Vandresko og vandrestøvler

Hvad skal man vælge? Der er naturligvis ikke ét svar som passer til alle.

Mange typer fodtøj på tur. Foto af ukendt DVL'er

Mange typer fodtøj på tur. Foto af ukendt DVL'er

Den perfekte vandresko eller vandrestøvle er den du kan vandre i flere dage uden nogen form for gener – undervejs eller bagefter. Her får du nogle råd om hvad du skal overveje.

Vandresko – fordele og ulemper

Fordele

  • Lettere end støvler
  • Ankelen kan bevæges mere frit
  • God føling med terrænet (sålen er ofte mindre stiv end en vandrestøvle)
  • Ikke så varm som en støvle
  • Kan bruges i dagligdagen
  • Passer godt til lettere og til fladt terræn.

Ulemper

  • Skoen støtter ikke dine ankler, du vrider lettere om på foden
  • Vil ofte ikke være optimal hvis du vandrer på klipper eller går med tung rygsæk
  • Selvom man køber en vandtæt version, vil den jo ikke være så høj som en støvle – derfor større risiko for vand/grus/sne i skoen hvis du passerer et vandløb, går i højt vådt græs, grus eller sne
  • Ofte kortere levetid end en støvle.

Vandrestøvler – fordele og ulemper

Fordele

  • God ankelstøtte – vigtigt hvis du har eller har haft en ankelskade
  • God til vandring i ujævnt terræn eller på klipper og med tung rygsæk
  • Det højere skaft beskytter mod vand, mudder, fugt, sne, grus
  • Kan fås med lidt stivere sål end vandresko
  • Varmere end skoen – en fordel i koldt vejr
  • Lang levetid
  • At foretrække til flerdagsture med fuld oppakning.

Ulemper

  • Tungere end skoen og mindre fleksibel i anklen
  • Ofte varmere end skoen – det kan være et problem i varmt vejr.
Vandresko og -støvler. Foto Vagn Olsen
Vandresko og -støvler til husbehov. Foto Vagn Olsen

Generelt om materialer

Sålen
Vælg kun en sko eller støvle med blød sål, hvis du kun skal vandre i let terræn.
Hvis du skal gå langt og i blandet terræn eller klipper, skal du vælge en mellemstiv eller stiv sål.

Indersål
For nogle kan det være en god ide at tilkøbe en bedre indersål (det er et sted hvor der øjensynlig spares hos nogle producenter). Man kan evt. besøge en ortopædisk bandagist og få lavet aftryk af foden – rigtig mange med begyndende nedsænkning af forfod eller anden fejlstilling har behov for indlæg i sko.
Som medlem af DVL får du 20 % rabat hos Kaiser Sport på både fodtøj og ortopædi (turledere får 25 %).

Læder eller GORE-TEX eller…
Her er der virkelig ikke nogen nemme svar – der er vandrere som sværger til det ene eller det andet.
Læder
En fuldlæderstøvle egner sig godt til varmt klima uden for meget nedbør. Man kan dog gøre fuldlæderstøvler mere vandtætte ved at give dem fedt eller voks. Det nedsætter til gengæld åndbarheden.
Læder skal vedligeholdes med fedt eller voks. En læderstøvle vil ofte være lidt tungere end en GORE-TEX-støvle.

GORE-TEX eller andre membraner
Hvis du til gengæld skal bruge vandrestøvlen steder, hvor du forventer meget regn, er det værd at overveje en støvle med en vandtæt membran som fx GORE-TEX. Skoen eller støvlen er så til gengæld også mindre åndbar og tørrer langsommere. For dem med tendens til meget varme fødder – selv i koldt vejr – kan en støvle med membran nogle gange vise sig at blive for varm. Men der annonceres også med GORE-TEX-membraner som er åndbare!
Støvler med membram holder sjældent så længe som læderstøvler.
Der vil ofte være uønsket kemi i sko eller støvler med GORE-TEX – læs om uønsket kemi i vandresko hos Forbrugerrådet Tænk

Eller…
Skal man gå Hærvejsmarch eller en camino, er der også dem der synes at en god løbesko eller trailsko er det bedste!

Så skal der købes!

  • Køb dine sko i en professionel butik – dvs. butik med forstand på vandring. Her vil du altid få tilbudt at få sko eller støvler med hjem til afprøvning i stuen.
  • Køb altid sidst på dagen – da er dine fødder størst. Hav dine vandresokker med – eller køb egnede sokker sammen med støvlerne.
  • Butikken vil vejlede dig med hensyn til størrelse, men regn altid med større størrelse end dine sko. Tag evt. sålen ud og sæt din fod på den. Så skal der være 1-2 cm plads foran din længste tå.
  • Sko eller støvle skal også passe til din fods facon – smal eller bred – høj eller flad vrist.
  • Besøg evt. flere butikker – bliv ved til du finder noget som sidder som en drøm.
  • Køb altid et par måneder før du skal på en længere vandring – og gå sko eller støvler til.
  • Husk at der er rigtig gode rabatter at hente som medlem af DVL – se på dvl.dk/rabat

Aktiv Træning havde i 2022 en glimrende oversigtsartikel om sko og støvler “Gangbart fodtøj til vandring” (nr 3, 2022) – kan fås som digital kopi via bibliotek.dk

Husk strømperne
De må ikke stramme, men heller ikke lave folder. Uld er et suverænt materiale, svedtransporterende og vandafvisende. Gå i hvert fald ikke i bomuldssokker.

– og fødderne

Dine fødder skal også være i top – besøg en fodterapeut eller bandagist hvis du har problemer.