Mols Bjerge-stien – Istidsvandring i Nationalpark Mols Bjerge

Vandreguiden er let læst og godt illustreret med adskillige billeder og kort samt et meget detaljeret separat kort og tager læseren til Nationalpark Mols Bjerge.

Bronzealderikonet Trehøje er en af oplevelserne på Mols Bjerge-stien. Foto Nationalpark Mols Bjerge

Bronzealderikonet Trehøje er en af oplevelserne på Mols Bjerge-stien. Foto Nationalpark Mols Bjerge

Af Jan og Alice Mørch

Mols Bjerge-stien er en 60 km lang kvalitetsvandrevej, som er certificeret af den europæiske vandreorganisation European Ramblers’ Association, som Leading Quality Trail – Best of Europe.

Efter en kort indledning beskriver vandreguiden tre forskellige etaper i Mols Bjerge: Kalø-etapen, Bjerg-etapen samt Ebeltoft-etapen. Hver af de tre etaper beskrives meget detaljeret med længde, estimeret vandretid, sværhedsgrad og hvor vandreruten begynder og ender, samt hvordan man kommer dertil.

68 interessepunkter

Herudover er der også en udførlig beskrivelse af interessepunkter, som alle er markeret med et nummer i guiden og på kortene. Interessepunkterne kan være udsigtspunkter på etaperne, beskrivelse af det fantastiske landskab og bebyggelser. Det kan være beskrivelse af steder, hvor ruterne passerer oldtidsminder, dyr og planter m.m. Guiden indeholder i alt 68 interessepunkter stort set ligeligt fordelt på hver af de tre etaper.

Bogen er krydret med små fortællinger om landskabet, flora og fauna, historiske bygninger, livsvilkårene i gamle dage, molboerne, Knud og Ellen Dahl (sidstnævnte var Karen Blixens søster) med meget mere. Derudover fungerer bogen også som en miniguide til Ebeltoft, som kan danne udgangspunkt for en vandreferie.

Afprøvet i omvendt rækkefølge

Vi afprøvede vandreguiden (Bjergetapen, der starter og slutter samme sted) i påsken 2021. Bjergetapen er i guiden anført til at have en længde på 19,5 km, sværhedsgrad middel, samt at kunne gennemføres på 7 timer. Selv om vi havde kort, GPS og fulgte skiltningen, lykkedes det os at gå ruten den modsatte vej af, hvad vi havde planlagt, hvilket afsløredes efter at de første interessepunkter ikke passede med bogen. Men det blev oplevelsen ikke mindre af.

Naturen i Mols Bjerge er unik, men de små fortællinger – som vi havde smuglæst i forvejen – tilføjer en ekstra dimension til en i forvejen fantastisk vandring i et for Europa unikt landskab.

Interesserer man sig for natur- og kulturhistorie, eller bare en god historie, vil vi anbefale at benytte guiden i forbindelse med vandringer i Mols Bjerge.

Selvfølgelig kan man selv indsamle informationer om de forskellige seværdigheder på vandreruterne, men vandreguiden serverer dem i et format, der er specielt velegnet før og på selve vandringen.

Bogen om Mols Bjerge-stien

Forfatter: Susanne Krogstrup
Titel: Mols Bjerge-stien
Omfang: 143 sider
Forlag: Nationalpark Mols Bjerge
Pris: 199 kr.


Læs også Nationalpark som dansk vandrecentrum
Læs også Ny kvalitetsvandrevej i Danmark
Læs også De bedste vandrestier i Region Midtjylland