Syv sommerfugleture
’Syv Sommerfugleture’ hjælper en uforberedt læser så effektivt og behageligt ind over tærsklen til sommerfuglenes vidunderlige verden, at man risikerer at pådrage sig en livslang tidkrævende hobby, der griber mere om sig, jo længere man går videre. Så er I advaret.
Af Bjørn Petersen
Kurt Ramskov Laursens smukt illustrerede bog er et mesterstykke i formidling. Den tager læseren i hånden og fortæller, hvad der er at opleve og hvordan man bedst gør det. Man vælger selv sine lokale ture ud fra, hvilken slags natur der lønner sig på forskellige årstider.
Vent tålmodigt
De 44 arter er så almindelige, at man næsten garanteret kan se dem, hvis man følger nogle enkle råd bl.a. om at gå på sommerfuglenes præmisser. Ikke som en normal DVL-tur med mange snakkesalige vandrere uden for mange stop. Det kan være svært at stå stille og vente på at sommerfuglen kommer tilbage, som de meget ofte gør. Gåturene gøres bedst alene eller sammen med få andre.
Snart kan du glæde andre med baggrundsviden, når I holder pause et godt sommerfuglested eller stopper kort ved en særligt fin en på turen. Eller udbyd måske sommerfugleture, og gør opmærksom på, at der vil være ophold undervejs med formidling, observation og fotomulighed.
Overskuelig indsigt
Måske tror man, at sommerfugle kun er for nørder. På de syv ture svimler man ikke, men får skridt for skridt gode oplevelser og erfaring. Med gode sidehenvisninger i register og i teksten. Orden og system gør det overskueligt.
Også hvis man bare vil læse noget grundlæggende interessant om sommerfugle. Der er generel baggrundsviden og ideer til mere med sommerfugle på en vedkommende, ikke for tung måde.
Døren åbnes på klem til en verden af fascinerende liv, endda med henvisninger til andre kilder.
Selve hovedteksten glider let og har mange gode detaljer. Fx at skovblåfugl flygter opad i stedet for vandret. Og hvad er i grunden til den enkelte arts ’flyvetid’? Sågar farven på undersiden af et bestemt følehorns spids! Det er ekstra krydderi.
Tip: Søg “syvsommerfugleture” på nettet og find fotos af alle bogens arter ordnet i de syv ture. Så man kan man se dem på mobil!
Forfatter: Kurt Ramskov Laursen
Titel: Syv sommerfugleture – en begynderguide til danske sommerfugle
Omfang: 157 sider
Forlag: Wadskjær Forlag, 2024
Pris: 300 kr.