Vi er aktive og mangfoldige i DVL
I maj og juni byder vi på mere end 500 vandreture i hele landet. Det vidner om aktive medlemmer og superaktive turledere, som sammen gennemfører nogle af de bedste vandreture i Danmark.
Udover at være mange medlemmer – mere end 10.000 i øjeblikket – er vi også mangfoldige aktivitetsmæssigt. Vores ture og aktiviteter er ofte med forskellige temaer og med varierende oplevelser. Nogle af artiklerne i vores blad Vandreliv og på denne hjemmeside vidner også om mangfoldigheden.
Vi får noget ekstra med hjem, når vi har været på vandretur med DVL. God motion, skønne oplevelser og hyggeligt samvær er et helt normalt udbytte. Kort sagt har vi fået ”mere end vandring”.
Det er dog ikke kun, når vi har fået mere end vandring på turene, at vi har glæde af DVL. Mange medlemmer benytter jævnligt de mere end 50 rabatordninger, som vi har. Jeg har hørt flere fortælle, hvordan deres medlemskontingent dækkes af rabatterne i friluftsbutikker – et par lækre vandrestøvler eller regnbukser, så har det tjent sig ind.
Nu kommer sommeren. Jeg håber, du vil bruge den til nogle gode vandreture og oplevelser med DVL.
Vi ses på tur.
Mange hilsener