Skab et virtuelt hyggehjørne

Man kan sagtens mødes med andre mennesker og holde den sociale kontakt ved lige via virtuelle møder.
Prøv. Det er faktisk rigtig sjovt og hyggeligt.

Virtuelt møde

Hej med jer

I sekretariatet har vi over en uges tid mødtes hjemmefra via Skype hver formiddag kl. 10 for at koordinere og aftale, hvem der gør hvad i arbejdet.
Men det har vist sig, at møderne også er blevet til et socialt samlingspunkt, hvor vi får hyggesnakket om andre ting end lige arbejdet. Fuldstændig som når man mødes over kaffemaskinen på jobbet. Og man får en god fornemmelse af, at man reelt har været sammen.

En af medarbejderne brugte samme Skype-metode med sin familie, og det blev til et rigtig hyggeligt samvær, fordi man kan se og høre alle de familiemedlemmer, som er koplet op samtidig.

Jeg valgte at prøve det samme med min familie. Jeg har 4 voksne børn, der bor med hver sin lille familie.
Og vi mødtes fredag aften til halvanden times hygge. Nogle var igang med at spise, andre var igang med at lave mad. Og når de gik igang med at spise, tog de bare iPad’en med ind i stuen, hvor snakken fortsatte.
Børnebørnene syntes, det var skideskægt – de første 5-10 minutter, så forsvandt de. De kom en gang imellem tilbage i samtalen et par minutter for at vise os andre et eller andet.

Alt i alt var det en rigtig god fornemmelse af samvær og sammenhold.
Sådan en hyggesnak, som vi havde, kan virkelig anbefales i disse bliv-hjemme-tider.


Måden man kan gøre det på er f.eks. at bruge “Skype med link”. 

Skype har en relativ ny funktion, hvor man kan dele et link til andre. Linket bruges til at skabe møderummet. Der kan, så vidt jeg ved, deltage op til 50 personer ad gangen.

Vi har lavet en lille vejledning til, hvordan man selv kan lave et eller flere møder eller “hyggehjørner”. Vejledningen finder du her.

Hvis du ikke selv kan finde ud at oprette et link til din families hyggehjørne, så send vejledningen til en af de yngre i familien. Så skal det nok gå.


Mange hilsener

Steen