Velkommen på DVL’s nye hjemmeside

Farver, funktionalitet og en fælles brugerflade for samtlige Dansk Vandrelaugs 20 afdelinger. Vi håber, du kan lide vores nye hjem, hvor vi samtidig er blevet mere mobilvenlige, så du kan finde en vandretur lige der, hvor du står og går.

Harrild Hede med indlandsklitter og blomstrende lyng. Foto: Jette Hansen

Harrild Hede er en af de mange steder, man kan opleve lyng i fuldt flor. Foto: Jette Hansen

Der er blevet knoklet, siden den store beslutning blev taget om at udskifte stort set al den software, som foreningens sekretariatet på Kultorvet i København og de mange frivillige i Dansk Vandrelaugs 20 afdelinger i hele landet benytter sig af.

Enkelhed igennem workshops

Efter en række workshops, undervisning, testgruppedebat og mange konsulenttimer lancerer vi en stærkt forenklet hjemmeside, der er nem at navigere i, let at opdatere og frem for alt overskuelig at bruge for alle, der vil vandre ud i naturen i vores gode selskab.

Alle DVL’s forskellige hjemmesider er blevet samlet i CMS-systemet WordPress. Vi er blevet enige om de overordnede linjer i menuer og turpræsentation, så du let kan finde rundt, uanset om du er hjemme på din afdelings site eller søger inspiration der, hvor ferien er planlagt at gå til.

Med dropdown’en oppe i højre hjørne finder du hurtigt frem til den afdeling, som ligger nærmest din del af Danmark. Og med et par klik på den grønne turvælger får vi dig hurtigt ud at vandre, hvad enten du er til korte eller lange ture og hvor som helst i landet.

Vi på Kultorvet skylder en stor tak til alle dem, der frivilligt har siddet foran computeren og svedt for at hjælpe med udviklingen i stedet for at gå en tur i det skønne sommervejr. Der har hersket en fantastisk holdånd og entusiasme i testgruppen, som har været altafgørende, for at vi har kunnet nå i mål med de mange opgaver.

Find en fejl

Da få hænder har skullet bygge, flytte, opdatere og rette indhold, vil du sikkert falde over fejl og uhensigtsmæssigheder hen ad vejen. I så fald må du meget gerne sende en mail til dam@dvl.dk, så det er så let som muligt at gå rundt på sitet – jo flere øjne på vores nye hjemmebane des færre blinde stier og veje.

Sammen går vi godt – vil du med?

find en vandretur i dit nærområde her, hvor du både kan se ture fordelt på kort, i afdeling og landsdel.

God fornøjelse!

Mange hilsner
Camilla Dam & hele holdet omkring Dansk Vandrelaug