Vandrernes Dag deler store oplevelser og små kager 

Igen i år har vi vist Dansk Vandrelaug frem fra sin allerbedste side på Vandrernes Dag, den 19. september. Vejret var som skabt til vandring, hvor solen kiggede ned igennem skyerne, og folk mødte talstærkt op. 

En skøn pauseplet på Vandrernes Dag i Svanning Bakker. Foto Tove Dinesen

Af Camilla Dam 

Samtlige afdelinger havde naturligvis gode tilbud til både medlemmerne og alle dem, der ikke kender os endnu – i alt over 40 forskellige ture at vælge imellem, nogle med kortere og længere versioner. Og omkring 275 af de cirka 1000 deltagere var gæster, som fik et rigtig fint indtryk af, hvad det vil sige at tage på tur i vores selskab. 

Havørne med på tur 

På Fyn mødtes 76 deltagere i Fåborg for at tage enten 10 eller 15 km i Svanninge Bakker og Bjerge.   

– For fællesskabets skyld fulgtes vi alle ad de første 5 km af turen. Vi spiste madpakker på den store shelterplads ’Helvedes hule’ ved Rislebækken. Masser af plads og mulighed for at få snakket på kryds og tværs. Og vi fik fourageret rigeligt fra brombærkrat – lækre solmodne, søde bær, fortæller turlederne Karin Basse og Niels Staal Jensen.

 De 35, som valgte den længere tur, var endda så heldige at få følgeskab af to havørne. 

– Alle var helt høje over synet. Ingen var i tvivl om det storslåede i at se den majestætiske fugl i sådan et naturskønt område i dejligt vejr sammen med andre vandrere. Vi kunne være tavse sammen og blot nyde det, fastslår Karin.

Storbyens tilløbsstykke 

I København måtte turleder Anita Garbers skære sin kage anderledes, da 75 mødte op til hendes bytur igennem enklaver. 

– Der kom overraskende mange. Jeg havde kun 30 badges, og jeg havde beregnet kage til ca. det samme antal. Jeg skar nogle små stykker, så alle fik en strimmel. De fleste syntes, at det var en fin tur til steder, som de ikke kendte særlig meget til, fortæller hun. 

75 mødte ligeledes op til DVL Esbjergs to ture på Grænsestien, hvor mange fik nye indtryk af området. 

– Der blev gået henholdsvis 16 og 9 km med Dora og Lilly Jensen som turledere på den lange og Ingelise Sørensen på den korte. En flot tur gennem skov og hede i et område, der nok for de fleste var totalt ukendt – Varming Plantage med Nørbæk bæk, skriver Aage Andersen. 

Vandrernes Dag afholdes hvert år den tredje søndag i september

Tur i ovnen 

Med DVL Nordsjælland gik de 22 deltagere i ring, da Peder Svend Pedersen og Alice Ebbesen havde arrangeret en tur med besøg og rundvisning i Nivaagaard Teglværks Ringovn. 

– Mange gode og sjove fortællinger. Fx hvordan brænderen (ham der var ansvarlig for brændingen) kontrollerede korrekt temperatur, som er 1075-1125 grader. Han og alle ligesindede tyggede skrå. Han sendte en spytklat ned igennem hullet til flammerne. Fik de den rigtige farve, når skråen ramte, var det fjong. Hvis ikke, lidt mere kul ned. Eller måske vende skråen? Spørger Bente Michelsen. 

Fyldt p-plads

På Bornholm mødte der langt flere gæster end medlemmer op til de 6 kuperede kilometer på øens nordvestlige hjørne, hvor solen tittede frem i ny og næ. 

– DVL Bornholm havde en rigtig dejlig Vandrernes Dag sammen med 53 glade deltagere heraf 20 medlemmer og 33 gæster, som havde fundet vejen til Vang Havn, hvor der ikke fandtes en eneste p-plads tilbage. Tak til turlederen Erik Hørringsen for fin info undervejs. Vejret var så meget med os tak – med lidt overskyet og sol, der tittede frem i ny og næ, siger Kirsten Lund-Hansen. 

En god historie 

Og DVL Kolding havde sat hinanden stævne længere nordpå i Jelling, hvor deltagerne kunne vælge enten 9 eller 17 varierede kilometer ved Fårup Sø. 

– Gennem mose og enge, langs Fårup Sø, igennem skove og langs golfbanen. Der var små stigninger, så alle kunne være med. Kaffen, hvor der var hjemmebag, blev indtaget ved Jelling Højene. På den måde blev det også en historisk tur, lyder det fra turlederne Anna Marie Dahl og Margit Stycke. 

Fint vandrevejr langs tørre stier, efterårssol og god stemning iblandt de mange medlemmer og gæster går i det hele taget igen i turledernes beskrivelser og opslagene i Facebook-gruppen. Dermed er den 31. Vandrernes Dag afviklet med succes, og vi håber, gæsterne har fået mod på flere ture i vores gode selskab.