Danmark dejligst til fods: Vandreeventyr på Hærvejen
På vores 645 kilometer vandring ad Hærvejen i sommeren 2022 fik vi ikke blot en formidabel vandreoplevelse, men også et nyt syn på, hvad der har formet vores hjemland – og hvordan det har formet os.
Af Marie og Torben Lau Florin
Før vi snørede vandreskoene og drog af sted på Hærvejen, havde vi et støvet billede på nethinden fra skoletidens geografitimer: Noget med nogle okser og kærrer et sted i Jylland vi ikke helt fangede det interessante i! Men efter at have vandret tusindvis af kilometer på caminoen og andre steder i verden var det, som om vi hørte Hærvejens stemme kalde på os fra dybet af livets rygsæk. Som om den gamle vej mod alle odds kaldte os hjem for at opleve Danmark til fods med samme nysgerrighed og åbenhed, som vi har vandret med i resten af verden.
At opleve Hærvejen under egne fusser har åbnet historien på en helt anden måde, end skolebøgernes gulnede sider kunne. Vi er vendt hjem efter et vandreeventyr gennem Danmark fra høje klitter til dybe fosdale og fra smalle lyngstier til snoede skovstier. Rige på menneskemøder – historiske som nutidige – der har sat fodspor i vandrehjertet.
Find de næste Historiske Vandringer her
De tørre fødders sti
Historikere siger med et ironisk glimt i øjet: ”Historien er ikke, hvad den var engang”. Det samme gælder Hærvejen: Den mere end tusind år gamle Hærvejen er og har aldrig været én sammenhængende sti. Den er langt mere historien om ’de tørre fødders sti’: Før landskabet blev drænet, var store dele af Danmark ufremkommelige, sumpede områder. Den sikreste vej, når man skulle op eller ned gennem Jylland, var langs den jyske højderyg, der som en rygrad markerer vandskellet mellem vandløbene, der løber mod Kattegat og Østersøen i øst og Vesterhavet i vest.
På Hærvejen er der sket, hvad der altid sker, når mennesker vandrer – og som du sikkert har set det, når stien i skoven er blevet for pladret: Så går de næste uden om mudderpølen, og der danner sig en ny sti tæt ved, hvor risikoen for at få en våd sok er minimeret. Sådan er det også sket på Hærvejen, og derfor er der i dag ikke kun ét historisk spor, men mange.
Vandet og sandet
Som vandrer på Hærvejen er det tydeligt, hvordan ikke kun vandet, men også sandet har formet vores land. Hærvejen kan vandres i begge retninger, og på første dag møder vi en ung gut på hans sidste vandredag. Han beretter udmattet om ’et bjerg af sand’ forude, mens vi i vores stille sind tænker, at hans oplevelse sikkert er præget af utallige vabler og en alt for tung rygsæk. Solen bager, og vi smører os fornuftigvis i et tykt lag solcreme faktor 40, inden vi vinker og går videre – han mod Hirtshals og vi mod Padborg.
Ikke mange kilometer senere står det klart for os præcis, hvad den unge fyr mente med “et bjerg af sand”: Foran os troner Rubjerg Knude Fyr i horisonten oven på 70 meter høje sandbanker. Vi kan ikke andet end at grine af vandrelivets ironi, da Vesterhavets vind trækker vejret ind og på sekunder bodypainter os med sand.
Så her står vi, som to lyslevende stykker sandpapir, og tænker: ’Hvor var det egentlig en god ide med sandflugtsplantager’, mens vi sender en stille tak til generationerne før os, der har formet landet – eller skal vi sige landbrugslandet – ved at plante plantager for at stoppe sandflugten.
I vores forfædres fodspor
Til fods på Hærvejen oplever vi, hvordan vores egen historie er forbundet med alle dem, der har vandret her før os. Hærvejen har gennem historien samlet handelsfolk med kærrer og konger med hære. Bønderne har drevet deres kvæg, mens adelsfolk er draget til fest. Håndværkere som tiggere har haft deres levevej her, hvor pilgrimme har søgt sjælefred og røvere rov. Det er fascinerende, hvordan vores forfædres færdsel ad Hærvejen har slidt dybe hulveje i landskabet. Når vi vandrer i deres fodspor, bliver vi selv en del af historien ved at slide hulvejen dybere for hvert skridt, vi tager.
Overalt langs stien mærker vi de mennesker, som gennem deres valg har haft betydning for, at vi kan vandre lige her – lige nu. Vi nyder de magiske naturområder, vi kan opleve i dag, takket været ildsjæles benarbejde med fredninger. Sender en taknemmelig tanke til de gæstfrie lodsejere, der lægger jord til, mens vi vandrer ad smalle, slyngede skovstier gennem gamle egekrat. Og mærker næsten nattens knugende uro, når vi passerer nedkastningspladserne fra krigen, hvor modstandsfolk har kæmpet for Danmark med den størst tænkelige indsats – livet.
Og så er der alle de mennesker langs Hærvejen i dag, der sætter fodspor i vandrehjertet. Familien i Understed, der haler os to fremmede vagabonder ind til hjemmebagte æblemuffins og kaffe. Værterne på Hærvejsherbergerne, der sætter en ære i at sikre vandrere tørt tøj til i morgen og en god seng til natten. Det gamle ægtepar med den smukke have og hvilebænken, hvor vi vandrere kan få lidt koldt at drikke, mens vi nyder udsigten til blomsterhavet.
I vores vandreliv er der et før Hærvejen og et efter. Havde vi vidst, hvad der ventede på Hærvejen, var vi vandret af sted for år tilbage. Og vi gør det snart igen!