Ole går hele vejen for DVL
Der er mange, der gør en stor indsats for DVL og har gjort det i mange år. Men nogle stikker mere ud end andre. En af dem er Ole Bertelsen, hvis CV ville kunne fylde en artikel i sig selv. Og han helmer ikke.
Af Kristine Buske
Som for mange andre var det en vandrerejse, der lokkede Ole Bertelsen ind i Dansk Vandrelaug, i 1984. Han havde set, at DVL udbød en spændende rejse til Pyrenæerne, som han ville afsted på med sin søn, der dengang var 14 år gammel.
Rejsen til Pyrenæerne blev aflyst, så det endte i stedet med en tur til Østrig. En fantastisk tur, hvor nogle af vandringerne nåede op i 3.800 meters højde. Og Ole havde ikke forestillet sig, hvilket større foreningseventyr medlemskabet kom til at åbne døren til.
– Jeg tog først med på en vandretur i 1990, og derfra gik det stærkt, fortæller Ole.
Klik på samtlige billeder herunder og se dem i fuld størrelse
Fra landsformand til vicevært
Turleder kunne Ole skrive på CV’et i 1993, og i 1995 blev han også formand for turlederne i Københavns Afdeling (TUK) frem til 2011. I 2007 trådte han ind i DVL’s styrelse og i 2011 blev han landsformand, indtil Steen Kobberø-Hansen tog over i 2015.
– Jeg plejer at sige, at fra jeg blev landsformand til nu, er medlemstallet steget, siger Ole med et smil.
– Men det er slet ikke min fortjeneste alene. Jeg var med til at starte arbejdet med at gøre DVL mere synlig. Og det arbejde er fortsat, efter at Steen er kommet til.
I dag er Ole formand for kursusudvalget og rejsegruppen, turleder i Gentofte-afdelingen, hvor han også er næstformand. Han sidder i økonomi- og vedtægtsudvalget samt adgangsgruppen, er aktiv i Friluftsrådet og både vicevært og arkivar på Kultorvet.
I sidstnævnte stilling har han ansvar for hele VandreLivs historie tilbage fra første blad og har været med til at tage initiativ til at få opbevaret foreningens mange film fra 1930-1950 hos Det Danske Filminstitut.
– Jeg brugte også min uddannelse som bygningsingeniør, da jeg i 2008 koordinerede den udvendige renovering af Kultorvet. Vi fandt gamle brokker genbrugt fra dengang bygningen brændte i 1807 og en mønt fra 1780.
Gør som Ole – Bliv turleder
Projektleder hele livet
I rejsegruppen har Ole haft et mantra om, at når man runder de 70, så er det slut med at arrangere vandreferier. Nu har Ole passeret sin 78-års fødselsdag, og han kan godt selv se ironien i det. Så hvorfor holder han alligevel ved i både rejsegruppen og diverse andre udvalg?
– Jeg er uddannet civilingeniør og er vant til og brænder for at lede og koordinere projekter, og Dansk Vandrelaug har givet mig mulighed for at fortsætte den type arbejde hele mit liv, siger Ole.
Han er ikke i tvivl om, hvad der bliver det sidste, han slipper i foreningen: At arrangere vandreture og vandrerejser.
– Vandreturene er det bedste, for her har jeg kontakt med medlemmerne. Og jeg arrangerer fortsat rejser til Norge og Færøerne, som hurtigt bliver udsolgt. Turen i 2020 til Færøerne var udsolgt på et døgn.
– Jeg kan godt lide at skabe variation med både natur og spændende viden og historier at fortælle undervejs. Den største fornøjelse for mig er at give folk en oplevelse og se dem blive glade for mine ture, fortæller Ole.
Alene med vinden og de færøske fugle
Det er da heller ikke tilfældigt, at Færøerne har en særlig plads i hans vandrerhjerte. I sin karriere som projektleder har han hos Landsingeniøren stået for den færøske havneplanlægning samt arbejdet med en del projekter i de færøske havne.
– Der er en fantastisk smuk natur på Færøerne, og befolkningen er utrolig venlig og hjælpsom. Det er den skønneste følelse, når du står midt i fjeldet, hvor der ikke er et eneste træ til at tage udsigten, og du er alene med blæst, fugle og får, fortæller Ole.
Når han arrangerer rejser til Færøerne, er der ofte mange havne på som pitstop, hvor deltagerne får et par havneanekdoter med. Derfor har hans medvandrere tildelt ham navnet Mole Ole.
Foreningslivet fortsætter
Selvom man kan undre sig over, om han har tid til andet med alle de aktiviteter og projekter, så har Ole også andre ting end DVL i sin hverdag. Sammen med sin hustru Therese tager han jævnligt til deres sommerhus i Saltum, som har været i familien siden 1965. Alligevel er der ingen udsigt til, at sommerhuslivet kommer til at overtage foreningslivet.
– Jeg stopper først den dag, jeg ikke længere kan gå.