Årø Kalv – Blandt Danmarks smukkeste feddannelser

Årø kalv er et vildtreservat, og må derfor ikke besøges i yngleperioden 1. marts til 15. juli. Her på disse strandenge kan man møde et rigt fugleliv, og ikke mindst flere sjældne planter som f.eks. Strand-salat.

Strand-salat

Strand-salat

Årø Kalv ved øen Årø ud for Haderslev fjord er et flot eksempel på feddannelse, hvor materialer transporteret fra sydspidsen af Årø i kombination med Lillebælts strømme har skabt en ca. 3 km lang odde. Så sent som omkring 1870’erne var Årø Kalv stadig en gruppe af indbyrdes adskilte småøer, deriblandt Storholm og Randholm. I dag er odden en halvø, og de fleste småøer er smeltet sammen.

Her i midten af juli kan man møde de flyvefærdige gøge i vildtreservatet. Gøgen kan godt ligne en rovfugl, men dens flugt er væsentlig forskellig fra rovfugle.

Naturreservat Löw

På Randholm findes der et særligt lille reservat på en halv hektar. Det skyldes lærer Andersen fra Styding der i 1888 fandt planten Lav Hindebæger netop her, og beskrev fundet i et tysk botanisk tidsskrift. På det tidspunkt vakte fundet opsigt, fordi det var det eneste sted i det store tyske kejserrige den voksede. I 1917 blev den halve hektar markeret med fire store skelsten, og overdraget til amtsdirektøren i Haderslev Amt, Landrat Hugo Philipp Freiherr von Löw von und zu Steinfurth. Det skete som tak for den hjælp, han havde ydet med at inddige og afvande naturområder på øen. Reservatet kom til at hedde ”Naturreservat Löw”, og flere af de fire skelsten kan stadig ses fra vejen. På billedet lige mellem de to gallowaykvæg.
Lav Hindebæger kendes bedst fra Tætblomstret Hindebæger ved at den har rød-brune støvdragere mens Tætblomstret Hindebæger har gule.

Strand-salat findes her på odden. Den findes kun her i Lillebælt regionen, og menes at være slæbt hertil via skibsfarten fra det baltiske område. På tæt hold har den en utrolig flot blå blomst med krøllede støvdragere.

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Ny Frederikskog blandt kvier, får og engens fugle