Hvorfor drages mennesket af havet?

Havet er fantastisk. Det ene øjeblik grusomt og kraftfuldt og det næste fredfyldt og inspirerende. Men hvorfor søger vi mod havet efter ro, helbredelse og inspiration?

Gå dig rask DVL-kursus

80 procent af vores klode er dækket af vand, og en afgørende grund til, at der opstod liv på jorden for 3,8 milliarder år siden, var vandet.  Den første lyd vi hører i løbet af vores første 9 måneders eksistens, er lyden af vand, når vi skulper rundt i mors mave.

Vi kan leve i flere uger uden mad. Men vores kroppe dur ikke længere end et par dage uden vand.

Udover at vandet er en medfødt del af vores bevidsthed og en nødvendighed for vores overlevelse, drages vi også mod det – i særdeleshed havet – for at søge efter fysisk og psykisk velvære.

I Dansk Vandrelaug har vi i år særligt fokus på Maritime Vandringer – higer du efter vandreture langs vandet, kan du finde en her.

Havet påvirker vores hjerne
Ifølge flere psykologer og antropologer kan vores fascination af vand forklares med, at vores fjerne forfædre boede ved vandhuller eller ved kysten, hvor der både var føde at hente og frit udsyn, så de kunne holde øje med fjender.

Det er også videnskabeligt bevist, at havet påvirker vores hjerne positivt.

Flere psykologer fra universiteterne i Minnesota og Stanford undersøgte, hvordan havet påvirker vores hjerne, og nåede frem til, at havets uendelighed fremkalder en tilstand af beundring og forundring i vores psyke. En proces, der giver os trivsel.

Sådan kan havet fremkalde drastiske ændringer i vores mønstre og beslutninger – og for eksempel gøre os mere gavmilde. Oven i købet ændres vores opfattelse af tid også, og der kan opstå en følelse af, at tiden står stille.

Du bliver kreativ af vandet
Kender du det? En tur langs stranden ændrer din sindstilstand, så du går fra at være stresset til at være rolig?

Det er ikke bare den friske luft, der påvirker dit humør – for havets ro og storhed beroliger vores mentale processer og aktiverer vores neurale netværk.

Når vi går ind i denne afslappede tilstand forsvinder vores bekymringer, og når vi ikke bekymrer os, stopper det præfrontale område af hjernen med at være i kontrol. Det giver plads til flere strålende, kreative, klare og originale idéer, og vi bliver mindre kritiske.

Vand er altså, udover at være en præmis for alt levende på jorden, også en slags mental medicin, der kan vække positive sider i den menneskelige hjerne.

Af Freja Fredsted Dumont