Havtorn

Havtorn er en løvfældende busk, der er delt i hanner og hunner. Den sætter nogle ekstraordinært sunde men sure bær, formår at gøde sig selv og går fra busk til helt krat. Bliv klogere på den dekorative og stikkende busk her.

Havtorn (hippophaë-rhamnoides) med modne bær. Foto Sten Porse

Havtorn (hippophaë-rhamnoides) med modne bær. Foto Sten Porse

Når man går langs stranden om efteråret, møder man ofte nogle stikkende buske med smalle, grå blade og knopper, som er bronzefarvede. Nogle af dem har orangerøde bær med tynd hud. Det mærkelige er, at omtrent halvdelen af buskene aldrig får bær, og det skyldes, at disse buske er hanlige. De leverer kun pollen til bestøvning af de hunlige planter. Busken hedder havtorn eller sandtorn (det botaniske navn er Hippophaë rhamnoides).

Planten har et par egenskaber ud over at være delt i rent hanlige og rent hunlige individer. Den danner masser af underjordiske stængler, som sætter bladbærende skud. På den måde bliver én plante til et helt krat. Desuden har planten et samliv med nogle aktinobakterier, som betyder, at planten bliver selvforsynende med kvælstofgødning. Det sørger bakterierne nemlig for, mens planten til gengæld skaffer bakterierne husly i nogle knolde på rødderne, og dermed følger også sukker, vitaminer, aminosyrer og hvad bakterierne ellers har brug for.

Kræver fuld sol

Havtorn er hårdfør på den måde, at den tåler blæst, kulde og tørke, men den kræver fuld solbelysning hele dagen. I den arktiske periode, der fulgte lige efter, at den seneste istid var ophørt, var havtorn én af de arter, som først koloniserede landet. Man kan forestille sig at landskabet har været oversået med mængder af grå krat. Sådan er det ikke længere, for andre arter er fulgt efter, og de danner skygge, hvad havtornen ikke kan leve med. Derfor er det, at man næsten udelukkende finder planten langs kysterne.

Men tilbage til bærrene. De er meget – endda meget – sure, og de har en speciel smag, som man lige skal vænne sig til. Men de er også meget sunde, for indholdet af C-vitamin i bærrenes tørstof er væsentligt højere, end det er i appelsiner (100 mg/100 g tørstof). Plukningen er vanskelig, for bærrenes hud er tynd, og de går let i stykker, når man tager fat i dem. I stedet kan man klippe den del af skuddet af, som bærrene sidder på, lægge det hele i en fryser for så at ribbe bærrene af, når de er helt stivfrosne.

Af Sten Porse 


I vores Natur på vejen-serie deler Sten Porse, der er uddannet planteskolegartner, sin viden om nogle af de naturindtryk og -fænomener, vi møder på vandreturene rundt omkring i landet.

Find mere natur på vandrevejen her