Silkehale

Silkehalen er en meget særegen fugl, som ikke kan forveksles med andre danske fugle.

Silkehale. Foto Martin Kristensen

Silkehale. Foto Martin Kristensen

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening, dof.dk

Det er en vintergæst, som kommer til Danmark, når den mangler føde i nåletræsbæltet fra det nordligste Skandinavien østpå over det nordlige Rusland og Sibirien til Alaska og det nordvestlige Canada.

Den er let genkendelig med dens iøjnefaldende top og markante gule og røde felter, der lyser op på den gråbrune grundfarve på hale og vinger. Den har også en karakteristisk sort hagesmæk og ansigtsmaske. Dens kald lyder som en ringen af små sølvklokker. Og i flugten ligner silkehalen stæren, men er en smule mindre.

Kig især efter silkehalen i rønnebærtræer, for den har en forkærlighed for rønnebær, men spiser også andre bær og frugter. Den kan fortære store mængder gærede bær uden at blive beruset, da den er udstyret med en usædvanlig stor lever.

Længde: 18 cm
Vingefang: 32-35,5 cm
Vægt: 40-68 g

Hør silkehalen og læs mere på dof.dk