Ærskov tunneldal – Et markant landskab på Nordals

Ærskov tunneldal ligger mellem byen Havnbjerg på Nordals og Lillebælt. Tunneldalen er en af de smukkeste tunneldale vi har i vores område, og kan ses i dens største udstrækning fra Ærvej.

Ærskov tunneldal set fra Ærvej, Havnbjerg, Nordals.

Ærskov Tunneldal er et af de mest værdifulde botaniske områder i Sønderborg Kommune og gemmer sig i den mandel- eller øjeformede slugt, Lønsy eller Lønsøje. ’Y’ betyder øje på Sønderjysk, og ’Løn’ er et andet ord for Ær eller Ahorn. I området her ved tunneldalen og Ærskov, der ligger ovenfor Ærskov Tunneldal, findes flere stendysser dateret til 3950 – 2801 før kristi.

Tranerodde fyr er rejst i 1905 i den periode hvor Sønderjylland var en del af Tyskland. Fyret er et 10 m højt jerntårn. Det var ved overtagelsen i 1920 forsynet med linseapparat og glødenetsbrænder til sprit. I 1921 skiftede man spritten ud med acetone og monterede i den forbindelse en ny brænder.
Flere af disse fyr op langs Als og ved Lillebælt lev rejst af hensyn til den tyske kejserlige flåde. Den kejserlige flåde havde to hjemhavne – Kiel og Bremerhafen.

Besøg endelig også et unikt kapitel af dansk industrihistorie på Danfoss Museet der ligger i forbindelse med oplevelsesparken UNIVERS, Mads Patentvej 1, Havnbjerg.
Industrivirksomheden Danfoss blev grundlagt i 1933 af Mads Clausen. Virksomheden gik i starten under navnet ”Dansk Køleautomatik- og Apparat-Fabrik.
Ordet ”DANFOSS” er en produktbetegnelse der fra starten blev indpræget i alle virksomhedens produkter. Mads ville med navnet relatere noget til Danmark, derfor de tre første bogstaver DAN, og når Mads testede sine produkter høres lyden af væske der pumpes rundt under højt tryk. Denne lyd mindede ham om vand, der flyder i en flod – På skandinavisk FOSS – Deraf navnet ”DANFOSS”.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Kruså tunneldal langs landegrænsen