Gå dig til overskud og godt humør

Med DVL får du gode oplevelser uanset vejr og vind. En vandretur har nemlig god effekt på humøret og giver frisk luft i lungerne, så der er ingen undskyldning for at trække i regnjakken og tage ud i naturen i godt selskab.

Nærvær i naturen i klingende frost giver overskud og godt humør. Foto Jens Arrent

DVL er nærvær i naturen - her i klingende frost. Foto Jens Arrent

De kolde og våde efterårsdage giver ofte manglende overskud og lyst til at hygge sig under dynen eller foran pejsen med et krus varm te eller kaffe. Det kan virke helt uoverskueligt at skulle trække i overtøjet og bevæge sig uden for det varme hjem.

Måske påvirker mørket også humøret negativt. Men det kan faktisk betale sig at overvinde en manglende lyst og tage en vandretur i naturens smukke omgivelser. Forskning viser nemlig, at gåture har en positiv effekt på vores humør og velvære. For eksempel kan en tur i rask tempo mindske depression og angst, mens rolige gåture kan fungere som mindfulness for sjælen og mindske følelsen af stress og nervøsitet.

Ny på tur? Find de korte vandreture her

Overskud og frisk luft i lungerne

Udover at have positiv indvirkning på humøret giver en vandretur os også frisk luft. Vidste du for eksempel, at den gennemsnitlige dansker befinder sig indendørs 85-90 procent af døgnet? I efterårs- og vintermånederne har vi tendens til at bruge endnu mere tid inde i varmen.

Samtidig trækker vi vejret 20.000 gange om dagen. Og med de mange timer indenfor får vi kun lidt frisk luft til at give fornyet energi til vores kroppe.

Sammen går vi ud i vejret

Vejret er næsten altid bedre udenfor end set gennem vinduet. Der er altså ingen undskyldning for at blive inde – tværtimod er det kun godt for krop og sind – og der er heldigvis hjælp at hente til at komme afsted.

Med DVL er det nemmere at komme ud og bevæge sig i de kolde måneder. Sammen får vi gode snakke og sjove stunder, som altid løfter humøret. På den måde kommer vejret ikke til at spille nogen rolle for gode oplevelser. Tværtimod mærker vi årstidens fascinerende, skiftende vejr og ser de skønne, varme farver i naturen.

Vores dygtige turledere tilrettelægger varierede ture, så du ikke behøver at forholde dig til andet end at klæde dig på til vejret og at hygge dig i godt selskab.

Fyld te eller kaffe i en termokande og gå dig til varme, overskud og godt humør med Dansk Vandrelaug.

Af Kristine Buske