panoramamuseet og Barbarossahulen med i købet.
Gigantisk og krigerisk maleri
Vi lagde ud med en kort tur op til Panoramamuseet, som ligger på en bakketop lidt uden for Bad Frankenhausen. Museet rummer intet mindre end verdens største maleri, 114 m i diameter og 14 m højt. Det forestiller en krigsscene fra 1525, hvor folkets hær stødte sammen med det feudale samfunds militære magt. Museet er placeret lige der, hvor slaget foregik. Det er en ganske overvældende oplevelse at betragte det imponerende værk.
Vi fortsatte til Barbarossahulen 6 km uden for Bad Frankenhaus. Hulen er en 25.000 m2 stor og over 22.000 år gammel gipshule. Turen rundt i hulen er godt 1 km lang og tager ca. 30 minutter med rundvisning. På turen rundt så vi fantastisk flotte naturformationer og krystalklare underjordiske søer.
Vi returnerede senere på eftermiddagen, hvor vi blev budt på et imponerende lysshow i hulen – en endnu større oplevelse.
Turen bar præg af et godt selskab blandt de ca. 40 deltagere, gode hoteller og dejlig mad, flotte vandreture og store oplevelser i det hele taget.
I år var det 10. gang, at DVL arrangerede påskevandring.
En stor tak til turlederne Kirsten Brandt og Gerda Weng samt chauffør Allan.
Af Steen F. Pedersen, VandreLiv nr. 4-2018.
Træheks. Foto Steen F. Pedersen
*) Hexentanzplatz er ifølge tysk folkesagn stedet, hvor heksene mødes på Valborgsaften den 30. april, før de flyver til bjerget Brocken. ”Heksenes dansearena” er i dag en slags festplads med sjove skulpturer af hekse og diverse boder med mad
og drikke. Valborgsaften er i Tyskland en festaften, hvor der er heksedans, bål, fyrværkeri og meget mere.