De ranke bøge i Skelde Kobbelskov

Skoven er en flot og frodig sønderjysk løvskov på østkysten der overvejende består af bøge. Skoven ligger på Broagerland, og findes ved at køre fra Brovej mod Dynt og videre til Skelde. I Skelde er der skiltet til Skeldekobbel, hvor skoven ligger ud til Sønderborg Bugt.

Gendarmstien går her langs kysten i Skelde Kobbelskov

Bøgene her i Skelde Kobbelskov er meget ranke, derfor indsamles der her fra skoven bog (olden) til formering af nye unge bøge til udplantning. De ranke bøge er skabt gennem arv, men også i høj grad ved at bøgeskoven er meget mørk, som derved forhindrer bøgene i at danne grene under de øverste trækroner. I den sydlige del af skoven fremstår skovbunden med et hav af små ”tuer”, de er rester af rødderne fra væltede træer efter stormen den 23.februar 1967.

Stor skallesluger bygger sin rede højt til vejrs

Ved kommunalreformen i 2008 fik alle de nye storkommuner en naturforpligtigelse med at passe på en i deres område særlig art.
Sønderborg Kommune hvor Skelde Kobbelskov ligger fik tildelt Stor Skallesluger, og her meldte Ornitologisk forening for Als og Sundeved (OAS) sig på banen. OAS har igennem årene opsat en mængde redekasser i området, og har stået for den årlige kontrol af ynglesucces og vedligeholdelse. OAS har i Sønderborg kommune kontrol med 71 Stor Skallesluger redekasser, hvor flere er at finde i Skelde Kobbelskov.
Ca. i en tredjedel af redekasserne er der ynglepar, men kasserne bliver også besat af andre arter som f.eks. Natugler. Omkring 25 % af alle danske ynglende par findes i Sønderborg Kommune.

Midt i skoven findes der lang- og runddysser fra bondestenalderen. De vidner om tidlig menneske aktivitet for ca. 3600 – 3200 år før Kristi fødsel.
I skoven findes der 13 gravhøje, hvor et par af dem er noget ødelagt. Skovens største gravhøj er en langdysse der er 18 m lang og ca. 6 m bred mellem randstenene. Selve jordhøjen er hævet ca. 1,5 m op over det omgivende terræn, og den er indrammet af 33 smukke randsten. Langdyssen var stærkt ødelagt, men i 1941 blev den restaureret til dens nuværende udseende.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Margrethe søen i Gråsten skovene