Her er vi alle lige
Mindst tre gange om ugen er Johnny Hansen på vandretur. Sådan har det været i omkring ni år. Han nyder oplevelserne, det sociale samvær og motionen med det, han kalder sin nye familie.
– Fællesskabet er det bedste. Det er lige meget, hvor man møder op – om det er i Viborg eller København. Her er vi alle lige. Lige så snart, man kommer ud at gå, så hænger man bare sammen på en eller anden måde.
– Man får snakket med folk, og det giver meget mentalt. Og det er så dejligt, når man kommer hjem. Alt det, man har oplevet. Man er fysisk træt på en anden måde og får alligevel energi til en hel masse bagefter, siger Johnny, der er medlem af DVL Vestsjælland.
Går også i egen have
Johnny bor i Jyderup, men udnytter sit medlemskab til at se en række nye stier og
områder. Det er blevet til mange forskelligartede ture – blandt andet har han været med til at vandre hele Sjælland rundt. Og så har han været på flere af de årlige vandretræf med stor fornøjelse.
Johnnys yndlingsvandreområde ligger dog forholdsvis tæt på hjemmet – omkring 40 km nordpå.
– Oppe omkring Nykøbing Sjælland og Rørvig. Selvom jeg skal køre noget for at komme med, kan jeg godt lide at komme derop og gå. Landskabet og turlederne, der er deroppe, gør det specielt, siger han.
Hold øje med, hvornår DVL Vestsjælland næste gang har ture i Johnnys yndlingsområde
Om end der også bliver vandret en del kilometer i hans egen 7.000 m2 store baghave.
– Jeg er selvforsynende hele året med en del grøntsager – kartofler, løg, rødbeder, gulerødder, knoldselleri, agurker, tomater og så videre. Jeg har også altid svampe i fryseren, som er fundet i naturen, og jeg laver marmelade af egne bær, fortæller Johnny.
Og på en af DVL Vestsjællands ture holdt de pause i Johnnys have, hvor de fik lov til at smage hans hjemmelavede rabarbersaft.
– De drak 17 flasker af 70 cl, så det smagte sikkert ok, fortæller Johnny om et af hans egne bidrag til fællesskabet.
Fra bypass til Hardangervidda
Men i 2017 fik Johnny en bypassoperation, og da han nu kun har én lunge, kan han ikke længere gå med på ture i allerhøjeste tempo.
– Jeg er nødt til at sortere lidt. For eksempel kan jeg ikke længere være med på Lyngby Afdelings årlige springtime-forårstur. Det går for hurtigt. Men der er masser af andre ture at vælge imellem, siger han.
Og Johnny er da heller ikke mere begrænset, end at han lige er kommet hjem fra 10 dages vandreferie på Hardangervidda, da vi taler sammen. Her har han været afsted med Axel Heiberg – en af de venner han har fået igennem Dansk Vandrelaug.
– Vi lavede en tur til Færøerne for nogle år siden. Og her sidste år talte han så om en tur fra hytte til hytte oppe i Norge og spurgte, om det var noget for mig. Og det var det bestemt, fortæller Johnny.
Efter et lægetjek af det 17 år gamle, ’nye’ knæ tog de afsted til den rå norske natur, hvor de første 4 dage bød på omkring 4 graders varme, før sommervarmen også kom til Norge.
Læs mere om Den Norske Turistforening, DNT
Nordmænd går forkert
Det er ikke kun i Dansk Vandrelaug, at snakken går som smurt. For de mødte på et tidspunkt et par midaldrende norske jenter, som i højt tempo fortalte, de skulle gå 30 km den dag.
– Og så da der var gået nogle timer, så møder vi dem igen – de kommer pludselig gående imod os. De snakkede stadigvæk lystigt, og jeg spurgte, om de ikke skulle have været til Solheim. Jo, men hvor er det henne? Lød svaret.
De var gået forbi det ellers vældig store skilt for flere timer siden. Det morede Johnny og Axel sig over, imens de sikkert gik videre mod deres destination.
Sorg satte gang i Johnny
Johnnys vandreliv begyndte med egne ture i Jyderup og omegn. Han havde mistet sin kone til kræft og var lige gået på pension, så han trængte til at komme lidt væk fra hjemmet. På et tidspunkt blev han spurgt, hvorfor han ikke gik med Dansk Vandrelaug i stedet. Men han havde aldrig hørt om foreningen før, og han mente i øvrigt ikke, at han kunne følge med i det fælles tråd. Johnny blev heldigvis overbevist om, at han skulle prøve en efterårstur i 2013.
Den første tur var dog ikke en udelt succes. Helt ukarakteristisk for DVL’s ture så røg tidsplanen nemlig, så han var nødt til at gå fra undervejs for at nå hjem for at passe børnebørnene. Men noget satte sig alligevel i ham. Han havde talt med ligesindede undervejs – andre som også havde mistet deres bedre halvdel, og han havde mærket fællesskabets varme. Den nyder han fortsat godt af.
Af Camilla Dam